Adoption & Samfunds Landsmøde 2018
Lørdag d. 3. november 2018 afholdte Adoption & Samfund Landsmøde i Odense. Dagen havde en anden udformning end tidligere årsmøder, da der kun var en enkelt oplægsholder. Til gengæld var der masser af tid til diskussioner om foreningens fremtid.
Af Anna Bridgwater
Formanden Michael Paaske bød velkommen og præsenterede dagens emne: Identitet. Emnet er centralt for adoptivfamilier, for adopterede kan opleve, at de har andre brikker i deres identiteter end jævnaldrende danskere. Nogle gange kan det være vanskeligt for dem at finde svar på spørgsmål som ”Hvem er jeg? Hvor hører jeg til?”
Dagens oplægsholder, Marianne Vestergaard Nielsen, fortalte om sin søgen efter svar. Marianne er selv adopteret fra Sydkorea som spæd, og hun kaldte sit oplæg ”Mit liv som banan: Gul udvendig og hvid indeni.” Indeni føler hun sig som en typisk dansker – opbagt sovs indeni, sagde hun om sig selv – mens hun udvendigt ser asiatisk ud.
Ikke som de andre
Det meste af sit liv har hun følt, at hun har gået rundt med en løgnehistorie om sig selv. Marianne har aldrig kendt forklaringen på, at hun blev bortadopteret. For hende starter livet på en landingsbane i Kastrup lufthavn. Hun har oplevet det som et problem, at andre mennesker i Danmark har været nysgerrige om den del af livet, som hun ikke selv vidste noget om. Når andre spurgte, hvor hun kom fra, svarede hun ”Gedved”, men det svar blev ikke accepteret.
Hun oplevede sig selv som en typisk dansker, bygget af opbagt sovs og frikadeller, men hendes egen oplevelse blev underkendt af konsensus. Når hendes egen selvforståelse blev underkendt, så følte hun sig beklikket på sin troværdighed.
Marianne Vestergaards strategi var tidligere at fortrænge den nagende tvivl om, hvor hun kom fra, og hvem hun var, og hun forsøgte at leve videre som typisk dansker. Det indebar, at hun undgik at se sig selv i spejle, og hun undgik andre sydkoreansk fødte, fordi de mindede om, at hun ikke var som de fleste danskere. Hun syntes også, at nogle adopterede var hurtige til at spille ”adoptionskortet”.
Omvendt, så slog Marianne i sit oplæg fast, at det er et vilkår, når man ser anderledes ud, at man bliver mødt med forskellige grader af forskelsbehandling og racisme. Det var med andre ord umuligt at fortælle sig selv, at hun var som alle andre.
Kærlighed og sorg
Mariannes danske forældre har fortalt hende, at hendes sydkoreanske mor har givet hende væk af kærlighed er problematisk – for dermed bliver kærlighed problematisk.
Det hele blev sat på spidsen, en dag en fireårig dreng kom med det udsagn, der åbnede Mariannes øjne for, at hun havde et følelsesmæssigt hul indeni, som hun ikke kunne fortrænge. Drengen spurgte, hvordan det kunne være, at Marianne var adopteret. Marianne forklarede, at hendes sydkoreanske mor havde givet hende fra sig, og drengen svarede: ”Hvis jeg ikke kunne finde min mor, så ville jeg græde hele tiden.” Det kom lige fra hjertet, og det gik lige i hjertet på Marianne. Hun anerkendte, at hun som spæd var blevet ufrivillig moderløs, og ingen havde hjulpet hende med at bearbejde den oplevelse. Hun anerkendte også, at hun havde oplevet en stor sorg, og at den sorg stadig prægede hende.
Marianne Vestergaard er klar over, at adoptivforældre gerne vil være en del af en løsning for det adopterede barn, men at de risikerer at være en del af problemet, for barnets sorg bliver ikke adresseret. Et langt stykke hen ad vejen vil børnene forsvare og være solidariske med deres forældres beslutning og kigger derfor ikke på de omkostninger, adoptionen kan have haft for dem selv.
Marianne Vestergaard er sikker på, at adoptivforældre gerne vil gøre det bedste for deres adopterede børn og være med til at hjælpe deres børn til at kunne rumme begge sider af livet – forældrene skal bare erkende, at deres lykke over at få barn har omkostninger for barnet.
Værd at elske
På trods af udfordringer, så slår Marianne Vestergaard fast, at det ikke er synd for hende, at hun er blevet adopteret. Det er også vanskeligt at sætte fingeren på, hvad i hende, der skyldes adoption, og hvad der skyldes opvækst, individuelle erfaringer og egenskaber. Hun ved det ikke selv og tror ikke, der findes entydige svar.
Men der er stadig et ubesvaret spørgsmål: Når nu jeg blev givet bort, er jeg så i stand til at blive elsket? Det har været svært for Marianne Vestergaard at føle, at hun var elskbar – altså værd at elske. Men det har hun i dag forstået, at hun er.
Hun mindede også om, at den adopterede måske forstår med hjernen, hvorfor han eller hun blev bortadopteret. Men hjertet kan ikke altid følge med og begribe, hvad der er sket.
Marianne Vestergaard berørte også sit fravalg af moderskab. Hun har aldrig haft lyst til at få børn og ved ikke, om hun har modet til det. Hun har søgt viden om sin start på livet, men det har været umuligt at finde svar. Nu har hun ladet sig registrere i et DNA-register, som indtil videre ikke har givet hende viden. Men en dag håber hun, at registret vil forsyne hende med et navn på et biologisk familiemedlem, så hun kan få mere viden om, hvem hun er.
Fremtiden for adoption og foreningen
Anden del af Adoption & Samfunds Landsmøde handlede om fremtiden. Diskussionerne foregik i tre grupper med fokus på aktiviteter, bestyrelsens fremtid og adoption i fremtiden.
Der blev foreslået, at der skal arbejdes for et større driftstilskud til DIA, så det ikke bliver så dyrt for de enkelte familier at adoptere transnationalt. Desuden skal der fokus på de gode historier om adoption som familieform. Der blev også foreslået, at Adoption & Samfund tager en diskussion med DIA om, hvordan fremtidens bæredygtige adoptioner kunne se ud – bæredygtige mht. økonomi, etik og ideologi? Det bør også drøftes, hvorfor ansøgerantallet er faldende – der er gisninger om, at de høje krav, omkostninger og den dårlige medieomtale får håbefulde familier til at fravælge adoption. Men ingen ved med sikkerhed, hvorfor færre og færre vælger at adoptere.
Den gruppe, der diskuterede fremtiden for Hovedbestyrelsen i Adoption & Samfund, definerede følgende behov:
- Et behov for større synlighed
- For at fejre succeserne
- For at holde Adoptionsdialogns Dag i både Øst- og Vestdanmark
- For at blande sig mere i debatterne og blive meningsdannere på området
En tredje gruppe diskuterede fremtidens aktiviteter i foreningen. Også her var der enighed om, at der er behov for at holde adoptionsdialogens dag i både Øst- og Vestdanmark. Man talte også om, at det er vigtigt, at foreningen ikke skaber et ”os” og ”dem”, hvor der er forskel på bestyrelsesmedlemmer og menige medlemmer af foreningen. Alle er ligeværdige medlemmer af foreningen.
Forandringer i foreningen
På den efterfølgende generalforsamling besluttede man flere strukturændringer, bl.a. at nedlægge lokalforeningerne. De bliver i fremtiden til lokalfora. Hovedbestyrelsen bliver nu til Bestyrelsen, og der blev nedsat et aktivitetsudvalg. Endelig vedtog man flere småændringer i vedtægterne, bl.a. definitionen af, hvad en medlemsfamilie er, og en paragraf om at bruge hjemmeside i stedet for brev og mail til informationer.
