Projektansat journalist søges til Adoption & Samfund

Projektansat journalist søges til Adoption & Samfund

Vil du være med til at videreudvikle Adoption & Samfunds medlemsblad, og brænder du for at medvirke til at fortælle vores læsere, at adoption er en god familieform, der er værd at kæmpe for?

Landsforeningen Adoption & Samfund søger en journalist til redaktionelt og journalistisk arbejde på foreningens medlemsblad, der omlægges fra at udkomme seks gange om året til et magasin med to årlige udgivelser (forår og efterår).

Bladet er hidtil blevet redigeret af en redaktion på fire til seks medlemmer, som alle er frivillige og medlemmer af Adoption & Samfund, og som fortsætter som redaktionsgruppe. Som udgangspunkt vil redaktionen mødes minimum fire gange årligt på hverdagsaftner i hovedstadsområdet.

Journalistens opgave bliver – sammen med redaktionsgruppen – at forestå redaktion, skrivning og produktionsstyring af magasinet.

Vi søger en journalist, der har:

• Sikker sproglig sans og erfaring med at redigere tekster (også ikke-professionelle)
• Erfaring i research og formidling af forskning og fagstof
• Levende og nuanceret sprog i egne artikler og reportager
• Erfaring med produktion af trykte medier (magasiner, blade eller bøger)
• Lyst og parathed til evne til at samarbejde med redaktionsgruppen og foreningen

Endvidere ser vi det som en fordel, hvis du har:

• Erfaring med fotografering, billedbehandling og billedredaktion
• Kendskab til adoptionsområdet eller tilgrænsende områder (f.eks. børns vilkår, psykologi, pædagogik, institutions- og skoleområdet, sundhed etc.)

Arbejdsform

Magasinets indhold samt fordelingen af de praktiske opgaver tilrettelægges i den samlede redaktion. De praktiske opgaver omfatter bl.a. kontakt med medlemmer og lokalforeninger, annoncekoordinering, bidragydere, kontakt med trykkeri om den grafiske tilrettelæggelse og produktion samt korrekturlæsning.
Redaktionen udvikler i fællesskab ideer, der inddrages i en langsigtet planlægning.

Journalisten er ansvarshavende redaktør, er opsøgende i forhold til ideer og konkret stof og er ansvarlig for, at der er tilstrækkeligt med stof til hvert nummer, blandt andet ved selv at skrive indhold for eksempel i form af artikler, reportager, interviews, anmeldelser m.v. Journalisten er tovholder på de enkelte numre.

De øvrige redaktionsmedlemmer, der arbejder ulønnet på frivillig basis, bidrager efter fælles aftale i redaktionen med at indsamle og redigere stof til magasinet, skrive fx artikler og anmeldelser og med at løse praktiske opgaver.

Magasinets indhold

Magasinets indhold skal – som foreningens medlemsblad hidtil har gjort – omfatte politiske og foreningspolitiske synspunkter og debatter. Magasinet skal afspejle internationale, nationale og lokale vinkler på adoption samt både positive og kritiske røster. Der skal være plads til såvel forskningsvinkler som personlige livshistorier fra og om adoptivfamilier, adoptanter og adopterede, fx om adoptionsforløb og tilbagerejser. Det tilstræbes, at hele adoptionstrekanten inddrages. Desuden vil der indgå reportager og nyheder fra Adoption & Samfunds medlemmer og lokalforeninger.

Der arbejdes så vidt muligt med temanumre, fx emner som åbne adoptioner, adopterede bliver forældre, skolestart, børn anbragt uden for hjemmet, vrede osv.

Løn og ansættelsesvilkår

Journalisten tilknyttes bladet på freelance basis i en foreløbig et-årig konsulentaftale, og journalisten modtager et honorar på 100.000 kr. om året for sin medvirken til udgivelse af to magasiner. Journalisten skal være momsregistreret.

Ansøgning sendes til journalist@adoption.dk senest den 5. juni.

Jobsamtaler finder sted i København den 11. juni kl. 16-19.

Vi forventer, at journalisten kan deltage i et første redaktionsmøde før sommerferien. Det første nummer af magasinet skal udkomme i oktober 2015.

Nærmere oplysninger kan fås ved henvendelse til journalist@adoption.dk (herunder også anmodning om at blive ringet op).

Adoption & Samfund er en landsdækkende forening, der har som mål er at skabe de bedste betingelser for både adoptivforældre og adopterede, børn såvel som voksne. Se mere på www.adoption.dk

Se annoncen her


Lene Borg

Comments are closed.