Beretning fra Landsmødet lørdag den 8. november 2025

Af Shital Andersen

Klokken er snart 10.00, og caféen på Scandic Odense summer af liv. Folk er så småt begyndt at trække ind i lokalet, hvor Adoption & Samfund afholder deres årlige Landsmøde for 70 deltagere.

Teamet i år er ”Forskellige perspektiver på adoption & identitet”. Derfor er det også en god blanding af adopterede, adoptivforældre, fagpersoner og børn af adopterede, der deltager i Landsmødet. Emnet når nemlig langt ud, og berører alle, der på en eller anden måde, er i berøring med adoption. Snakken går livligt i salen, mange kender hinanden fra tidligere år, mens andre er nye og med for første gang, enten som barn af en adopteret eller som kommende adoptanter.

Lidt over kl. 10.00 byder forperson Sanne Vindahl Nyvang velkommen og 1. næstforperson Janet Majlund supplerer. I år er der en mere dybdegående velkomst, hvor Sanne og Janet også fortæller om året, der er gået, og hvad foreningen har været optaget af:

Året har været præget af mange møder, og ”Samarbejde på trods” har været et gennemgående tema i 2024 for foreningen. Som mange nok husker, begyndte året med ændring af kontanthjælpsreformen. Undtagelsen blev vedtaget, og den trådte i kraft den 1. juli. Og takket være den store politiske indsat, kom den ligestilling, som vi alle hele tiden havde forventet ville være der.

Et kig ind i fremtiden viser, at kampen fortsætter hos Adoption & Samfund.  Vi skal nemlig blive ved med at sikre, at de adopteredes rettigheder overholdes. Dette gøres ved en præcisering i Adoptionsloven, så de adopterede, ikke bliver ramt igen, gennem deltagelse i politiske møder og dialog. Og det er noget, som de to forpersoner glæder sig til. Meldingen er fra de to forpersoner, at det har været et travlt og spændende år. Et år, hvor det at være tæt på politikerne har båret frugt. Med sine medlemmer har Adoption & Samfund en stemme, som der lyttes til inde på Christiansborg. Tak fro det.

Afledt af egne erfaringer med den nye kontanthjælpsreform delte Janet ud af egne erfaringer. Det lagde i starten af året grundlaget for tankerne om identitet og perspektivet: #Erjegdansknok. Dermed blev identitet emnet for Landsmødet 2025. Afslutningsvis runder Sanne og Janet af med at dele deres forhåbninger til dagen. De håber, at det bliver en dag, der viser forskellige perspektiver på identitet, så hver deltager i dag, kan tage det med, som passer en uanset alder, faglighed eller relation.

Det første oplæg holdes af Rikke Sørensen og Mette Bastrup og hedder ”Når kroppen husker – Identitetens rødder i sansninger og overlevelse”.

Begge psykologer begynder ydmygt, da de aldrig før har fortalt om deres metode foran så mange adopterede og adoptanter.

Rikke og Mette fortæller om metoden NARM, som de arbejder med. De fortæller om, hvorfor og hvordan identitet også er et kropsligt fænomen. Noget, der ligger bag de klassiske opfattelser af identiteter.

Mette og Rikke begynder med at gennemgå de følelsesmæssige kernebehov i de første år op til teenageårene.

Hvis de kernebehov bliver opfyldt, så udvikler vi kompetencer. Der er ikke nogen, der smooth går gennem disse – heller ikke dem, der ikke er adopterede. Derefter deler de viden om tilpasningsstrategier/overlevelsesstrategier 5 i alt (1 for hvert behov). Disse beskriver måderne, vi agerer på, der bedst muligt får os til at overleve i den verden, som vi lever i.

Disse tilpasninger sker automatisk – både følelsesmæssigt, mentalt og kropsligt. De aktiveres, når man er under pres og ikke får opfyldt sine behov.  Kan man genkende nogle af disse strategier, hvis man er under pres fx på arbejdet? De tænkes ofte som en del af identiteten. Men Rikke og Mette er interesseret i, hvad der ligger bag disse strategier.

Meget af det, som Rikke og Mette beskriver, sker inden barnet har et sprog. Det eneste et spædbarn/barnet kan, er at gå ud af kontakten og ikke mærke kontakten til sig selv. Når protesterne ikke bliver hørt eller set, så udvikler barnet en overlevelsesstrategi. Man kan være stolt af, at man som barn har udviklet disse strategier, men de kan spænde ben for os i nutiden. Men pointen fra Rikke og Mette er, at man skal se sig adskilt fra det og ikke som en del af ens identitet. Pointen med NARM er, at man ikke her ser på mennesker som nogen, der skal fikses, men arbejdes med.

Næste oplægsholder er Jan Poulsen, hvis fortælling kredser om emnet: ”Er jeg dansk nok? En personlig refleksion om identitet og tilhørsforhold”

Og netop spørgsmålet om hvorvidt Jan er dansk nok, får vi svar på til sidst.

Jan er tydeligvis berørt af at skulle dele sin personlige historie. Men hvis Jans historie kan betyde noget for nogen, er det det hele værd, siger han selv.

Jan Poulsen er født i Sydkorea i 1973, hvor han fik sin koreanske identitet. Efter 20 måneder adopteres Jan til DK, og her får han sin danske identitet. Dualiteten i at have to identiteter var ikke noget, som han dengang var bevidst om eller havde et sprog for. Men det har han siden haft mere fokus på at få.

Jan taler dansk, tænker dansk i en tradition af den danske arbejderklasse. Hans adoptivforældre var hans rigtige forældre, dem der passede på ham, men også dem, der sagde til ham, at han var lige så dansk som alle andre. Han var 100 % dansk. Det betød, at han slukkede for den koreanske side. Den side prøver han at forsone sig med nu. Og processen har givet ham en indre konflikt.  Fortællingen var dengang, at han var dansk, men sådan følte han sig ikke helt.

Forældrene gav ham navnet: Jan Poulsen. De havde overvejede, om han skulle have et koreansk mellemnavn, men det gik de væk fra, for de brugte ikke selv deres mellemnavne. Derfor endte han med at hedde Jan Poulsen – et 100 % dansk navn. Det var betænksomt af Jans forældre, men det satte også hans koreanske historie i baggrunden. Navnet blev en del af hans identitet, men det var en givet danskhed.

Der er altid blevet prikket til den indre konflikt i Jan, og det bliver der stadig. Eksempelvis når fremmede spørger, hvor han egentligt er fra. Det betyder for Jan, at han ikke bare kan tage hans danskhed for givet. Jan er ubevidst fra andre blevet mindet om, at han har rødder andre steder også. Det havde han ikke behov for på det tidspunkt. Han havde behov for at passe ind ét sted og ikke at blive udfordret på sin selvbevidsthed.

Det hele stikker ind i den konflikt, som han har i sig selv. Det er ikke en selvfølgelighed for mig at være her.

Den falske selvfølgelighed giver tryghed men skaber også en konflikt i ham.

I 1998 møder Jan ved en tilfældighed sine biologiske forældre, der havde forsøgt at finde frem til ham. Det ændrede fuldstændig den historie, som han havde gået med. Nye spørgsmål opstod i hovedet på ham såsom hvad, der ville ske med relationen til hans adoptivforældre, og om de ville have, at han mødte den biologiske familie. Dog vejer hensynet til sine adoptivforældre tungere, og først senere møder han sin biologiske familie efter at have fået en varm accept fra sin adoptivfar, inden han dør.

Jan bliver undervejs i sit oplæg meget berørt. Det er et følsomt emne, men et trygt rum at dele sine oplevelser i. Det er især ved oplæsning af den meget personlig beretning med omtale af brevet fra sin far, der giver Jan en berettigelse som deres barn. Hans forældres død var et paradoks. Der var sorgen, men det gav også en frihed til, at Jan kunne finde den koreanske Jan. Nu begyndte hans koreanske identitet at give mening.

Hans datter har fået et koreansk mellemnavn – hun er noget fra begge verdener.

De har været tilbage i Sydkorea i sommeren 2025 – det betyder noget for hans datter. Hun var mere i balance derovre.

Er jeg dansk nok? Jan arbejder med sin identitet indefra og ud. Han er begyndt at tage ansvaret tilbage.

Inden frokosten fortæller Anja Bach Madsen om spædbarnsterapi, og at ”Alle børn skal kende sin historie”.

Anja har speciale i tidlig traumeterapi. Nærmeste bestemt: at hjælpe børn og voksne med at leve godt med deres historie. Spædbarnsterapi er ikke kun for børn, men også for voksne. Det handler om at behandle tidlige traumer fra 0-3 år. Anja deler under sit oplæg ud af denne terapiform, særligt med fokus på voksenadopterede.

Anja fortæller om det praktiske ved terapien, hvordan den foregår og effekterne ved den.

I spædbarnsterapien er der især fokus på ikke at lade barnets eller den voksnes smerte blive glemt.

Der skal skabes en kontinuitet, og man oplever at blive set og forstået. Barnets historie bliver fortalt i et trygt rum. Og ærlighed er en meget vigtig del af processen.

Man taler om, at alt usagt har energi. Anja mener, at vi bliver nødt til at tale om det, som vi føler og tale om, at vi ikke ved alt. Det, der før var usagt, bliver bragt frem i lyset, og det er med til at skabe ro hos den adopterede.

Afslutningsvis læser Anja et stykke op fra et papir som eksempel på, hvordan en terapisession hos hende kan slutte.

David S. P. Hillstedt-Asplund er næste oplægsholder, og hans fokus er “Identitet i krydsfeltet: At være adopteret mellem kulturer og tilhørsforhold”.

David selv er adopteret fra Israel. Hans speciale udspringer af egne erfaringer, da han oplever, at andre tillægger ham en identitet.

David taler om 3 typer af identitet: Etnisk identitet, Svensk/dansk identitet og Adopteret identitet.

David kommer selv fra en ret lukket adoption – både i forhold til hvad hans forældre vidste, men også hvad de ville dele med ham. Han begynder at søge som 30-årig, hvor han får navn og indsigt i hans forældres godkendelse.

Pointen med Davids opgave er, vores identitet hele tiden skifter og ikke er solid. Faktorer som etnicitet, klasse og køn påvirker de adopteredes identitet.

Undervejs i sit oplæg præsenterer David forskellige begreber, som han vender i sin opgave. Begreberne konkluderer, at identitet er en kombination af mange ting og versioner af en selv over tid. Sådan burde vi anskue identitet.

Sidste oplægsholder er Nanna Kappel, der fortæller om sin rejse fra barndommen til nu. Nanna beskriver aspekterne ved at skabe en dansk identitet og forene den med mødet med den biologiske familie.

Hun beskriver blandt andet tabet af sin adoptivmor, og det at genfinde sin biologiske mor.

Og samtidigt beskriver hun de forskellige identiteter, der blev påduttet hende, da hun møder sin biologiske familie. Pludselig var hun en andens datter, en andens lillesøster osv.

Nanna runder af med at beskrive de glæder og sorger, som adoptionen har ført med sig.

Afslutningsvis, og traditionen tro, sluttede Landsmødet 2025 med en diskussion i grupper, spørgsmål og en evaluering af dagen som indspark til næste års Landsmøde. Dagen har budt på mange forskellige perspektiver på identitet helt fra de tidligere overlevelsesstrategier, som vi tillægger os som barn til den identitet, som andre tillægger os, når vi møder den biologiske familie. Pludselig er man en andens søster eller bror, og for nogle føles det som om, at ringen er sluttet, mens det for andre føles forvirrende. Men uanset hvem man er, håber vi, at Landsmødet i år gav anledning til refleksion på egen identitet, som man kan arbejde videre med.