Adoption & Samfund ønsker målrettet bistand til søgning af rødder, frem for generel undersøgelse af alle adoptioner

En undersøgelse af alle adoptioner til Danmark vil være en helt uoverkommelig opgave, både praktisk og økonomisk, og vi stiller os tvivlende over for, om en sådan generel og altomfattende undersøgelse er den bedste måde at bruge ressourcer inden for adoptions­området. Hvis der skal gennemføres en undersøgelse, må man på forhånd definere specifikt og konkret, hvad der skal undersøges, f.eks. i forhold til “adoptioner fra X land i perioden xx-xx”, ganske som sædvanen er, når danske myndigheder har foretaget undersøgelser hidtil.

Adoption & Samfund har både en historisk og nutidig interesse for adoptionsområdet, og under visse omstændigheder kan en uvildig undersøgelse være en relevant mulighed. Dog er det fuldstændig afgørende, at man, inden undersøgelsen sættes i gang, klart definerer:

  1. Hvad er formålet med undersøgelsen? Hvad vil man opnå? 
  2. Hvilken periode vil man undersøge?
  3. Hvilke lande vil man undersøge?
  4. Hvad er tidsrammen for en undersøgelse?
  5. Hvem skal stå for sådan en undersøgelse? Hvilke fagligheder skal inddrages?
  6. Hvilke omkostninger medfører en undersøgelse? 
  7. Hvordan vil man konkret anvende og følge op på resultaterne fra undersøgelsen – 
    den nye viden, der måtte komme i de enkelte sager og lande? 

    a. I forhold til de adopterede
    b. I forhold til adoptivforældre
    c. I forhold til de biologiske familie
    d. I forhold til de ansvarlige myndigheder

Det er Adoption & Samfunds holdning, at der ved eventuelle fremtidige uvildige undersøgelser bør være fuldstændig klarhed over og fokus på:

  1. Hvordan håndterer myndighederne undervejs og efterfølgende data og resultater fra undersøgelsen i forhold til berørte parter?
  2. Hvordan sikrer man både etiske og retslige hensyn for de medvirkende i forhold til både undersøgelsen og resultaterne?
  3. Hvilken støtte tilbydes efterfølgende de parter, der eventuelt berøres eller rammes af undersøgelsens resultater?

I Adoption & Samfund har vi fokus på, at alle parter i adoptionstrekanten sikres i processen, dvs. den adopterede, adoptanterne og den biologiske familie, som er den part i adoptions­trekanten, der oftest overses – i hvert fald i internationale adoptioner. Derudover bør der i særlig grad være fokus på den adopteredes situation, som ved adoptionen var den sagesløs part i et familieskifte. 

Adoption & Samfund arbejder for at få en professionel, statsligt finansieret uafhængig instans, der skal hjælpe de adopterede, som ønsker at få deres sag undersøgt. Der skal være mulighed for at få juridisk, psykologisk og praktisk bistand i forbindelse med søgning af rødder (såkaldt teknisk PAS) – og ikke mindst hjælp til bagefter at bearbejde de potentielle nye oplysninger. Denne hjælp skal tilbydes til alle parter i adoptionstrekanten, også biologisk slægt i oprindelseslandene. Vi arbejder fortsat på, at der afsættes midler til, at alle adoptionssager digitaliseres, så adgangen til at søge oplysninger i egen sag lettes betydeligt.

Det er Adoption & Samfunds opfattelse, at ressourcer vil være bedre anvendt på målrettet bistand og rådgivning i forbindelse med søgning af rødder og evt. etablering og fastholdelse af kontakt mellem adopterede og deres biologiske familie, fremfor en kortlægning af alle adoptioner.

Evt. spørgsmål kan rettes til:

Formand Michael Paaske
Adoption & Samfund
E-mail: mjp@adoption.dk
Tlf.  2948 5306


Lene Borg

Comments are closed.