Niels Peter Rygaards forslag til et Videns-og Formidlingscenter for Adoption

Psykolog og modtager af Adoption & Samfunds Adoptionspris 2012 Niels Peter Rygaard kunne desværre ikke nå frem til Høringen den 25. marts 2014, da han var ude og rejse. Han har i stedet sendt nedenstående artikel og en skitse med hans forslag til et Videns-og Formidlingscenter for Adoption til os:

ARTIKEL ADOPTION OG SAMFUND

FOREBYGGELSE AF ANBRINGELSE AF ADOPTIVBØRN

Af aut. cand. psych. Niels Peter Rygård

I min praksis, såvel som i arbejdet som adoptionskonsulent for VISO, har jeg arbejdet med de sager, hvor adopterede børn må anbringes uden for hjemmet, på institution eller i plejefamilie (VISO er Socialstyrelsens rådgivningsenhed for kommunerne i sager, der kræver særlig ekspertise på forskellige områder, herunder adoption). Da mit andet speciale er omsorgssvigt, får jeg naturligvis de mest problematiske sager præsenteret. Lad det være sagt med det samme: rigtig mange sent adopterede oplever adoptionsforløb, som er vellykkede.

Endvidere arbejder jeg med at udvikle forskningsbaseret uddannelse af børnehjemsansatte og plejefamiliesystemer i en række lande (www.fairstartglobal.com ), så jeg møder også børnene og deres omsorgsgivere i mange af de lande, der adopteres fra.

Artiklen gennemgår dels et klassisk forløb, og giver forslag til hvordan adoptionsforløb kan forbedres fra start til slut, for at så få sager som muligt fører til, at et adopteret barn skal opleve endnu et tab.

ADOPTION – FRA PRIVATSAG TIL GLOBALT FÆNOMEN

Tidligere ankom adopterede ofte med fly, deres fortid blev slettet, og de blev set som ”adoptivfamiliens eget barn” – et voldsomt skift af identitet for et spædbarn, men endnu mere chokerende for et større barn med et social netværk og eksisterende tilknytninger .

I den globale verden bliver det ligeledes tydeligt, at 90 % af de adopterede har levende forældre og familie, som ofte har stor betydning for det ældre barn. Hvordan kan adoption forstås i et globalt perspektiv, og hvilke konsekvenser har det for den måde, vi forvalter adoptionsforløb på?

EN TÆNKT CASE

Denne case er en ”gennemsnitscase” af den type, jeg ofte præsenteres for:

Andreas adopteres som 4-årig fra et meget ringe børnehjem i et udviklingsland. Familien har tidligere adopteret en pige  på1 ½ år.  Andreas knytter sig mest til sin adoptivfar, og udviser stor vrede overfor sin adoptivmor. I børnehaven er han ofte i konflikt med andre børn, de er til tider bange for ham, da han har svært ved at indgå i samspil, og ofte er i fysiske konflikter.  I skolen opleves han som godt begavet, er charmerende, og kun i frikvarterer og andre situationer uden voksne kan der være konflikt, og der skønnes ikke behov for særlig støtte. I hjemmet er der voldsomme konflikter: Andreas vil diskutere alle afgørelser, tyranniserer sin lillesøster, når han bliver frustreret taler han om at være forladt, ønsker at dø, ødelægger sit legetøj. I 11 års alderen begynder han at omgås ældre kammerater, udebliver fra skolen og driver om på gaderne. Familien er efter mange år på sammenbruddets rand og henvender sig i forvaltningen om hjælp. Adoptivmoderen har besluttet at forlade hjemmet med datteren, hvis Andreas ikke anbringes. Det skyldes, at pigens udvikling er truet af forældrenes konstante stress og fokus på storebroderen. Forvaltningen betragter imidlertid familien som ressourcestærk, og først et års tid senere er der enighed om at søge et egnet opholdssted, hvilket imidlertid viser sig vanskeligt, da ret få opholdssteder har erfaring med adopterede unge, der derfor ofte henvises til at bo sammen med kriminelle og misbrugende unge. Forældrene vælger efter Andreas’ anbringelse at blive skilt, da belastningerne har været for store.

Andreas’ reaktioner kan  forstås ikke blot ud fra omsorgssvigt på børnehjemmet, men også som en naturlig reaktion på en række traumatiske relationsbrud.

I adoptionsforløbet er der en række faktorer, som bestemmer om adoptionen bliver vellykket, eller ender som ovenfor beskrevet.

HVAD KAN FOREBYGGE ANBRINGELSE ? ET KATALOG OVER  KVALITETSFORBEDRINGER

Derfor er der en række forhold, som kan forbedre forløbet af adoptioner:

a. Danmark bør forpligte sig til at yde støtte til uddannelse af børnehjem og plejefamilier i de lande, der adopteres fra. I Danidas optik dirigeres støtte i dag  kun til de allerfattigste lande målt på bruttonationalprodukt, men i forfatterens erfaring er ringe omsorgskvalitet  for anbragte børn udbredt, selv i velhavende lande.

Mange lande har også behov for støtte til opbygning af forvaltninger, der kan styre etisk forsvarlige adoptioner og forebygge handel med børn – Indonesien har eksempelvis 250 socialrådgivere til en befolkning på 235 mio. – og de er nu ansvarlige for tilsyn med landets 8000 børnehjem. I Nepal ved regeringen ikke en gang hvor mange børnehjem, der findes, og kun børn hvis forældre er fængslet tildeles 200 gram ris pr. dag – etc.

I det specialnummer af Journal of Infant Mental Health jeg netop har været medredaktør på, er en væsentlig konklusion, at udviklingslandes regeringer skal have støtte til at opbygge et forvaltningssystem, der kan tage vare på forladte børn og forhindre omsorgssvigt på børnehjem. Det gælder ikke kun i Etiopien, men i alle udviklingslande.

b. Mange forældre i udviklingslande forstår adoption som en udvidelse af familien, og de sender væsentligst deres børn på børnehjem på grund af nød. Derfor er en ”tofamilies” adoptionsforståelse og -praksis nødvendig at udvikle.

c. Især når en adoption drejer sig om børn over to år er overgangen så svær, at adoptivforældre bør være mindst en måned på børnehjemmet for at lette overgangen, og den formidlende organisation må sørge for at barnet og det lokale netværk forberedes grundigt.

d. Som adoptivforælder må man gøre sig klart, at et sent adopteret barn ikke kan monopoliseres som ”vores barn” – det er altid et delebarn mellem biologisk og praktisk forældreskab. Åbne adoptioner med dialog mellem biologiske og –adoptivforældre tillader barnet at danne en identitet som ikke er splittet. I de vanskeligste sager har adoptivforældre ikke ændret holdning, og har ikke forstået at et ældre barn med tidligere tilknytninger gør oprør mod at skulle skifte identitet og slette sin fortid. Forskningsmæssigt er det kun børn under to år, der helt skifter tilknytningsfigurer ved adoption – større børn har dobbelte tilknytninger, som de helst skal opleve som fri for loyalitetskonflikter. Det kræver stor tolerance hos adoptivforældre.

e. Fast supervision af adoptivforældre er i flere undersøgelser vist at give adopterede en tryggere tilknytning, og gøre adoptivforældrene mindre usikre og mere kompetente. Derfor bør postadoptionsrådgivning gøres obligatorisk, og ikke noget man kan vælge til eller fra.

Langt de fleste strandede adoptioner i min konsultation har været præget af at forældrene alt for længe forsøgte at klare problemerne selv, og at de ikke fik kvalificeret støtte fra daginstitution, skole og forvaltning tidligt i adoptionsforløbet. Mange professionelle tror i misforstået tolerance, at de skal nedtone barnets problemer og ”ikke gøre forskel” – hvilket blot betyder at adopterede med betydelige vanskeligheder alt for sent får specialpædagogisk hjælp.

f. Da der er forholdsvis få adopterede børn, udgør de og deres adoptivfamilier en lille gruppe, som har brug for specialviden. Derfor er oprettelsen af et centralt Videnscenter for Adoption afgørende for, at familier får den rette rådgivning. Jeg har udarbejdet et konkret forslag med bemanding etc. til et videnscenter, som den nu afgåede minister udtrykte stor interesse for, men som jeg ikke siden har hørt noget til. Dette center bør (udover rådgivning til almindelige daginstitutioner og skoler) også være fast undervisnings/ rådgivningsenhed for de opholdssteder og institutioner med anbragte sent adopterede, som i dag er spredt over landet over.

g. Der er brug for opholdssteder, som er specialiserede i at arbejde med anbragte adopterede børn. Da mange opholdssteder o.l. kun har eet adopteret barn eller en ung, fejlbehandles de unge adopterede ofte i længere tid, før institutionen har oparbejdet en forståelse, og har fået rådgivning om forståelse og metode.

SKITSE VIDENSCENTER FOR ADOPTION – Niels Peter Rygaard

Litteratur af forfatteren:

Adoptionshåndbogen, kap. 7: Tilknytningsforstyrrelse som følge af tidligt omsorgssvigt. Reitzel 2013.

McCall, Groark, Rygaard (editors): Special issue of Infant Mental Health Journal: Global Research, Practice and Policy Issues in the Care of Infants and Young Children at Risk. http://onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1002/imhj.2014.35.issue-2/issuetoc

Kapitel 13: Tilknytningsproblemer og tilknytningsforstyrrelse hos adoptivbørn, samt kapitel 14: Adoptivbørn i pubertet – erfaringer fra familieterapier, i Børn og Unge med tilknytningsproblemer og tilknytningsforstyrrelse, www.forfatterforlaget.dk , 2011.

Skitse til Videnscenter for Adoption, er tilgået Adoption og Samfund samt ministeriet, kan fås ved henvendelse til npr@attachment.dk .

Kronik Politiken 21. Marts 2013: Adoption kan og skal forbedres, http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE1717328/adoptionsforloeb-kan-og-skal-forbedres/