Ny adoptionsorganisation er nu endelig på plads – Danish International Adoption

Torsdag den 29. januar 2015

Ny adoptionsorganisation er nu endelig på plads – Danish International Adoption (DIA)

AC Børnehjælp og DanAdopt er i dag gået sammen om at danne Danish International Adoption.
Med sammenlægningen får dansk, international adoptionsformidlilng en ny start og et stærkt adoptionsfagligt og robust økonomisk fundament.

Udgangspunktet for den nye organisation er, at regeringen og et bredt flertal i Folketinget i efteråret 2014 opfordrede de to formidlingsorganisationer til at slutte sig sammen i én organisation.

Den nye bestyrelse er sammensat af medlemmer fra bestyrelserne i de to tidligere organisationer. Lars Ellegaard, der tidligere var næstformand i DanAdopt er ny formand, mens Kim Pedersen, der tidligere var formand  i AC Børnehjælp, er ny næstformand. Den nye bestyrelse har i fællesskab udarbejdet nye vedtægter, der bl.a. skal være med til at sikre, at adoptioner gennemføres i overensstemmelse med såvel nationale som internationale krav og procedurer, en stram økonomistyring og en god kontakt med ansøgerne og vores samarbejdsparter i udlandet.

Den nye organisations ledelse bliver direktør Robert Jonasen og vicedirektør Jeanette Larsen, der også vil fungere som juridisk chef. Begge har mange års erfaring med international adoption. Robert Jonasen, der er uddannet psykolog, har blandet andet være chefkonsulent i Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold, og siden 1. november 2014 direktør for DanAdopt. Jeanette Larsen kommer fra Ankestyrelsen, hvor hun bl.a. har haft tilsynet med de adoptionsformidlende organisationer.

– Med Robert Jonasen og Jeanette Larsen som daglig ledelse får vi de dybe adoptionsfaglige og juridiske kompetencer, som vil være med til at sikre, at den nye organisation vil leve op til fremtidens krav til adoptionsformidlingsarbejdet, fortæller Lars Ellegaard, der er bestyrelsesformand i Danish International Adoption..

Sammenlægningen betyder, at AC Børnehjælps nuværende kontor i Århus lukker i løbet af sommeren 2015, og at den nye organisation får hovedkontor i DanAdopts gamle lokaler i Birkerød.

For langt de fleste af de mange adoptanter, som står på de to organisationers ventelister får sanmenlægningen ingen betydning. De bliver stående på de eksisterende ventelister. Hvordan de eksisterende ventelister for Sydafrika, Vietnam, Thailand og Kenya vil blive organiseret afhænger af igangværende forhandlinger med de lokale myndigheder i de respektive lande. Ansøgerne vil blive informeret i takt med at forhandlingerne falder på plads.

Hele pressemeddelelsen fra DIA kan læses her

Socialminister Manu Sareens pressemeddelelse kan ses her

Adoption & Samfund ser frem til et godt og konstruktivt samarbejde med Danish International Adoption.


Lene Borg

Comments are closed.