Adoption & Samfund ønsker Manu Sareen velkommen som minister for adoptionsområdet

Adoption & Samfund ønsker Manu Sareen velkommen som minister for adoptionsområdet

Den radikale Manu Sareen blev i går udnævnt som Social-, Børne- Integrations- og Ligestillingsminister efter at Annette Vilhelmsen og det øvrige SF havde valgt at forlade regeringen. Dette betyder, at Manu Sareen også er minister for adoptionsområdet.

Vi har tidligere i Adoption & Samfund henvendt os til Manu Sareen. Det var som minister for ligestilling. Dette gjorde vi i arbejdet for at sikre eneadoptanter ligestilling med biologisk enlige forældre således, at også eneadoptanter kunne modtage det særlige børnetilskud.

De radikale havde blik for denne uretfærdighed og indførte sammen med den øvrige regering og Enhedslisten en ændring af loven. Dette betyder, at eneadoptanter nu endeligt med indgange til 2014 er ligestillet med enlige biologiske forældre. Det er vi glade for og taknemmelige for i A&S.

Radikal politik er kendt for at koble socialpolitik med åbenhed overfor integration. Når det gælder vores nye minister, er Manu Sareen på børneområdet særligt kendt for at have skrevet børnebøger med integration som tema. Mange børn og voksne har fulgt drengen Iqbal Farooq og familiens anstrengelser for at forstå dansk kultur, og blive en del af den uden at miste sig selv.

Når den nye minister sætter sig ved skrivebordet i sit ministerium, håber vi meget at sagen om Ankestyrelsens varslede inddragelse af AC Børnehjælps ret til at yde adoptionshjælp ligger øverst i bunken af sager.

Der står flere hundrede familier på ventelisterne til børn hos AC Børnehjælp – og der er børn forskellige steder i verden som venter på en ny far og mor i Danmark. Det er børn og voksne, der befinder sig i en presset situation, og som har behov for at kunne komme videre i deres liv hurtigst muligt. Det er børn og adoptanter der har brug for en adoptionsvenlig minister, der vil handler hurtigt og i adoptionssagens tjeneste.

I Adoption & Samfund byder vi dig velkommen som minister for adoptionsområdet Manu Sareen. Vi glæder os til samarbejdet og håber, at du vil bakke op om adoptionsideen og sætte en ramme for national og international adoption, der kan leve op til høje juridiske og etiske standarder – og en ramme som er omfattet af gebyrer almindelige danskere kan betale.

På vegne af Adoption & Samfund

Jens Damkjær, formand.


Lene Borg

Comments are closed.