Der er bevilget 6 mio. kr. om året til en permanent PAS-ordning (Post Adoption Service)

Fredag, den 29. november 2013

Forhandlingerne om finansloven er nu afsluttet, og det fremgår af aftaleteksten vedr. “Aftale om satspuljen på det social-, børne og integrationspolitiske område 2014-2017”, at Regeringen og oppositionen har valgt at tildele 6 mio. kr. om året til permanent Post Adoption Service (PAS).

Det er en meget glædelig dag for adopterede, adoptivfamilier – og for Danmark.

Endelig har vi fået midlerne til at foretage en forebyggende indsats, der reelt kan gøre en forskel. Midler bevilliget til kvalificeret adoptionsfaglig hjælp, og midler til at Danmark nu reelt kan siges at være et attraktivt Haagerkonventionsland at samarbejde med om international adoption.

Jeg vil gerne sige alle jer A&S-medlemmer en stor tak for jeres frivillige arbejde og økonomiske støtte gennem jeres medlemskab. Uden jeres stabile støtte gennem årene, havde det aldrig været muligt for os i HB at arbejde vedholdende og troværdigt på det politiske niveau således, at vi kunne lykkes med permanet PAS.

Der skal også lyde en stor tak fra A&S til tidligere Social- og Integrationsminister, Karen Hækkerup. Du gav os mødetid på Holmens Kanal 22, du kom til vores sidste landsmøde, og du bakkede adoptionsideen op, selv da mediestormen var på sit højeste, og retorikken stødvist tangerede orkanstyrke. Det glemmer vi dig ikke for!

Vi skylder også Social-, Børne og Integrationsminister, Annette Wilhelmsen, en stor tak. Vi er glade for at du har blik for, at adoptivbørn, qua deres tab af biologiske forældre og familie, er en udsat børnegruppe, der har brug for en adoptionsfaglig hånd til at finde fodfæste i livet igen.

Foran os står en spændende proces i forhold til, hvordan vi bedst muligt udmønter 6 mio. kr. til adoptionsområdet.

Nogle områder ligger relativt fast. Det skal fortsat være muligt for familier, der relativt for nyligt er hjemkommet med et barn, at kunne modtage et kvalificeret adoptionsfagligt rådgivningstilbud. Som noget nyt ligger det også fast, at adoptanter skal have et PAS-tilbud inden afrejse og kort efter hjemkomst.

Som noget andet nyt skal der også være fokus på unge adopterede og deres behov.

Det fremstår lidt mere uklart, hvordan midlerne kan udmøntes i et Videns- og Formidlingscenter. Her er det vigtigt for A&S, at der bliver tale om uddannelse af minimum én medarbejder i alle kommunernes pædagogiske psykologiske rådgivninger (PPR).

Det er præcist i kommunernes PPR på daginstitutions- og skoleområdet, at der er et kæmpe adoptionsfagligt hul – og det er derfor præcist her, at adoptionsfaglig rådgivning kan gøre en kæmpe forskel for børn og unge. Vi skal i fremtiden nå derhen, hvor adoptivbørn ikke bliver fejldiagnosticeret og fejlmedicineret fx med en ADHD-diagnose, blot fordi de er lidt mere urolige og ukoncentrerede. Ingen kan sidde stille og fokusere på ligninger, så længe en grundangst for at miste sine nærmeste – eller sig selv – lurer i sjæl og krop.

På mandag den 9. december 2013 er jeg og et par andre HB-medlemmer inviteret til et uformelt møde i Ankestyrelsen. Det glæder vi os til, og vi er glade for at have en position som troværdige samarbejdsparter.

Læs mere om bevillingen af PAS-midler: http://www.sm.dk/data/Dokumentertilnyheder/2013/Aftaletekst.pdf http://www.sm.dk/Nyheder/Sider/Vis%20Nyhed.aspx?NewsItem=1075

http://www.sm.dk/data/Dokumentertilnyheder/2013/Oversigtstabel.pdf

Jens Damkjær, formand

 


Lene Borg

Comments are closed.