Adoptionsprisen 2012

På Landsgeneralforsamlingen lørdag den 3. november 2012 på Hotel Trinity i Fredericia blev Adoptionsprisen 2012 uddelt!

PRESSEMEDDELELSE

Ildsjæl modtager adoptionspris

Adoption & Samfunds adoptionspris er i år tilfaldet cand. psych. Niels Peter Rygaard, Århus, for en stor og helt enestående indsats gennem mange år. ”Ikke mindst hans store faglige engagement på vigtige områder som tilknytning og tilknytningsproblemer, men senest hans store og uegennyttige arbejde for i projekt Fair Start at uddanne personalet på børnehjem i hele verden, har været udslagsgivende for den store hæder”, udtaler Michael Paaske, næstformand for Adoption & Samfund.

Niels Peter Rygaard fungerer som privatpraktiserende psykolog. Han er forfatter til flere bøger om tilknytning og tilknytningsproblemer, Adoptionshåndbogen samt flere artikler i videnskabelige tidsskrifter.

Udgivelsen af bogen ”Severe attachment disorder in childhood” i 2006, igangsatte et internationalt udviklingsforløb, der har ført til online-uddannelsen ”Fair Start”, et EU forsknings- og praktikerbaseret projekt til uddannelse af børnehjemspersonale i omsorg for anbragte småbørn. Projektet udvikler sig stadig, det bliver tilgængeligt på flere og flere sprog, det er pt. oversat til 29 sprog, og flere er på vej.

Prismodtageren kan ofte ses på vej til/fra lufthavnen til endnu et uddannelsesforløb et eller andet sted i verden. Det anslås, at et sted mellem 40.000 og 50.000 personer er involveret i projektet.

Adoptionsprisen bestod af 2 smukke kunstværker  fra Nairobi, Kenya, samt 2.500 kr. til projektet Fair Start.


Lene Borg

Comments are closed.