Nekrolog: Lars von der Lieth – en mand der har sat mange og dybe spor

Af Louise Svendsen

Lars von der Lieth sov ind lørdag den 2. april, den dag han fyldte 72 år.
Det var et privilegium at kende Lars. Lars var en hjertevarm og gavmild person, der ikke var karrig med at øse af sin viden, dele af sit vid og støtte andre i deres udviklingsprocesser. De fleste af os tænker på ham som psykolog med særlig viden om adoption, men lige så kendt, som han er for os, er han det også i den audiologopædiske verden, hvor han har arbejdet med hørehæmmede igennem et langt akademisk liv. Han formåede på fineste vis at kombinere dette arbejde med årelang forskning om sprogets særlige forviklinger og udfordringer hos adopterede: det glemte, gemte sprog, og hvorledes det kunne spænde ben hos det adopterede barn gennem dets skolegang og læringsprocesser. Ikke mindst har Lars åbnet vores øjne for, at problemer hos børn med adoptivbaggrund kræver en anderledes tilgang til fortolkning og forståelse end den, der anvendes hos det ikke adopterede barn. Han har således lært os at være varsom med at stille forhastede diagnoser til adopterede børn.

Lars var en flittig skribent, så hans viden kunne komme alle til gavn. Og var der noget, vi andre ikke lige kunne huske eller forstå omkring adoptionens historie, ja så var Lars ubetinget det mest vidende leksikon at søge til. Lars var også en yderst populær og inspirerende foredragsholder, en aktiv underviser og ikke mindst vejleder for rigtig mange studerende. Opgaver han løste med en fabelagtig veloplagthed og dyb indsigt. Han særlige kærlighed for adoptionssagen blev meget konkret i Den blå serie, som består af udgivelser af specialer inden for adoptionsområdet samt en artikelsamling af hans egne værker; en serie som har gjort ellers snævre forskningsindsatser tilgængelige for dem, de handler om: de adopterede og deres familier.

Lars rakte langt ud over universitets gange, og han var med til at åbne landets første Adoptionsrådgivning tilbage i 1993. Siden hjalp han et ukendt antal af familier gennem sin kloge og empatiske rådgivning i Lørdagsklinikken. Først på hans mangeårige arbejdsplads på Københavns Universitet og siden på hjemmeadressen, efter at der var blevet udbygget og gjort plads til det. Et særligt tilbud til adoptivfamilier med skolesøgende børn, som var ganske gratis. En unik viden og kunnen, som vil blive savnet.

Og som om dette engagement i adoptionssagen ikke var nok, var han formand for landsforeningen Glemte Børn og sidenhen aktiv i DanAdopt, hvor han sad i bestyrelsen i 22 år, heraf de knap 10 som formand. Dette gav ham også mulighed for at glæde familiermed børn, han eskorterede til Danmark fra fjerne dele af verden, som han havde rejst tyndt igennem de mange år. Lars var med i Haag i starten af 90’erne, da de internationale regler for adoption blev grundlagt, og han ledte i perioden 1996-99 vejen for det fælles nordiske samarbejde inden for adoption som formand for NAC. Således har Lars lært os alle om god etik og nænsomhed i adoptionsprocessen, herunder ”bæredygtige adoptioner” hvor der tages hensyn til alle parter i adoptionstrekanten, det vil sige den adopterede, adoptanterne og ikke mindst de biologiske forældre. Han har bidraget til initiativer, der rækker langt ud over egennytten med at skaffe børn til Danmark, fx ved oprettelsen af hjem for vordende mødre, hvor de kunne få rum og støtte til at træffe en velovervejet beslutning om, hvorvidt de ville bortadoptere deres barn eller selv beholde det. Og som organisator af the First Global Research Conference on Adoption i København i 2005, lagde han vægt på også at give stemme til kapaciteter og aktører fra afgiverlandene.

Lars ’s virke indenfor adoptionsverden spændte – som det ses – vidt, og derfor var det også kun naturligt, at Adoption & Samfunds Adoptionspris i 2008 gik til Lars. ”En alsidig kapacitet, en ildsjæl og veteran, hvis livsværk inden for adoptionsområdet er stort og mangefacetteret og har strakt sig over fem årtier” lød det blandt andet i motivationen.

Selv mødte jeg Lars, da jeg i 1996 begyndte at skrive speciale til min kandidateksamen som psykolog. Lars var den, der indførte mig i adoptionsforskningens forunderlige verden. Han støttede mig i, at jeg havde nok viden og kunnen til at deltage på en international forskerkonference, allerede inden jeg forlod universitet. Og siden blev det til mange konferencer med Lars lige ved hånden til at guide og vejlede, når usikkerheden indtraf, og behovet opstod. Lars var også initiativtager til at stifte et forskernetværk inden for adoptionsområdet, som havde til huse på Københavns Universitet og med tiden også inddrog behandlere og andre fagpersoner inden for adoptionsområdet. Siden fik vi også etableret en egentlig supervisionsgruppe, hvor Lars lærte os mindre kyndige om sine mange, mange observationer, gjort gennem et langt liv. En mere generøs læremester gives ikke.

Lars åbnede også sit hjem for os andre. Vi var mange, der følte med ham, da han for 2 måneder siden mistede Mette, hans livsledsager gennem mere end 40 år. Og derfor går mine tanker især til hans to voksne børn, der begge er adopteret fra Korea, og hans børnebørn.

Lars din viden, gavmildhed og varme vil blive husket og savnet i den danske Adoptionsverden og de enkeltes hjerter. Du har om nogen sat dig spor, som ikke uden videre lader sig viske bort.