Landsmøde med blikket rettet mod fødelandene

Temaet var ”Søgning efter rødder”, da Adoption & Samfund lørdag den 2. november 2019 holdt landsmøde på Scandic Hotel i Odense. Omkring 50 mennesker mødte op for at høre dagens oplægsholdere dele deres viden om adopteredes behov for og erfaringer med at finde deres ophav.

Af Anna Bridgwater

Næstformand Sanne Vindahl Nyvang åbnede landsmødet ved at ridse dagens emner op. Hun nævnte, at programmer som Sporløs, de sociale mediers muligheder og internettet i det hele taget har gjort samtalen om, at adopterede søger deres rødder, til en åben samtale. 

                      Overalt i verden er der fokus på adoption og de internationalt adopteredes skæbne. I Danmark mærker organisationer som DIA – Danish International Adoption – og Ankestyrelsen et stigende behov for det, der bliver kaldt ”teknisk PAS”. Det vil sige hjælp til praktiske oplysninger og viden om den enkeltes baggrund.

                      Den store interesse ledsages af udfordringer, da det er et juridisk ubeskrevet område med få skrevne regler og mange kulturelle problemstillinger for den enkelte: Hvordan håndterer den adopterede, at de er dobbelte kulturbærere? Hvor gamle skal de være for at kunne søge oplysninger? Hvad gør man, hvis et barn vil søge oplysninger om deres ophav, men ikke har adoptivforældrenes støtte og accept? 

                      Mange adopterede, der søger deres rødder, møder spørgsmål, som kan være svære at svare på: Hvorfor vil du det? Hvorfor vil du ødelægge andres liv? De adopterede kan føle, at de kommer i en loyalitetskonflikt, og de kan frygte, at de endnu engang bliver afvist af deres biologiske forældre. De kan frygte sandheden om deres egen tilbliven – har man egentlig lyst til at høre historien om, hvordan man blev til? Selve mødet med den biologiske familie kan være en nervepirrende tanke – vil mødet give den ro, man drømmer om?

                      Mange spørgsmål, men kun få svar. Dagen var dedikeret til at forsøge at indkredse nogle af svarene, så adoptivfamilier kan blive bedre rustet til at hjælpe adopterede, der ønsker det, søge deres rødder. 

Familier på tværs af grænser

Næste taler var jurist Lisa Robinson fra ISS – International Social Services – som er et netværk af NGO’er,  som arbejder for at afhjælpe problemer, der handler om familier på tværs af grænser: flygtning, adoption, kidnapning og tvær-nationale familier. Hun talte først og fremmest ud fra fagpersoners behov og arbejde, da hun startede med at opridse de forskellige landes juridiske rammer for at adopterede kan søge deres rødder. 

                      Som hun slog fast, så rummer en søgning efter rødder mange aspekter, der falder mellem to stole, mellem praksis og jura. På den ene side taler juraen sit eget sprog. Her nævnte Lisa Robinson paragraf syv og otte i FN’s børnerettighedskonvention. Paragraf syv siger, at barnet skal registreres lige efter fødslen, at barnet har ret til et navn og ret til at være sammen med sine forældre. Paragraf otte siger, at barnet har ret til at kende og bevare sin identitet. Det vil sige, at man har ret til at vide, hvem man er og have adgang til oplysninger om sin identitet. Flere og flere lande anerkender, at de er forpligtet til at holde sig til FN’s børnerettighedskonvention. Men i realiteten varierer børns rettigheder fra land til land, og konventionens rettigheder er ikke love.

                      Derudover er der praktiske hensyn, forskellige praksisser i både afgiver- og modtagerlande, samt et stort behov for følsomhed og støtte. 

Mange måder at søge

Internationalt adopterede, som søger rødder, kan have forskellige spørgsmål. Det kan være en søgen efter identitet. Nogle vil vide, hvor eller hvem, der stammer fra, især oplysninger om biologisk familie.

Søgen efter rødder er et voksende fænomen, som udfordrer den måde, man traditionelt har tænkt på adoption. ISS’ oplevelse er, at det at kende sine rødder kan have forskellige betydninger og ske på forskellige tidspunkter. Derfor duer en ”one size” tilgang ikke. Der er også mange mulige veje for adopterede at gå, og der er er brug for en fleksibel tilgang. 

Det er ISS’ oplevelse, at et stigende antal lande gemmer og deler data om de bortadopterede, og ISS opfordrer også til, at data og statistik opbevares, og det er muligt at søge i denne data. Derfor skal der afsættes ressourcer til indsamling, opbevaring og kommunikation af informationer. 

Men det er et åbent spørgsmål, hvilke informationer, der skal indsamles, og hvordan information overhovedet defineres. ISS’ anbefaling er, at informationerne opbevares evigt, og at der nedsættes retningslinjer for god kommunikation af oplysningerne fra myndighedernes side.

Varierende praksis

Nogle lande giver ret til at indhente ikke-identificerende oplysninger, som fødested, helbredstilstand ved fødsel, bopæl den første tid og evt. plejefamilie eller lignende. Det vil sige oplysninger, som ikke fortæller, hvem den biologiske familie er. Derudover anbefaler ISS, at en adopteret kan få oplysninger om den økonomiske og politiske tilstand i et land ved adoptionstidspunkt, for det kan være vigtige oplysninger for en adopteret, der gerne vil forstå sin baggrund. 

                       I Schweiz har børn ret til at søge halv- og helsøskende, og i Schweiz har de biologiske forældres flere rettigheder end i de fleste andre lande. 

Den alder, hvor en adopteret må søge sine rødder, varierer også meget. I Belgien er grænsen sat ved 12 år, men i Italien skal man være 25. I den canadiske provins Quebec skal et barn være 14 for at søge sine rødder, og hvis barnet er under 14, skal adoptivforældre give tilladelse til en søgning. I Sverige er man fleksibel og kigger på barnets psykiske modenhed. Nogle lande kræver tilladelse fra parterne eller retten. 

Forskellige interesser

Lisa Robinson pointerede, at der kan være en konflikt mellem de involveredes rettigheder: Konflikt mellem den ene parts mulige ønske om anonymitet og den adopteredes ønske om at kende sine rødder.

Lisa Robinson talte også om, at man anbefaler socialrådgivere og andre fagpersoner i afgiverlandene at skabe ”later life letters” eller ”life books” (breve til senere i livet eller livsbøger) til de børn, der bliver bortadopteret. Brevene eller bøgerne skal indeholde detaljer fra barnets tidligere liv, så de kan få en fornemmelse af, hvem de var i deres første tid på jorden.

I en bestemt provins i Australien får nationalt adopterede en integreret dåbsattest med alle forældrenes navne på, så både de biologiske og de adopterede forældre er en del af barnets familie fra starten. 

Problemerne

Lisa Robinson opremsede en masse udfordringer, der skal takles, inden adopteredes ret til at søge deres rødder kan imødekommes uden problemer. 

                      Nogle steder bliver lovene fejltolket. Andre steder er der dårlig kommunikation mellem myndigheder. Der kan være dårlig samarbejde mellem modtager- og afgiverlande, manglende uddannelse til fagpersoner, sociale og kulturelle forskelle, manglende støtte til adoptivfamilier, tabt data og mange andre forhindringer. 

Til gengæld har ny teknologi medført fordele i søgen efter mennesker i andre dele af verden. Fordelene er, at det er effektivt, hurtigt og billigt at bruge internettet til at skabe kontakt til den biologiske familie. 

Men ISS anbefaler ikke individuelle søgning efter rødder på sociale medier eller ved brug af DNA-tests, da der er risici: Manglende tid til at fordøje oplysninger; det er svært at bevare sin integritet; der kan være manglende respekt for individuelle behov for diskretion; manglende støtte fra professionelle; man kan være uforberedt på det, man finder. 

Behov for respekt

SoMe gør det muligt at finde mennesker, der ikke selv søger, og det kan bringe uorden i et individs privatliv. Måske kan kontakten bringe en biologisk mor i fare i visse lande, og det er umuligt at gardere sig imod. 

Hvis kontakten skabes på SoMe, skal den flyttes off-line for at være sikker på, at oplysninger ikke deles – men først, når man er 100 % sikker på, at den anden part er den, de siger, de er. Individuelle søgninger kan nemlig resultere i dårlige informationer. 

                      Endelig kan en individuel søgning ved hjælp af private DNA-tests risikere at forbinde et menneske til nogen, der ikke ved, at de er adopteret. 

Lisa Robinson minder om, at der er behov for, at alle parter i adoptionstrekanten respekterer hinanden, og at alle parter og fagpersoner klædes på og uddannes i, at der kan være et behov for at søge rødder. Desuden skal den adopteredes oplyses om, hvor de kan søge hjælp. 

Deres behov kan være vidt forskellige: Nogle har brug for mægling, nogle vil gerne møde de biologiske forældre, nogle har brug for terapeutiske samtaler, og endnu andre har behov for hjælp til forventningsafstemning.

Og endelig skal offentligheden lære at være mere respektfulde omkring adoption – det skal være slut med at afkræve adopterede svar på spørgsmålet ”har du fundet dine forældre?”

Ulovligheder

ISS siger, at hvis den adopterede afdækker illegale eller korrupte praksisser i sin søgen efter biologiske forældre, så skal de praksisser anmeldes til de relevante myndigheder. Men en ulovlig praksis kan påvirke den adopteredes eller andres juridiske status, og derfor skal der ydes psykologisk og juridisk bistand.

ISS har desværre ingen konkrete bud på, hvordan denne omfattende rådgivning, støtte, sporing, mægling og meget mere skal betales. 

Danmark er unik

Næste taler var næstformand fra Adoption & Samfund Ina D. Dygaard, som fortalte om det oplæg, hun havde holdt på et seminar med overskriften Séminaire sur la recherche des origines internationales, som blev holdt i Montreal i Canada i maj i 2019.

Ina Dygaard fortalte, der var stor interesse fra forskere med hensyn til, hvad der foregår på adoptionsområdet i Danmark. Det skyldes, at Danmark er unik, fordi der er tilbud til PAS til alle adopterede og deres familier. Ina Dygaard fortalte også, at der er bred enighed om vigtigheden af, at adoptivfamilien skaber et trygt rum, hvor den adopterede kan tale om behovet for at søge rødder. 

Manglende viden

Ina Dygaard fortalte også, at hun og de andre deltagere på seminaret fik slået fast, at der er alt for lidt viden om søgning efter rødder via sociale medier og DNA-tests. Hun oplevede også et stort behov for refleksion over, hvordan vi taler om adoption. Sociale medier og internettet kan betyde, at adoption, som vi kender det, ophører. I dag kan mennesker, der ønsker at blive forældre, gå uden om alt, hvad der er af fastlagte praksisser. Det viser sagen fra Danmark, hvor et par fandt en vordende mor i Polen og betalte hende for at overtage hendes barn.

Fordele og ulemper

Når det handler om søgning efter rødder, så har sociale medier de fordele, at der er mulighed for at udveksle erfaringer med andre, og finde et fællesskab med andre, som er i samme situation. Og så er der naturligvis også muligvis også mulighed for at søge sine rødder via de sociale medier. 

Men der er også ulemper. Den person, man kontakter, svarer ikke nødvendigvis. Der er etiske dilemmaer, fordi man risikerer at bryde den anden anonymitet. Ina Dygaard mindede om, at biologiske forældre har ret til at ikke tilkendegive deres identitet, hvis de ikke vil. 

                      Internettet har også i andre lande end Danmark skabt kataloger over børn, der er frigivet til adoption. Det reducerer børn til varer, men kan betyde, at nogle børn formidles hurtigere. 

Ekspertudsagn

Marianne Østergaard havde deltaget i samme seminar i Canada som Ina Dygaard, og hun havde interviewet flere af de eksperter, der deltog. Fokus var, hvad der sker, når lukkede adoptioner bliver åbne, enten fordi lukkede adoptioner åbnes, når nogen søger informationer, eller fordi der er en stigende tendens til, at adoptioner bliver åbne fra starten.

David Brodzinsky. Ph.d. og professor emeritus ved Rutgers Universitet i New Jersey taler om to slags åbne adoptioner: Der er den strukturelle eller faktiske åbenhed, hvor der er viden om og kontakt med parterne i adoptionstrekanten.

Den anden form for åbenhed er kommunikationsmæssig åbenhed, hvor der ikke blot er viden, men hvor den viden deles. Adoptivforældre kan lige så godt favne den slags åbenhed, da sociale medier betyder, at de ikke længere kan føle sig sikre på, at en lukket adoption forbliver lukket. Derfor skal man forberede sig på, at den sikkerhed ikke længere findes. Derfor er første skridt i at åbne en adoption i en eller anden grad er at have et åbent sind. 

Al søgning er positiv

En anden konsekvens af internettet og sociale medier er, at hittebørn, som traditionelt ikke har kunnet finde deres rødder, måske kan nu. Men David Brodzinsky nævnte også, at Kina ikke er i kontakt med resten af verdenens sociale medier, så adopterede, der er født i Kina, kan have større vanskeligheder med at finde deres rødder. 

Med hensyn til søgning efter rødder siger David Brodzinsky, at de fleste søgninger ender med at blive positive – også selvom man ikke finder sin familie. Men når adoptivfamilien støtter den adopterede sin søgen, validerer de et behov, og det styrker den adopterede. Søgningen skal ikke ses som en krig mod adoptivfamilien, og det er en del af menneskets natur at ville føle sig forbundet til sine rødder. Processen er normal og sund. 

Grunden til lukkethed

I næste interview spørger Richard Lee, professor i psykologi ved University of Minnesota og forsker i koreansk adopteredes transraciale og transnationale erfaringer, om, hvem lukkede adoptioner gavner. Argumentet har tidligere været, at de var det bedste for barnet, men måske er de snarere i statens eller samfundets.

Et problem ved lukkede adoptioner er, at de skaber en hemmelighedsfuld kultur. Hemmeligheder er ting, vi ikke vil stå ved, og lukkethed får det til at se ud, som om man ikke vil stå ved en adoption. Den holdning er i modsætning til den udbredte værdi, at sandhed er godt. Hemmeligheder reducerer biologiske mødre til baby-maskiner og reducerer adopterede børn til bastarder. Og hemmeligholdelse gør korruption mere mulig. 

Vær beredt

Psykolog og kunstterapeut Lucie Bourdeau er selv både adopteret og adoptant, og hun fortalte om, hvad den adopterede kan forberede sig på, inden han eller hun søger sine rødder. De skal være klar over, at det kan være angstfuldt: Der kan være angst for det ukendte, angst for en eventuel afvisning, angst for, hvad virkeligheden afslører. Et menneske kan føle sig klar til at møde sit ophav, inden de faktisk er det.

Derfor skal den enkelte overveje sine forventninger og forsøge at skelne mellem drømme og realistiske forventninger. Det er en god idé at sætte sig ind i den biologiske mors sted: Var det skamfuldt, at hun var seksuelt aktiv på det tidspunkt, da hun blev gravid? Hvordan så samfundet på det? Man skal forstå hendes udgangspunkt og, hvordan adoptionen kan have påvirket hende. Man skal forstå, at ingen mødre opgiver børn for deres egen skyld: Det er for barnets skyld. Den forståelse kan måske afbøde noget eventuel vrede. Men den adopterede er nødt til at respektere hendes motiver. Når man forbereder et møde, kan man sige, at man har spørgsmål og, at det er ok, hvis hun ikke har lyst til kontakt. 

David Brodzinsky anbefaler også, at man undgår fastlåste forestillinger om baggrund og årsag til adoption. Man skal tænke på den anden parts følelser og virkelighed og vide, at forskellige kulturer har kulturelle værdier og normer. 

Brodzinsky understreger også betydningen af kommunikativ åbenhed. Det betyder, at selv når det er umuligt at åbne en adoption, er det en god idé at tale om adoptionen, baggrunden, fødelandet og meget andet i familien. 

Tidspunktet

Brodzinsky mener, det er en idé at vente med tilbagerejse til teenageårene, hvor et menneske kan have modenheden til at forstå andres motivationer.  

Lucie Bourdeau er måske uenig i, hvornår en adopteret skal søge sine rødder. Hun er fortaler for, at børn godt kan søge deres rødder inden teenageårene. Teenagere er i gang med individualisering og distancerer sig fra adoptivforældrene. De kan have store, urealistiske drømme om bioforældre. Men alle er forskellige, og det er individets behov, der skal veje tungest. Det sidste, man skal gøre er at vente pga. loyalitet over for adoptivforældre – der er jo risiko for, at de biologiske forældre dør. 

Uanset hvad, så kan den søgning være vigtig. Søgning er at vinde magten over sit liv – søgningen skal derfor tilhøre den adopterede, fordi det får vedkommende til at vokse psykisk. Men det skal ske med adoptivforældrenes støtte. 

Danske erfaringer

Næste oplægsholder på landsmødet var adoptionskoordinator Rikke Stauning Klestrup fra DIA, Danish International Adoption. Hun fortalte om DIA’s erfaringer med adopteredes tilbagerejser og etablering af kontakt til deres biologiske forældre. 

                      DIA kan tilbyde teknisk eller administrativt PAS, som det kaldes. Den psykosociale del af PAS ligger hos Ankestyrelsen. Administrativ PAS kan bl.a. handle om kontakter i fødeland, hjælp til og råd om tilbagerejse, råd om statsborgerskab eller kontakt til børn fra samme børnehjem.

                      I 2018 fik DIA 375 henvendelser om allerede gennemførte adoptioner. De fleste af henvendelserne var ønsker om aktindsigt. Dernæst var der mange adopterede, der søgte hjælp til tilbagerejse. Endelig var omkring 20 af henvendelserne fra biologiske familier, der søgte kontakt med en bortadopteret, enten via en organisation eller direkte. I de situationer retter DIA henvendelse til den adopteret, hvis vedkommende er fyldt 18, og ellers til adoptivfamilien. 

Specifikke lande

DIA kan tilbyde rådgivning om kulturelle forhold, formidling af viden og erfaringer, svar på landespecifikke spørgsmål, kontakt til kontaktpersoner i landet, etablering af kontakt til andre familier i samme situation, kontakt til landeforeninger, invitationer til landetræf ved besøg af samarbejdspartner og eller -myndigheder og deltagelse i og formidling af kulturelle og landespecifikke arrangementer.

Hovedreglen er, at den adopterede skal være voksen, inden der kan etableres kontakt. Men det er meget forskelligt, om DIA kan hjælpe med kontakt til fødeland eller biologisk familie. Fx er det ikke muligt ved adoptioner fra Bulgarien, og der er ingen erfaringer fra Burkina Faso, Madagaskar eller Taiwan. De fleste adopterede fra Kina er hittebørn, og der er ingen erfaringer med kontakt til den biologiske familie. 

Der er en række lande, som DIA tidligere har samarbejdet med, men hvor samarbejdet er ophørt. Det gælder Vietnam og Etiopien, men mange unge og adoptivfamilier med børn fra Vietnam og Etiopien søger oplysninger eller ønsker at rejse tilbage. De lande har ingen retningslinjer for kontakt mellem den adopterede og den biologiske familie, og derfor er alt stort set muligt.

Heller ikke i Sri Lanka, Bolivia, Nepal, Rumænien, Polen eller Hviderusland har DIA samarbejde med, og har derfor er der ingen kontaktperson i de lande. Det gør det sværere at etablere kontakt. 

Kontakt mellem familier

Som noget forholdsvis nyt er adoptivforældre begyndt at søge kontakt på deres adopterede barns vegne, og nogle ønsker en konstant kontakt mellem familierne. Men mht. kontakt mellem den biologiske familie og et adopteret barn siger psykolog Anita Berner fra Ankestyrelsen, at det ikke må ske, inden der er en tilknytning til adoptivfamilien, for det vil forstyrre barnets tilknytning og udvikling. 

                      Ikke alle biologiske forældre ønsker kontakt til det bortadopterede barn. Som fingerpeg kan det nævnes, at 17 % af de danske biologiske mødre til bortadopterede børn let ikke ønsker information om det barn, de har bortadopteret. Og kun 8 % ønsker, at adoptivfamilien hjælper det adopterede barn med at søge kontakt. De tal tolker DIA som, at det ofte er komplekse situationer, der er årsagen til adoption: Det kan fx være fattigdom plus andre sociale og kulturelle forhold.

                      Det er en reel mulighed, at biologiske forældre ikke ønsker kontakt, når den adopterede søger deres rødder. Det viser sig, at i de lande, hvor der traditionelt er anonymitet i adoption, så stiger antallet af hittebørn, hvis man ikke respekterer de biologiske forældres anonymitet. Det ses i Sydkorea, hvor der nu skal afgives oplysninger fra den biologiske mor ved bortadoption, og antallet af hittebørn stiger tilsvarende.

Unge adopterede

Dagens sidste oplæg var ASU – Adoption & Samfund Ungdom, som fortalte om deres aktiviteter. Deltagerne var Johanna Cosima Elise Vigholt, som er formand og studerende, Tea Dayanita Andersen, som star for caféevents, studerende og kasserer Kasper Hjorth Jørgensen, medlemsansvarlig Louis Kolding Kristensen. De er alle i 20erne, men ASU er åben for alle unge adopterede på 15 eller mere.

                      ASU er unik, fordi de unge adopterede mødes på tværs af afgiverlandene, og de andre skandinaviske lande er ikke lykkedes med at lave det samme  tværgående fællesskab for unge adopterede. I dag er der 51 betalende medlemmer, og over 100 deltager i de forskellige events. De typiske medlemmer er kvinder på cirka 24, som bor i en storby. 

Formålet er at skabe trygge rammer for adopterede og et fællesskab. ASU ønsker også at skabe et internationalt samarbejde, i første omgang i form af et skandinavisk samarbejde. 

                      Indtil videre har ASU holdt over 50 arrangementer. Der er cafémøder hver måned i København og pop-up cafémøder rundt om i landet.

Kontakt ASU via Facebook eller formanden på 6139 7879

Hvis du vil læse mere:

BAAF, British Association for Adoption and Fostering kan være en nyttig ressource, når der skal søges rødder. På deres hjemmeside kan man finde nyttige links og formuleringer, som adopterede kan bruge ved den første kontakt med biologiske forældre. BAAF har også udgivet en guide til at søge biologiske forældre. 

Se mere på corambaaf.org.uk

EU’s agentur for grundlæggende rettigheder, FRA, har retningslinjer for, hvordan de forskellige medlemslande håndterer spørgsmål om retten til at kende og finde sit ophav. 

Se mere på fra.europa.eu (skriv ”access to origins” i websidens søgefelt).