27 maj 2021 / by Lene Borg / in Adoptionsformidling, Nyheder, Politik
Socialminister Astrid Krag (S) er i dag den 27. maj 2021 kaldt i samråd om international adoption på baggrund af Chile sagen
Ankestyrelsen fandt i deres undersøgelse af Chile sagen ingen beviser for ulovligheder og kunne derfor hverken be-eller afkræfte, om der har været tale om ulovlige adoptioner fra Chile i årene 1978 – 1988.
Konklusionen i Chile-undersøgelsen er svag og utilstrækkelig og giver anledning til langt flere spørgsmål, også til de fortsatte undersøgelser der foregår internt i Chile. En så usikker kommunikation fra Ankestyrelsen skaber en ret betydelig og ubehagelig usikkerhed hos rigtig mange af vores medlemmer, såvel adopterede som adoptanter.
I Adoption & Samfund vil vi gerne have sat fokus på den enkelte adopterede. For hvis man sætter gang i at kulegrave hele systemet og gennemgå alle sager, hvor efterlader det så egentlig den enkelte adopterede?
Det er på tide, at de danske myndigheder tager deres konventionelle ansvar seriøst og sørger for at hjælpe adopterede. Og en så uklar kommunikation fra Ankestyrelsen er alt andet end en hjælp. Det efterlader de adopterede og deres familier tilbage i en gråzone, hvor der i dag ikke er hjælp at hente. Det er ganske enkelt for dårligt.
Der mangler i den grad et sted i Danmark, hvor adopterede, der ønsker det, kan få hjælp til at gennemgå deres sagsakter, søge nye oplysninger, få hjælp til tilbagerejser og samtidig få hjælp til at håndtere alle de følelser, der er på spil. For adoption er delikat og yderst sårbart.
Hvis myndighederne vil så mistillid og tvivl i adoptionsverdenen endnu en gang, så må de som minimum stå klar til at hjælpe de adopterede og deres familier med at håndtere de spørgsmål, der måtte komme. Det har de adopterede i Danmark ret til.
Evt. spørgsmål kan rettes til:
Formand Michael Paaske
Adoption & Samfund
E-mail: mjp@adoption.dk
Tlf. 2948 5306