
07 jan 2025 / by Lene Borg / in Adopterede, Adoption, Adoptionsformidling, Politik, Post Adoption Service, Pressemeddelelse
Racisme skal ikke være de adopteredes historie!
PRESSEMEDDELELSE af 7. januar 2024
Staten svigter igen og igen!
I en artikel den 29. december 2024 beskriver Danmarks Radio, hvordan man i 1980’erne formidlede børn fra Libanon gennem det daværende adoptionsbureau AC Børnehjælp. I korrespondancen mellem AC Børnehjælp og deres kontaktperson i Libanon forekom der udsagn som “Dejlig lille pige – ikke påfaldende mørk” og ”Den sidste her er ok, fordi hun er lys”.
Sådanne udsagn hører ingen steder hjemme, og i Adoption & Samfund er vi meget chokerede over den racistiske retorik, der blev anvendt, og som her er blevet afsløret.
Vi tager kraftigt afstand fra dette og peger endnu engang på vigtigheden af en fuldt finansieret PAS-ordning, som giver mulighed for, at man som adopteret, uanset alder, kan bearbejde både tidligere og nutidige oplevelser og følelser i forhold til, hvad der er nødvendigt for den enkelte for at kunne rumme sin egen historie.
Det kan ikke gentages nok, at Adoption & Samfund er imod børnehandel og herunder, at der lægges pres på de biologiske forældre, at man franarrer eller stjæler børn og forfalsker børnenes oplysninger. Vi kræver derfor, at man fra politisk side tager ansvar, ikke kun for adoptioner i fremtiden, men i særdeleshed også for fortidens adoptioner.
Afsløringerne af, at staten ikke blot har svigtet som tilsynsmyndighed over for de formidlende organisationer, men direkte har animeret til at fremskynde og maksimere antallet af adoptioner, vidner om, at der er behov for en fuldstændig og juridisk afdækning af statens og myndighedernes rolle i alle årene med international adoption til Danmark.
Det haster, for først, når der er sket en fuldstændig afdækning og juridisk ansvarsplacering i forhold til uetiske og ulovlige handlinger i fortidens adoptionssystem, kan man overveje, hvordan et nyt system med international adoption kan etableres, så det er juridisk, etisk og menneskeretligt forsvarligt. En afgørende forudsætning er desuden, at det sker i en nonprofit model, hvor der ikke betales uhyrlige summer, som animerer til ulovligheder.
Politikerne må tage ansvar nu!
De mange adopterede, der lige nu får revet op i deres historie, skal have tilbudt den hjælp, Danmark har forpligtet sig til.
Michael Paaske
Forperson
Adoption & Samfund
Pressekontakt:
Første næstforperson Sanne Vindahl Nyvang
E-mail: svn@adoption.dk.
Mobil nr.: +45 53882840