Adoption & Samfund igennem 40 år. Foreningens historie og fremtid”

Historie, viden og erfaringer var i fokus, da Adoption & Samfund lørdag d. 4. november afholdte Landsmødet 2017 i Odense og brugte lejligheden til at fejre foreningens 40 års jubilæum.

Af Anna Bridgwater

I anledningen af Adoption & Samfunds 40 års jubilæum brugte foreningens formand Michael Paaske anledningen til at se tilbage på 40 år med adoptionspolitisk arbejde.

Michael Paaske slog fast, at adoption kan være både positiv og negativ, men at ønsket er, at adoption skal være så positiv som mulig for alle parter. Det er vigtigt at erkende, at ønsket om at blive familie er et egoistisk ønske – men alligevel skal ønsket helst gavne andre end adoptanterne.

Michael Paaske mindede om dengang, snak om adoption kredsede om ensidige og rosenrøde historier om lykkelige ”hente-barn”-fortællinger. Han sagde, at det er vigtigt, at vi i dag er opmærksomme på adoption rummer flere facetter end de lykkelige fortællinger om at blive til en familie. Mange af adoptionskritikerne har en pointe, når de kritiserer adoption, mente Michael Paaske. Og hvis der er fejl i adoption, skal adoptanter, samarbejdspartnere og myndigheder erkende og rumme dem. Adoption skal foregår bedst muligt, det skal være etisk og juridisk forsvarligt, og det skal ske med respekt for den oprindelige familie.

På den anden side, så ønsker Michael Paaske ikke, at vi skal lade os påvirke af de negative historier, hvis der ikke er bund i dem. Han påpegede, at de negative historier har konsekvenser. De kan betyde, at færre vil adoptere, og at nogle børn ender med at leve længe på børnehjem. Det er ikke en menneskeret at blive forælder, men alle børn har ret til en familie, slog Michael Paaske fast.

En af de udfordringer, adoption medfører, er, at hver femte transracialt adopterede i Danmark har oplevet racisme. Michael Paaske advarede imod, at udenforstående anklager de adopterede for at tage offerrollen på sig – vi skal ikke anfægte de adopteredes oplevelser, formanede Michael Paaske. Et emne, som er forholdsvis nyt i adoptionsverdenen, er spørgsmålet om åbenhed i adoption: Der er ingen tvivl om, at åbenhed er en god idé, og at åbenhed om den adopteredes vilkår og baggrund oftest gavner den adopterede, men spørgsmålet er, hvordan man tackler åbenhed? Det vil altid være et spørgsmål, der skal besvares individuelt, da alle menneskers baggrundshistorie er unik, og ethvert menneske har egne individuelle behov.

Michael Paaske talte om, at der fra 2016 er kommet nye godkendelsesrammer for adoption. I dag skal alle vordende adoptanter sige ja til at tage imod et barn med særlige behov, og det betyder, at adoptanter skal være mere rummelige end tidligere. De nye godkendelsesrammer har vist sig at fungere, og de større krav til adoptanter har ikke været uoverstigelige. I dag er der også indført en fase fire i adoptionsprocessen – en forberedende fase, hvor forældrene skal forberede sig på et konkret barn, og det fungerer godt i praksis.

De faldende tal for adoption kom Michael Paaske også ind på. Han håber, at tallet vil stabilisere sig. Men når fertilitetsbehandling bliver mere effektiv, og skandaler rammer adoptionsområdet, venter mange mennesker med at beslutte sig for adoption. Konsekvensen bliver, at mange måske venter for længe med at søge om adoption og risikerer at blive for gamle til at modtage et barn.

Michael Paaske konkluderede, at adoption er en god familieform, men at der fortsat skal arbejdes politisk for adopterede og deres familier. Hans fremtidsønsker inden for adoptionsområdet er, at der skal etableres fast PAS-rådgivning til voksne adopterede, da en forsøgsordning med PAS til voksne adopterede viste, at der var et behov. Desuden ønsker Michael Paaske, at adoptionstilskuddet bliver forhøjet, så adoption ikke bliver forbeholdt landets mest velstillede.

Tilbageblik på godt og mindre godt
Ole Bergmann sekretær for Nordic Adoption Council, og tidligere direktør for den formidlende organisation DanAdopt, holdt et oplæg med overskriften ”Nedslag i 40 års arbejde med adoption”.

Som bestyrelsesmedlem og senere direktør i DanAdopt var Ole Bergmann vidne til, hvilke konsekvenser senfirsernes omvæltninger i Østeuropa havde for udsatte børn. På det tidspunkt var stemningen i Danmark, at udsatte børn fra Østeuropa skulle adopteres af danske familier. Men DanAdopt tvivlede på, at mange af børnene ville være i stand til at knytte sig til en ny familie og dermed få et godt liv i Danmark eller andre vestlige lande. Det viste sig at holde stik, for mange af de fx rumænske børn, der endte med at blive adopteret til Danmark, trivedes ikke i det danske skolesystem eller i en dansk familie. Mange af de børn endte med at leve på institution i Danmark i stedet for at få den familie, de aldrig tidligere havde haft.

Ole Bergmann har set børn, der blev berøvede deres familier pga. voldtægt, incest, racisme, overtro, religiøse eller moralske regler, prostitution og dødsfald. Han har oplevet børnehjemsbørn, som ikke havde navne, og et drengehjem, hvor maden kom fra et lokalt suppekøkken, og hvor drengene prostituerede sig for at få cigaretter. De børn levede under virkelig elendige forhold i deres fødeland, men de kunne have fået en bedre skæbne, hvis nogen havde taget sig af dem tidligere.

Ud fra sine erfaringer med fattigdom i Europa var Ole Bergmanns konklusion, at udviklingen inden for børneforsorgen i fx de fattigere lande i Europa ikke går nær så hurtigt som udviklingen inden for børneforsorgen i visse asiatiske lande. Hans konklusion var, at mange mennesker fortrænger bagsiden af deres eget samfund – fx vidste borgerne i Rumænien ikke, hvordan tilstandene var på de rumænske børnehjem – men tilsvarende ved danskere intet om danske børnehjem, selvom de findes. Alligevel, selvom de kummerlige forhold visse steder var chokerende, så talte Ole Bergmann imod den holdning, at adoption er humanitært arbejde. Ole Bergmann påpegede, at den holdning er naiv, og at den prægede dansk adoption i de tidlige år. Adoption er ikke humanitært arbejde, men en familieform, slog han fast.

Ole Bergmann fortalte åbent om, hvordan adoption fra Etiopien blev begyndelsen på enden for bl.a. den formidlende organisation DanAdopt og for hans egen involvering i formidlingsarbejdet. Som Ole Bergmann formulerede det: ”Der var svindel, der var noget naivitet, og det er et mishandlet land.” Han mindede også om, at Etiopien er et fantastisk land og et kulturland. Men i Etiopien gik det op for Ole Bergmann, hvad folk er villige til at gøre for penge. Der var mennesker, som var involverede i adoption, som tænkte på børnenes bedste, men samtidig var der andre, der tilbød ham at købe babyer i Etiopien. Ole Bergmann erkendte, at han stolede for meget og for længe på en enkelt person, og at han ikke var stærk nok til at takle situationen. Han føler i al fald selv, at han kan bebrejdes, at han gav op.

Ole Bergmann sluttede af med at stille to åbne spørgsmål: Kan man fjerne glasvæggen mellem to kulturer? Med andre ord, kan den usynlige mur mellem rig og fattig, mellem ressourcestærk og mindre ressourcestærk, nedbrydes eller overskrides ved, at der kommer åbenhed i adoption og dermed gennemsigtighed? Hans andet spørgsmål lå i forlængelse af det: Kan tingsliggørelse af forplantning og børn – en tingsliggørelse, som også er i surrogatmødre-industrien – fjernes? Han kom ikke med bud på svar, men de to spørgsmål er centrale for, hvordan adoption håndteres.

Politisk arbejde
”Jeg skal love for, at I har gravet spøgelserne ud af skabene.” Sådan sagde tidligere formand for Adoption & Samfund, Lars Klüver, da han tog ordet efter Ole Bergmann. Lars Klüver var en vigtig medspiller i udformningen af adoptionsloven af 2000. Han fokuserede på foreningens historie og fortalte, at Adoption & Samfund startede som protestorganisation i protest mod den måde, adoption blev forvaltet af det offentlige og af de formidlende organisationer. Man oplevede, at adoptanter blev behandlet dårligt i godkendelsessystemet, og at de formidlende organisationer ville det gode, men var uigennemskuelige.

Foreningen rummede i begyndelsen hygge og netværk, men der var også alvorlige emner på dagsordenen dengang. Der var en angst for at provokere, men der var medlemmer, der syntes, at foreningen var for pæn. De ville ændre forholdene. Dermed var næste fase i organisationen født, og Anders Christensen blev formand. Han var humanistisk indstillet og arbejdede i Dansk Flygtningehjælp. Foreningen udtænkte en strategi over tid: Man indsamlede viden, udgav en bog ”Adoption i Danmark” og talte med andre interessentgrupper. Bladet blev professionaliseret, der var pressetræning, og bestyrelsen lavede politisk lobbyarbejde.

En af de vigtige sager var, at man ønskede standardiserede sundhedskrav til adoptanter, og at alle de formelle krav til ansøgere skulle samles i starten af adoptionsprocessen. Hvis en ansøger alligevel skulle afvises på grund af en stærkt plettet straffeattest, var der ingen grund til at vente til sidst i processen. Adoption & Samfund ønskede også, at der skulle indføres obligatoriske kurser til adoptanter, og at der skulle etableres mulighed for PAS-rådgivning.

Mange af de ønsker er i dag indfriede, om end Lars Klüver ikke synes, at sundhedskriterierne er standardiserede nok. I fremtiden ser Lars Klüver, at tendensen med få, dyre adoptioner fortsætter. Korruption og kritik af adoption gør arbejdet svært. Store lande har lukket ned for transnational adoption, men der findes stadig mange adoptionsparate børn ude i verden, mener Lars Klüver. Det er de børn, foreningen skal fokusere på, efter hans mening, sammen med fokus på et godt liv for alle adopterede. Han mente, at der er noget helt skævt, når der kun tales om de få sager, hvor adoptioner er gået galt. Det er ikke ensbetydende med, at der ikke er mange børn, der kan have glæde af adoption.

Lars Klüver opfordrede til øget fokus på, at det ikke er genetik, der binder familier sammen. I hans øjne handler Adoption & Samfund om familier, PAS, racisme, og om de børn, der ikke har fået familier.

En fantastisk barndom som adopteret
Søren Pape Poulsen, justitsminister og adopteret, var også på landsmødet for at fortælle om sin egen erfaring med at være adopteret. Han mindede om, at han ikke var der som justitsminister, og fortalte, at hans holdning til adoption er personlig, ikke politisk – men han lægger ikke skjul på, at adoption for ham var at gå fra at være uønsket til at være ønsket. Der er mange grunde til bortadoption, men kun en grund til adoption: Længsel efter et barn.

Søren Pape Poulsen er født i 1971 og blev hentet til sin familie, da han var fire måneder gammel. Han havde en fantastisk barndom på landet, og han er glad for, at den biologiske mor bortadopterede ham.

Søren Pape Poulsen har senere mødt sin biologiske mor og har talt med hende, men han siger, at hans kærlighed er til adoptivmoderen og -faderen. Det var hans biologiske halvbror, der kontaktede Søren Pape Poulsen, fordi halvbroderen havde fået at vide, at moderen havde bortadopteret et barn. Broderen fortalte, at moderen altid blev ked af det nytårsaften, som er den dag, Søren Pape Poulsen blev født. Moderen var altså ked af at afgive sit barn, men alligevel mener Søren Pape Poulsen, at han var uønsket: Moderen ønskede sandsynligvis ikke at være gravid. Det forhindrede ikke savnet af det barn, hun fødte. I dag mener Søren Pape Poulsen, at den biologiske mor traf det rigtige valg, for hun var 16 år gammel, havde ingen mor, fem søskende og en far, der ville smide hende ud, hvis hun fik et barn.

Kontakten til halvbroderen førte til, at Søren Pape Poulsen fik kontakt til endnu en bror samt sin biologiske mor. Senere har han holdt jul for sin biologiske mor og sine adoptivforældre. Mødet var positivt, og adoptivforældrene gav den biologiske mor en kæde med et hjertevedhæng som tak. I dag har han kontakt til den biologiske familie, men han siger også, at han har fået nogle andre værdier i sin adoptivfamilie i forhold til de værdier, hans biologiske familie har.

For de adopterede der vigtigt at vide, man er adopteret. Efter Søren Pape Poulsens mening er det klart, at et menneske gerne vil kende sin baggrund. Men når et barn gerne vil vide noget om sin biologiske forældre, så er det ikke ensbetydende med, at barnet ikke kan lide sin adoptivfamilie, og det er ikke en afvisning af familien. For hans eget vedkommende handlede det om nysgerrighed og om, at han gerne ville lære de biologiske halvbrødre og sin biologiske mor at kende.

Søren Pape Poulsen mener, børnenes tarv tæller mere end forældrenes ønsker. Det betyder, at forældre uden forældreevner ikke skal have lov til at tage deres børn tilbage igen efter en frivillig anbringelse, også selvom det måske fører til flere tvangsadoptioner.

Erfaringer fra de adopterede
Næste taler var Jes Eriksen, som er bestyrelsesmedlem i Korea Klubben, foreningen for sydkoreansk adopterede i Danmark. Jes Eriksen er født i Sydkorea i 1979 og blev adopteret til Danmark i 1980. Jes Eriksen rejste tilbage til Sydkorea i 2005, og senere boede og arbejdede han i landet fra 2010-15. I dag laver han PAS-rådgivning og løser web-opgaver i Korea Klubben.

Omdrejningspunktet i foreningen er, at man er adopteret, og at der er en samling erfaringer og viden om at være adopteret fra Sydkorea. Det er et frirum og et sted, man aldrig bliver spurgt: ”Hvor kommer du fra?” Det er et spørgsmål, alle adopterede fra Sydkorea møder, fordi nationalitet og opførsel ikke passer til udseendet. Koreansk adopterede møder konstant andres stereotype opfattelser af, hvad det vil sige at have en asiatisk udseende – de bliver simpelthen sat i bås, og det er generende.

Jes Eriksen oplever, at mange adopterede bliver hyperdanske, og at de er lang tid om at nærme sig den koreanske del af deres identitet. Det sker, fordi mange af de fordomme, der ligger i Vesten, er blevet overtaget af de adopterede, og fordi mange adopterede ikke har taget hul på dialogen om deres fødeland med deres familier.

Men forældre kan gøre meget. Adoptanter kan bidrage til, at den adopterede har en referenceramme, som de kan spejle sig i, indtil vedkommende er myndig, og hjælpe med at finde rollemodeller, som den adopterede kan spejle sig i.

Korea Klubbens ønske til fremtiden er, at adopterede får rettigheder med hensyn til aktivt at kunne tage stilling til, hvordan de skal forholde sig til deres baggrund. Og så er der et ønske om mere forskning og samarbejde om adoption og levevilkår. Der er en masse erfaringer, som de adopterede fra Sydkorea – hvoraf mange i dag er voksne – kan dele med andre grupper adopterede, for der er en masse oplevelser, som går igen.

Viden og erfaringer
Næste emne på landsmødet var adoptionsforskning. Rådgivningskoordinator Louise Svendsen og bestyrelsesmedlem Marianne Østergaard holdt begge et kort oplæg og bad tilhørerne om input til, hvad medlemmerne savnede af viden om adoption.

Adoptionsprisen 2017
Endelig sluttede sluttede landsmødet af med uddelingen af adoptionsprisen. Prisen uddeles ikke hvert år, men kun, når der er nogen, der har gjort en ekstraordinær positiv indsats for adopterede og deres familier. I går gik prisen til Korea Klubben for deres store indsats for at skabe en frugtbar dialog om adoption, og for at dele erfaringer om at være adopteret, om familiesøgning og om kultur. Korea Klubben har høstet viden og erfaringer, som adopterede fra andre lande kan drage nytte af, og som kan hjælpe adoptivforældre med at skabe den bedst mulige familie for de adopterede.

Formand Anne Mee Kalvig takkede for prisen. Hun nævnte, at hun for ganske nylig var trådt til som formand, men at hun var glad for prisen. Dermed ser det ud, som om Adoption & Samfund også fremover kan have glæde af at lytte til de adopterede og deres erfaringer.

Se vores pressemeddelelse om Adoptionsprisen 2017

Der deltog ca. 60 personer i landsmødet.