Landsmødet 2026
Lørdag den 7. november 2026 inviterer Adoption & Samfund til Landsmøde med efterfølgende Generalforsamling på Scandic Odense, Hvidkærvej 25, 5250 Odense SV.
Dørene åbnes kl. 9.30, og der er mulighed for at nyde morgenmaden i caféen, inden Landsmødet begynder kl. 10.00.
Den svære samtale – hvordan taler vi med hinanden om det, der er mange følelser i?
Vi har valgt et tema i år, som berører noget helt centralt i adoptionsdebatten:
”Hvordan taler vi sammen, når emnerne er svære, følelserne stærke, og vores erfaringer måske er vidt forskellige?”
Adoption rummer mange perspektiver, erfaringer og følelser. Nogle samtaler kan derfor være svære at tage – men de er ikke desto mindre vigtige. Hvordan skaber vi plads til både uenighed, sårbarhed og forskellige ståsteder? Og hvordan kan vi blive bedre til at lytte til hinanden, også når det, vi hører, udfordrer vores egne erfaringer og holdninger?
Det skal vi høre nogle eksempler på og drøfte med hinanden på dette års Landsmøde.
Fire personlige fortællinger:
På Landsmødet får vi mulighed for at høre fire forskellige personlige fortællinger om de svære samtaler og de følelser, der kan følge med.
- Jannie, der er internationalt adopteret, deler sine erfaringer med genforeningen med sine biologiske forældre.
- Lotte, der er nationalt adopteret, fortæller om den svære samtale med sine biologiske forældre.
- Karina, der er mor til en internationalt adopteret datter, fortæller om den svære samtale, hun tog med sin datter.
- Ina, der også er internationalt adopteret, fortæller om ”Når ens livsvilkår spænder ben”.
Fire forskellige perspektiver. Fire forskellige historier. Og måske også fire forskellige bud på, hvad der sker, når vi tør tage de samtaler, der ikke altid er nemme.
Vi håber, at oplæggene vil give anledning til både refleksion, genkendelse og gode samtaler – også mellem os.
Målgruppe:
- Adoptanter, både til international og national adopterede,
- Adopterede fra 15 år og opefter,
- Fagfolk, der interesserer sig for området.
Både medlemmer og ikke-medlemmer er velkomne, dog har medlemmer fortrinsret.
Vi tager altid gerne imod nye medlemmer. Meld dig ind her!
Program og tilmelding:
Det endelige program bliver lagt på denne side sammen med et link til tilmelding inden udgangen af september, men SÆT allerede nu X i kalenderen ved den 7. november.
Vi glæder os til at se jer til en spændende, nærværende og vigtig dag i Odense!
Landsmødeudvalget 2026 v/Shital Andersen, Janet Majlund og Lene Borg
Praktiske oplysninger:
Lørdag den 7. november 2026
Scandic Odense, Hvidkærvej 25, 5250 Odense SV
Morgenmad fra kl. 9.30
Landsmødet starter kl. 10.00
Efter Landsmødet afholdes Generalforsamling kl. 18.00
