Landsmødet 2024 med beretninger fra både voksne adopterede og børn af adopterede

Af Anja Bach Madsen

Det er lørdag morgen. Klokken er 9.30, og der er en livlig aktivitet i restauranten på Scandic Odense.

Det er dagen for Adoption og Samfunds Landsmøde 2024. Årets store højdepunkt, hvor foreningen dykker ned i et aktuelt og nærværende tema, som er relevant for adoptionsverdenen. Deltagerne er begyndt at ankomme og der er en forventningsfuld stemning.

Formanden byder velkommen til en fyldt sal og understreger, at foreningen fortsat har en vigtig opgave, og at vi er stolte af, at kunne samle medlemmer og gæster til en dag, hvor vi skal uddybe og se flere perspektiver på, hvad det betyder at være adopteret, og hvilken indflydelse det kan have på næste generation, når adopterede får børn. Foreningen står på mål for, at adoption også er en familieform, der kan være brugbar, når andre og bedre alternativer ikke er muligt. At det under de rette omstændigheder kan være en fin måde at sikre børn – der allerede er født – kan få en tryg familie at vokse op i. 

Dagen var sammensat af et mix mellem 3 personlige historier, 2 små film om adoption igennem generationer og inspiration fra et fagligt indlæg og en film om åbenhed i adoption. Der bliver præsenteret åbne, ærlige og personlige historier fra adopterede og børn af adopterede. Det er bevægende at få et indblik i, hvordan det at være adopteret kan få mange forskellige betydninger og opleves meget forskelligt. Det understreger, hvor vigtigt det er, at der er plads og rummelighed til alle aspekter og perspektiver på det at være adopteret. At der er plads til skam og usikkerhed, glæde og taknemmelighed, utryghed og ensomhedsfølelse, livfuldhed og lykke, smerte, sorg og savn. Dagen blev et vidnesbyrd om, at vi skal favne bredt, når vi taler om adoption igennem hele livet. Noget af det, som går igen er, at hvor forskelligt det kan opleves, og hvordan det også bevidst eller ubevidst sætter sig spor i næste generation.  

I løbet af dagen blev der sagt noget eller vakt refleksioner, som stadig har en klang i mig:

• “Jeg har en familie, min ægtefælle har en slægt”.
• Farveblind – godt eller skidt – hvilken betydning har det egentlig, når vi breder perspektivet ud?
• Hvad bringer vi videre til vores børn?
• Børn som læremestre og spejl.
• Når vi taler om at være adopteret, er det både det indre og det ydre, der tæller.
• Hvordan det føles inden i (det indre) – og hvordan udseendet (det ydre) spiller en rolle.
• Hvad kan jeg tillade mig – hvad tillader jeg mig selv at være?
• At være elsket mere eller mindre.
• At være opfyldt af ensomhed også i samværet med andre.
• Identitet og sikker base i mødet med andre mennesker.
• Udvidet perspektiv på arv og miljø i et adoptionsperspektiv.
• ”Rykket op med rode og plantet om”
• At ligne eller ikke ligne ‘majoriteten’ og hvem ligner jeg?
• Hvordan passer jeg ind – eller ikke?
• Stolt eller ked af det?
• Ikke være for anderledes – tilpasse sig – nyttigt eller vanskeligt?
• Hvilken historie fortæller vi os selv? Hvad får vi det til at betyde?
• At anerkende eller acceptere sin baggrund, etnicitet, historie.
• Om at være forældreløs – mere end én gang.

Det, der står tilbage hos mig efter årets landsmøde, var, hvor berigende og lærerigt det er, når vi har et forum, hvor vi tør lade fakta, følelser og forståelse få plads. Hvor vi møder hinanden med alt det som er. Disse møder og rum er vigtige for os som mennesker – og ikke mindst for os som adopterede. Og det rum har vi alle brug for uanset, hvilken rolle vi spiller i adoptionen – om vi er adopteret, biologiske forældre, adoptivforældre, barn af en adopteret, bedsteforældre til et adoptivbarn, ægtefælle til en adopteret… Alle bliver vi berørt af adoptionen. Hvordan vi spiller sammen om det, bliver betydningsfuldt for adoptionen igennem hele livet. Det viser også, hvor vigtigt det er at have muligheden for at få hjælp uanset, hvornår i livet behovet opstår.
Tak for en berigende lørdag.