Ugenyt fra formanden – 4. kvartal 2015

Fredag den 11. december 2015

Mon Karsten er Julies ”rigtige” far?

Det spørger Julie i hvert fald sig selv om i TV2s julekalender, Juleønsket. Julie har set nogle billeder fra tiden omkring sin fødsel, hvor Karsten ikke er med på et eneste, og på den måde opdaget, at Karsten ikke er hendes ”rigtige” far.

Men hvad er Karsten så? Julies ”forkerte” far?

Spørgsmålet er stillet med både et glimt i øjet og alvor i stemmen. Hovedforfatteren, Ina Bruhn, har sikkert ikke ladet Julie sige ”rigtige” far i en ond mening, og kender sikkert ikke til adoptionsområdet. Glimtet i øjet henviser til, at vi må have en vis selvdistance og overbærenhed som adoptivfamilier, og ikke dømme andre på deres uvidenhed om adoption.

På den anden side er det vigtigt, at vores hverdagssprog rummer plads til os alle. Og som far til to biologiske børn og tre adopterede, er jeg altså ikke ”rigtig far” til to og ”forkert far” til tre!

Men hvad er jeg så? Ja, jeg er far til alle fem – og jeg elsker alle fem skønne unger lige højt uanset alder, farve, køn, personlighed osv. Jeg elsker dem for alt det de er i deres mangfoldighed. Derfor har jeg brug for et sprog at være i, der klart positivt udtrykker, at jeg er alle fem børns far!

Når Ina Bruhn lader Julie spørge til, om Karsten er hendes ”rigtige” far, er det fordi, der er noget vigtigt på spil. Julie har brug for at få hendes identitetsfortælling på plads, og det kan hun kun, når hun ved hvem hendes fædre er, og omstændighederne omkring starten på hendes liv.

Adoption & Samfund arbejder for et dagligt sprog med plads til os alle. Jeg er far til fem. Biologisk far til to, og adoptivfar til tre. Et godt sprog at være far i. Hvor ville det have været skønt, hvis dette sprog var naturligt i Juleønsket.

Så – Karsten ER Julies far. En vidunderlig adoptivfar eller stedfar – med et godt gammelt dansk ord.

Jeg holder juleferie med min familie fra fredagsopdateringerne, men vil springe til tasterne igen fredag d. 8. januar 2016.

På bestyrelsens og sekretariatets vegne vil jeg sige alle A&S-medlemmer tak for jeres engagement i adoptionssagen i året der gik. Vi glæder os til året der kommer.

Alle adopterede, kommende adoptanter og adoptivfamilier ønskes en glædelig jul og godt nytår

Jens Damkjær, formand


Fredag den 4. december 2015

Identitet og juletraditioner i landegrupperne

Julen står for døren, og det er tid til at nyde julens traditioner.

Landegrupperne holder mange forskellige arrangementer med kulturelt indhold fra vore adopteredes oprindelseslande fx kinesisk nytårsfest.

De kulturelle arrangementer i landegrupperne kan være betydningsfulde for adopterede børn, unge og voksne i forhold til deres identitetsdannelse, og i forhold til, at vi som adoptivforældre får en bedre forståelse af, hvad vore børn har med sig i livet som en vigtig og uadskillelig del af dem, og det de er.

I morgen, lørdag d. 5. dec., afholder Etiopienforeningen juletræf. Her deltager herboende voksne etiopiere og deres biologiske børn sammen med adopterede fra Etiopien og adoptivfamilier. Vi har opdaget, at voksne etiopiere er ligeså nysgerrige på, hvad en ”rigtig dansk” jul er, som vi i Etiopienforeningen er nysgerrig på, hvad en ”rigtig” etiopisk jul er.

Juletræffet er blevet til et etiopisk/dansk kulturmøde. Her skal vi spise injere (etiopisk nationalret), stegt and med kartofler og sovs samt ris a lá mande. Vi skal danse etiopisk dans til etiopisk julemusik, vi skal klippe julepynt og danse om juletræ, og vi skal lave etiopisk kaffeceremoni.

Er du ikke med i en landegruppe og har lyst til at være det, kan du finde kontaktinformationer på Adoption & Samfunds hjemmeside http://adoption.dk/om-adoption-og-samfund/lande-og-interessegrupper

Alle adopterede, kommende adoptanter og adoptivfamilier ønskes en god weekend

Jens Damkjær, formand

 

Fredag den 27. november 2015

Bedre vejledning til kommende adoptanter

Den nye adoptionslov er på vej til at blive vedtaget i Folketinget.
Den indeholder bl.a. adoptionshjælp (PAS) 0 – 18 år, krav om adoptionsforskning og øget kvalitetsikring af adoptionsprocessen – forhold Adoption & Samfund har arbejdet længe for at få indført og derfor hilser velkomne.

I forbindelse med ændring af adoptionsloven har Ankestyrelsen sendt nye administrative forskrifter i høring.
Her har Adoption & Samfund afgivet høringssvar og bl.a. påpeget, at der er brug en bedre vejledning af kommende adoptanter, inden de søger godkendelse i fase 1.

På nuværende tidspunkt er det således, at det kun er et mindretal af ansøgerne, der kan gå ”utvivlsomt videre” til fase 2, som der står i adoptionsloven. Dvs. sagsbehandleren finder forhold hos ansøgerne som ikke umiddelbart kan godkendes. Adoptionssamrådene skal derfor tage stilling og godkende, inden ansøgerne kan gå til fase 2 – hvis ikke ansøgerne afvises.

Indstilling til samrådene tager tid og er ressourcekrævende for både Statsforvaltningen og for ansøgerne. Derfor mener Adoption & Samfund, der bør være bedre vejledning til ansøgerne således, at der kun er behov for at et mindretal indstilles til samrådene i fase 1.

Alle adopterede, kommende adoptanter og adoptivfamilier ønskes en god weekend

Jens Damkjær, formand

 

Fredag den 20. november 2015

A&S Landsmøde – intensitet, åbenhed og gensidig nysgerrighed

Blot en time inde i landsmødet var en intens, varm, gensidigt respektfuld og nysgerrig stemning skabt – en stemning jeg for blot et år siden tænkte, at jeg kun kunne drømme om. Men i sidste weekend blev den til virkelighed!

Almaz Mengesha, – født i Etiopien, mistede begge ben som barn i bilulykke, adopteret til DK, i dag mor til tre og succesfuld paraatlet og har som voksen fået kontakt til sin familie i Etiopien.

Almaz åbnede sidste weekends landsmøde med sin medrivende adoptionsfortælling. Adoptant Dorthe K. Olsen fulgte op med et kort oplæg om sin og hendes mands åbne adoption efterfulgt af fælles dialog fra salen.

Psykolog Wondim Belachew Bezie har besøgt mere end 200 børnehjem i Etiopien for organisationen 121 Ethiopia. Wondim var inviteret af A&S, fordi vi tror på at et tættere mellemfolkeligt kulturelt nysgerrigt og respektfuldt samarbejde om adoption er fremtiden.

Wondim fortalte bl.a. om mange tusinde børn på utilstrækkelige børnehjem hvor børnene behøver langt mere kvalificeret omsorg, og at nøglen til hjælp ligger hos landets politikere og et tættere internationalt politisk samarbejde.

Temaet for landsmødet var ”Åbne adoptioner – hvorfor og hvordan”?

Folketingsmedlem for SF, Trine Torp deltog bl.a. i paneldebatten, hvor halvdelen af de 9 deltagere var voksne adopterede. Trine lovede at tage budskabet om et tættere mellemfolkeligt politisk samarbejde med videre på Borgen.

Et globalt ansvar for børns liv og opvækst hviler klart også på de danske folkevalgte politikere! Vi er i DK de rige, de ressourcefulde. Vi har ikke bare serveretten – vi har også servepligten!

Lad os i DK indbyde til dialog og samarbejde med alle oprindelseslandene.

Tak til alle oplægsholdere, paneldebatdeltagere og alle de medlemmer der valgte at bruge deres weekend på A&S` landsmøde. I har været med til at skabe et helt nyt afsæt for fremtidens adoptionssamarbejde.’

Søndag bød på afslutning af landsmødet med efterfølgende generalforsamling. Vi måtte sige farvel til HB-medlemmerne Charlotte Christensen og Ina Dygaard. Tak for jeres indsats for adoptionsideen. 
Rene Cromefeldt-Bie, Torben Ammitzbøll er nyvalgte HB-medlemmer og Sine Knorr Sørensen nyvalgt suppleant. Velkommen til. Vi glæder os til samarbejdet.

På et efterfølgende konstituerende hovedbestyrelsesmøde blev jeg valgt som formand for A&S det næste år. Jeg er taknemmelig for tilliden og håber jeg kan leve op til den. Jeg også taknemmelig for at Michael Paaske og Claus Bo Hansen vil tager en tørn i formandsskabet sammen med mig som 1. og 2. næstformand.

Det er kun i fællesskab med det samlede HB og alle medlemmer at vi kan skabe det bedste vilkår for adopterede, adoptivfamilier og relationerne tilbage til oprindelseslandene – og det er i sandhed værd at kæmpe for!

Alle adopterede, kommende adoptanter og adoptivfamilier ønskes en god weekend

Jens Damkjær, formand

 

Fredag den 13. november 2015

Positivt møde med Statsforvaltningen i dag og spændende landsmøde i weekenden

Tina Petersen fra A&S` hovedbestyrelse og jeg deltog i dag i et møde med Statsforvaltningen vedr. godkendelse af adoptanter til adoption.

Vi har gode erfaringer med samarbejdet og oplever stor lydhørhed for Adoption & Samfunds input.

Statsforvaltningen kunne fortælle om en øget interesse blandt adoptanter til at adoptere, en øget ensartet behandling af ansøgninger over hele landet og høj kvalitet i samrådenes behandling af ansøgningerne. Det glæder os i A&S, og vi ser det som endnu et godt resultat af A&S`arbejde og organisationens medlemsopbakning.

– Det betaler sig at være medlem af A&S!

I morgen og på søndag har vi landsmøde og generalforsamling med temaet “Åbne adoptioner – hvorfor og hvordan”?

Vi glæder os til, sammen med vore aktive medlemmer i A&S, at mærke glæden ved at adoption som familieform er mulig, og at vi kan være med til at skabe en attraktiv fremtid, hvor et tættere mellemfolkeligt samarbejde om at tage ansvar for børns liv og opvækst bliver til virkelighed.

Alle adopterede, kommende adoptanter og adoptivfamilier ønskes en god weekend.

Jens Damkjær, formand

 

Fredag den 30. oktober 2015

Det nye adoptionsmagasin er på vej i din postkasse

Så nærmer tiden sig. Både til det forestående landsmøde lørdag d. 14. og søndag d. 15. november 2015, men også til at første nummer af Adoption & Samfunds adoptionsmagasin udkommer. Jeg har set pdf-udgaven.

Du kan godt begynde at glæde dig!

Vi er i ved at lægge en hånd på de allersidste forberedelser til landsmødet med et spændende program under titlen ”Åbne adoptioner – hvorfor og hvordan”.

Vi har desværre opdaget en fejl i tilmeldingsproceduren på nettet. Derfor:
Tjek din tilmelding på nedenstående link – og hvis du ikke har fået tilmeldt dig, eller noget er gået galt, kan du nå det i weekenden.

http://adoption.dk/vigtigt-vigtigt-har-du-tilmeldt-dig-til-landsmoedet-saa-se-her/

Glæd dig til adoptionsmagasinet, glæd dig til landsmødet, glæd dig over at adoption som familieform er mulig.

Alle adopterede, kommende adoptanter og adoptivfamilier ønskes god weekend

Jens Damkjær
Formand

 

Fredag den 23. oktober 2015

Kom til Landsmødet 2015 i Adoption & Samfund – meld dig til her!

Livet som adopteret og som adoptivfamilie i Danmark er for det meste godt. Vi lever en dagligdag lige som alle andre mennesker og familier i dette land – men nogen gange kan medier og menneskers holdninger og handlinger til os godt give en ubehagelig knude i maven.

I dag blev den nye adoptionslov 1. behandlet i Folketinget og sendt videre i Indenrigsudvalget inden 2. behandlingen. Samtidigt blev Dorrit Saietz` bog ”Adoptionens Slagmarker” udgivet, en bog der på baggrund af tilfælde med handel med børn, grundlæggende sætter spørgsmål ved det rimelige i overhovedet at gennemføre internationale adoptioner.

I morges lidt over otte gav jeg interview til P4 Østjylland om lovforslag og bog. Journalisten vidste stort set intet om adoption, og der har været et befriende fravær af journalister resten af dagen, der ellers til tider jagter mig for kommentarer.

Måske er medierne blevet mættede af negative historier om adoption og brudte adoptivfamilier – og hvor vil det være dejligt for de rigtigt mange af os, der helt retmæssigt er blevet forenet som adoptivfamilie, og som faktisk er rigtig glade for vore liv.

Der er brug for et livsskabende perspektiv. En tilgang hvor vi hæver os lidt op og tør tro på menneskelige fællesskaber på tværs af grænser. Tør tro på, at tætte og ordentlige måder at være sammen på faktisk fremmer gode liv.

Desværre er der mennesker, som vil tjene penge på menneskehandel. Desværre er der systemer som ser igennem fingre med menneskehandel. Desværre er der børn som Amy i danske adoptivfamilier, der ser ud til at være adopteret på uretmæssige forudsætninger.

Men desværre ser det også ud til, at der er tusinder af børn, der lider, mistrives eller dør på utilstrækkelige børnehjem som journalisten Johan Ripås skriver om her

I Adoption & Samfund arbejder vi for, at alle børn der har behov for en ny far og/eller mor gennem international adoption skal have det. Men det skal ske juridisk og etisk forsvarligt.

Desværre sker dette ikke af sig selv!

Kom til Adoption & Samfunds Landsmøde d. 14. og 15 nov. 2015 og vær med til at skabe de bedste vilkår adopterede og adoptivfamilier, vi har mere end ret til at være her.

Du kan nå at melde dig til Landsmødet endnu. Er du hurtig, er der også nogle fripladser til medlemmer, der ikke sidder i bestyrelser.

Alle adopterede og adoptivfamilier ønskes en god weekend

Jens  Damkjær, formand


Fredag den 9. oktober 205

A&S hilser med glæde regeringens genfremsættelse af lovforslag om et nyt adoptionssystem i DK velkommen

Socialordfører, Jan E. Jørgensen, for Venstre udtaler til Kristeligt Dagblad: ” Det siger sig selv, at adoptioner på tværs af landegrænser og kulturer helt naturligt kan skabe udfordringer og problemstillinger, der kun kan løses med den rette ekspertise og hjælp. Den hjælp skal vi selvfølgelig kunne tilbyde”.

I Regeringens lovprogram for 2015/2016 side 32 genfremsættes lovforslag 187 ”Aftale om et nyt adoptionssystem i Danmark”, som et bredt politisk flertal undtaget Enhedslisten i det gamle Folketing blev enige om.

Dette lovforslag vil sikre adoptionshjælp/PAS (Post Adoption Service) fra 0 – 18 år, adoptionsfaglig støtte til pædagoger, lærere og øvrigt relevant fagprofessionelt personale, iværksætte pilotprojekt med PAS til voksne, sikre adoptionsforskning, øge kvalitet i formidling og sikre et mere stabilt grundlag for den formidlende organisation DIA (Danish International Adoption).

Adoption & Samfund har kæmpet for disse tiltag længe. Adopterede, adoptivforældre og fagprofessionelle har kæmpet for dette længe. – Vi ved der er et behov! Selvfølgelig har vi som mennesker brug for en hjælpende hånd, når vi har mistet vore forældre, været på børnehjem og skal finde os til rette i en ny familie. Dejligt, at politikerne bakker op om dette!

I A&S kunne vi have ønsket os, at de nye rammer for et adoptionssystem også indeholdt krav til et tættere kulturelt samarbejde mellem oprindelseslandene og DK. Dette ser vi i A&S som en nødvendighed for at fremtidssikre adoptionsformidling. Se evt. link til artikel.

Se også program for A&S-landsmøde her på hjemmesiden. Almaz Mengesha, forfatter til bogen ”Hyæner i natten” holder åbningsforedraget.

Alle adopterede, kommende adoptanter og adoptivfamilier ønskes en god weekend og efterårsferie

Jens Damkjær, formand

NÆSTE FREDAGSOPDATERING KOMMER FREDAG den 23. oktober 2015

 

Fredag den 2. oktober 2015

Spændende udvikling i programmet til A&S landsmøde d. 14. og 15. november 2015 om åbenhed i adoption

På mange måder er vi ved at tage fat i et nyt og spændende kapitel om, hvordan vi bedst understøtter børn, der har brug for en ny far og mor gennem international adoption. Et af skridtene er at åbne døren ind til landet om åbenhed i adoption og fælles være nysgerrigt undersøgende.

At åbenhed i adoption ER nyt land oplever vi i A&S bl.a. ved, at det kan være lidt svært at finde oplægsholdere og debattanter, der vil og kan bidrage på feltet, men nu er vi ved at have spændende folk i hus til at hjælpe os gå noget af vejen sammen med os i A&S.

Vi er ved at indgå en aftale med Wondim Belachew Belie, etiopisk psykolog, der rejser op til os fra Etiopien og fortæller om hvordan åbenhed kan understøtte adopteredes liv og opvækst set ud fra et oprindelseslands synspunkt.

Dorthe Olsen, adoptant, kommer og fortæller om hvordan de i deres familie praktiserer åben adoption under titlen ”Vores vej til åben adoption”.

Shital Andersen har produceret tre små film om åbenhed i adoption for Ankestyrelsen. Shital kommer og fortæller om hendes oplevelser med produktionen af disse film og hvilken indsigt produktionen af filmene har givet hende. Shital deltager også i dialogpanelet.

Søndagens program kommer, traditionen tro, til at stå i lokalforeningernes tegn. Ligesom adoption generelt går nye veje, må A&S også gå nye veje. Irene Tranholm Damkjær er konsulent for Stafet for Livet i Kræftens Bekæmpelse, hvor organisationen i høj grad lykkes med at engagere frivillige.

Uden på nogen måde at sidestille kræft og adoption, vil vi søndag morgen lade os inspirere med et oplag fra Irene om frivillighed og se, hvordan vi kan tænke A&S` arbejde og organisering ind i tidsånden anno 2015 og frem.

Uden frivilligt arbejde for adoptionsideen kan A&S ikke eksistere og i fremtiden skabe resultater, som vi har gjort det med PAS fra 0 – 18 år, indførelsen af det særlige børnetilskud til eneadoptanter, adoptionsforskning og adoptionsfaglig hjælp til daginstitutioner og skole.

Skal vi i mål med kvalificeret åbenhed i international adoption, skal vi i mål med at alle de børn, der har brug for en ny far og mor gennem international adoption – og kun de børn, der reelt har brug for en ny familie, får det, så kræver det et tættere mellemfolkeligt samarbejde mellem DK og oprindelseslandene.

…Det kræver et stærkt Adoption & Samfund!

Alle adopterede, kommende adoptanter og adoptivfamilier ønskes en god weekend

Jens Damkjær, formand


Lene Borg

Comments are closed.