Vi skal være åbne over for andres kulturer: Adoption & Samfunds Landsmøde 2016

Landsmødet 2016

Vi skal være åbne over for andres kulturer: Adoption & Samfunds Landsmøde 2016
Af Anna Bridgwater

Efter årets landsmøde i Adoption & Samfund 2016 står en ting helt klart: Det er centralt, at vi lærer af hinandens erfaringer. Overskriften til Landsmødet var ”Adoption og kulturmøde”, og der var lagt op til et døgn med masser af erfaringer og tanker om, hvordan vi håndterer det møde mellem forskellige kulturer, som adoption medfører.

Kulturel åbenhed

Første taler var Monica Pugholm Lorenzo, antropolog og mor til to piger fra Nigeria. Hun talte om omverdenens forventninger til det adopterede barns forhold til oprindelseskulturen. Hun påpegede, at hvis barnet ikke vil svare, når det bliver spurgt, hvor det kommer fra, så bliver det opfattet som udtryk for fortrængning, for alle mennesker forventes at interessere sig for sit ophav. Men vi bør huske, at kultur ikke er noget iboende i et menneske.

Det er ofte de voksne, der er optaget af oprindelseskultur, og kan have genstande fra oprindelseslandet, som skaber en kontakt til oprindelseslandets kultur. Men det bliver ofte en lidt kunstig, folkloristisk måde. En anden mulighed er at skabe kulturelle fællesskaber, fx i landegrupperne, hvor vi skaber et fællesskab centreret om den måde, man er blevet familie på. Men det er ikke et fællesskab grundet i landets oprindelige kultur.

Mere dynamiske måder at bruge oprindelseslandets kultur kunne være i modersmålsundervisning, kulturudveksling med borgere fra oprindelseslandet eller en åbenhed over for afgiverlandets værdier. Det sidste kan være vanskeligt, hvis vores værdier støder mod hinanden. Fx synes nigerianske familier, at danske børn og dermed nigeriansk-fødte danske børn mangler respekt over for voksne. Skal vi så imødekomme afgiverlandets børneopdragelse?

I disse dilemmaer er det vigtigt, at vi minder os selv om, at vi ikke må vælge en enkelt historie om kultur, men være åbne over for, at en kultur ikke er mere værd end en anden.

Projektarbejde i den adopteredes fødeland

Adoptant til to teenagebørn fra Vietnam, Ole Riis, fortalte om ”den vietnamesiske forbindelse”. Han har arbejdet med en NGO i Vietnam og kalder sit samarbejde med afgiverlandet som en form for kulturel kontakt.

Sammen med Dansk-Vietnamesisk forening har Ole Riis stiftet ShelterIndsamlingen, som indsamler midler til at støtte et specifikt børnehjem – The Warm Rose Shelter Home. Han var til dels motiveret af at være en god rollemodel for sin søn. Desuden havde Ole Riis og hans kone som par også en fornemmelse for den biologiske families savn, og de tænkte, at det var vigtigt at integrere børnenes oprindelige kultur og den oprindelige familie i den danske familie. Det betyder, at Ole udover samarbejdet med Dansk-Vietnamesisk forening har kontaktet den vietnamesiske familie, og den danske familie har flere gange besøgt den vietnamesiske familie.

Ole Riis oplever, at der er forskel på, hvordan hans to børn forholder sig – det ene barn er interesseret i sit fødeland, mens det andet barn ikke kan rumme det, men viser alligevel en subtil interesse for det vietnamesiske ved fx at interessere sig for vietnamesisk mad.

Familien har altså bevaret en kontakt til den vietnamesisk kultur og den vietnamesiske familie ved at gøre noget konkret: Indsamlingen og besøg. Initiativerne er drevet af forældrenes trang til at gøre noget for familien og for børnenes fødeland og har sikret børnene en åbenhed over for og kontakt til deres vietnamesiske baggrund.

Kultur i forandring

Også Robert Jonasen, direktør for den adoptionsformidlende organisation DIA, talte om kulturmødet. Han mindede om, at kultur hele tiden er i forandring, og at man ikke kan tale om ”kulturen i Togo”. Vores forud dannede meninger spiller ind i den måde, vi opfatter de lande, vi samarbejder med, men vi skal være åbne og tilpasse vores forestillinger til virkeligheden. Vi skal være følsomme over for de forskellige oplevelser af forskellige områder af livet. Fx oplever forskellige kulturer begrebet ”tid” på forskellige måder. Her skal vi passe på, at vi ikke skaber et asymmetrisk kulturelt forhold, hvor vi regner vores egen kultur for mere gyldig end afgiverlandets. For hvis vi er patroniserende eller overlegne i vores kulturforståelse, så kan vi ikke skabe tillid hos vores samarbejdslande. Mere ydmyghed og færre Chanel-tasker, kunne overskriften være.

Robert Jonasen opfordrede til, at A&S tager en del af støttearbejdet på sig, for uden støtte til de fattigere lande er der ingen formidling af børn. Men som formidlende organisation må DIA ikke længere udføre projektarbejde i de lande, vi adopterer fra.

Ina Dygaard fra DIA, talte om kultur i adoptionsarbejdet og om, hvordan kulturforskelle kan skabe udfordringer, fx når en adopteret søger sine rødder. Det er en proces, der tager tid, for kulturforskellene betyder, at man ofte ikke bare kan slå op i et arkiv. Det kan være frustrerende, men handler også om at møde den fremmede kultur med forståelse og åbenhed.

Kulturen i den adopteredes hjem

Psykolog Lars Rasborg, der også er ansat i Ankestyrelsen som PAS-konsulent, talte om åbenhed i adoption. Han mindede om, at åbenhed er forældrenes ansvar. Hvis forældrene ikke går i spidsen for det, kan det opfattes af barnet, som om det er et tabuemne. Adopterede børns tanker og ønsker om åbenhed er forskellige, og deres tanker og ønsker kan ændre sig i løbet af opvæksten, men det er hele tiden adoptivforældrenes ansvar at gøre det klart, at der er en åbenhed.

Lars Rasborg erkender, at det kan være svært at aflæse den adopteredes holdning til sin baggrund. Måske er et barn meget optaget af sin baggrund, fordi det forestiller sig at oprindelseslandet er et sted, hvor det ville høre hjemme, hvis det ikke føler, at det hører til fx i daginstitutionen. Men et andet barn afviser måske sin fortid for ikke at få aktiveret de smertefulde oplevelser fra fortiden. I begge tilfælde skal man skelne mellem det fremtrædende og det bagvedliggende problem. Og før man sygeliggør den adopteredes holdning, må man prøve at vurdere trivslen i hverdagen. Det væsentlige er, at barnet skal leve livet forlæns – altså være i livet og handle. Hvis barnet trives i sin hverdag, så skal man måske ikke problematisere det.

Åbenhed i adoption er vigtig, fordi en veludviklet selvidentitet indebærer, at man føler, at man er ”sig selv”, at ens forskellighed fra andre er positiv, og at man er i et fællesskab med andre. Men sparsom identitet gør det svært at finde mening i sin historie, og resultatet kan blive, at den adopterede kan danne fantasiforestillinger, fx. ”Jeg var nok forkert, siden jeg blev givet bort”. Det væsentligste er, at adoptivforældre og andre er åbne og opmærksomme på, at det handler om at skabe en mening, også selvom brikkerne ikke nødvendigvis bygger på konkret viden.

Når der er forskel mellem adoptivforældrenes ønsker og det, der vurderes som det bedste for barnets udvikling, er det centralt, at der er åbenhed over for barnets individualitet og ønsker. Der findes desværre ikke en one-size løsning på dilemmaerne.

Åbenhed fra fødelandet

Mette Juul Andersen fra Thailandsforeningen talte om at rejse tilbage til Thailand med sin syvårige søn Magnus, som er født i Thailand. Besøget foregik som en ”Native Land Visit”, hvor de thailandske socialmyndigheder inviterer adopterede fra Thailand til at besøge landet og lære kulturen at kende. Det var en stor oplevelse for hele familien at opleve barnets første kultur og møde børnehjemmet. Magnus oplevede en stor glæde ved at gense en barnepige, som kunne huske ham – mødet med et menneske fra hans fortid havde stor betydning.

De adopteredes erfaringer

Liselotte Hae-Jin Birkmose, som er født i Korea og i dag formand for IKAA, sammenslutningen af koreansk adopteredes foreninger, talte om mødet med koreansk kultur, rejsen tilbage til Korea, om mødet med den oprindelige familie og fællesskab med andre koreansk adopterede. Liselotte Hae-Jin Birkmose synes ikke, at kulturdiskussionen har fået nok plads.

Det er ingen naturlov, at adopterede er interesseret i fødelandets kultur, men etnisk identitet kan alligevel have en stor betydning. Her har Danmark en forpligtelse til at sørge for, at den kultur er tilgængelig for de adopterede. Koreaklubben blev i starten opfattet som noget kontroversielt, fordi man her i landet havde brugt kræfter på at gøre de adopterede danske, og så ville de fokusere på deres fødelande. Men Liselotte Hae-Jin Birkmose opfordrer til, at det er vigtigt, at man anerkender og identificerer sig med sin oprindelse og sit udseende. Man kan fjerne en person fra Korea, men man kan ikke fjerne Korea fra personen, som hun sagde med et citat af Jes Eriksen fra en artikel i Korea Klubbens medlemsblad Ch’ingu. Selvom man er dansk statsborger, vil man blive mødt med den holdning, at man er fremmed, fordi man ser fremmed ud.

Liselotte Hae-Jin Birkmose har gennem årene været i kontakt med mange, mange adopterede og oplever, at behov forandrer sig alt efter alder og livssituation, og desuden udvikler den koreanske kultur sig også konstant. Alligevel kan kontakt til koreansk kultur være en lettelse, der giver brikker i egen identitet. Men kulturen tiltrækker kun, hvis man i forvejen er interesseret i kultur, og her siger Liselotte Hae-Jin Birkmose, at maden er den nemmeste indgang til koreansk kultur. Derfor er Copenhagen Kimchi Festival for koreansk mad en stor succes.

Det er ikke altid et ønske om at finde den biologiske familie, der driver et ønske om at rejse tilbage til oprindelseslandet. Det kan også være at finde sin egen identitet som adopteret. Det er en måde at komme i kontakt med den del af en selv, der er koreansk. For mange fylder rejsen tilbage til Korea meget, og regeringen i Korea har etableret nogle forskellige programmer for de hjemvendte adopterede, fx Summer Schools. Det har haft stor betydning for etablering af relationer mellem adopterede, og der er opstået en art subkultur blandt de hjemvendte koreansk adopterede. I denne subkultur opstår der en hybrididentitet, hvor man både er dansker og koreaner og adopteret. Men Liselotte Hae-Jin Birkmose mindede om, at der er mange måder at opfatte identitet, også for koreansk-adopterede.

Liselotte Hae-Jin Birkmose opfordrede til, at Adoption & Samfund inddrager de adopteredes foreninger, men med respekt for, at vi har forskellige positioner. Hun understregede, at der mangler fokus på, at adopterede vokser op her med et anderledes udseende end flertallet. Det har stor betydning for den adopteredes identitet og behov for kulturelle rødder.

Globale borgere

Det sidste ord fik Niels Peter Rygaard, psykolog, tidligere modtager af Adoptionsprisen og grundlægger af Fairstart, som uddanner omsorgsgivere for børn uden forældrekontakt til bæredygtig levevis.

Han mindede om, at transnationalt adopterede er nogle af de første borgere i en egentlig globaliseret kultur – i modsætning til en national kultur. Nok kan de adopterede føle sig rodløse, men de er bestemt ikke de sidste borgere i verden, der kommer til at vokse op splittet mellem forskellige kulturer.

Læs mere om Fairstart her: http://fairstartfoundation.com/

 


Lene Borg

Comments are closed.