Er adopteredes statsborgerskab mindre værd?

Er adopteredes statsborgerskab mindre værd?

PRESSEMEDDELELSE

Regstrup den 3. februar 2026

Er adopteredes statsborgerskab mindre værd?

Når et barn adopteres, er adoptivfamilien barnets familie i juridisk, social og menneskelig forstand. At stille adopterede og børn af adopterede ringere end andre danske børn i forhold til statsborgerskab, udfordrer ligestillingen imellem familieformer og sender et dybt problematisk signal til både adopterede og deres familier.

I Adoption & Samfund følger vi med stor bekymring den aktuelle debat om statsborgerskab, og de forslag der knytter dansk statsborgerskab til biologisk afstamning samt om dobbelt statsborgerskab og mulighederne for fratagelse af dette.

For os er det et helt grundlæggende princip at sikre adopterede og deres børns rettigheder i det danske samfund. Adopterede har ikke selv valgt deres ophav, deres familieform eller deres baggrund, og de er i henhold til Adoptionsloven at betragte som ligeværdige danske statsborgere.

Adoption er en fuldt anerkendt familieform i Danmark. Når et barn adopteres, er adoptivfamilien barnets familie i juridisk, social og menneskelig forstand. At stille adopterede og børn af adopterede ringere end andre danske børn i forhold til statsborgerskab, udfordrer ligestillingen imellem familieformer og sender et dybt problematisk signal til både adopterede og deres familier.

Forslag, der i praksis indfører forskelsbehandling mellem børn baseret på deres biologiske ophav, risikerer at skabe utryghed og følelsen af ikke at høre til i det samfund, man er opvokset i. Det gælder ikke mindst for adopterede, deres familiemedlemmer og særligt deres børn.

Danmark har gennem årtier haft et bredt politisk og samfundsmæssigt fokus på barnets tarv og på ligestilling uanset baggrund.

Adoption & Samfund appellerer til, at politikerne fortsætter den linje og sikrer ligestilling af adopterede og deres familier. Vi opfordrer samtidig til, at statsborgerskabsdebatten føres med respekt for alle børns rettigheder, for mangfoldigheden i danske familier og for de internationale konventioner, Danmark har forpligtet sig til.

Derudover appellerer Adoption & Samfund til, at man i de mange ministerier sikrer sig, at fremtidige lovforslag overholder gældende lov, sådan som embedsværket er forpligtet til, så anden lovgivning ikke kommer på kant med Adoptionsloven og de adopteredes ligestilling og rettigheder i det danske samfund.

Sanne Vindahl Nyvang
Forperson
Adoption & Samfund
E-mail: svn@adoption.dk
Tlf. +45 53882840


Lene Borg

Comments are closed.