Nyt fra Adoption & Samfund

Nyt fra Adoption & Samfund

Nyhedsbrev af 26. juni 2024

Første halvdel af bestyrelsesåret er nu gået

Igen i år har vi den fornøjelse at have fået tre nye kræfter ind i bestyrelsen, som alle bidrager til foreningens fortsatte udvikling.

Det er ingen hemmelighed, at vi i bestyrelsen har løbet hurtigt og arbejdet hårdt på det politiske i årets første halvdel, et emne der også behandles i det kommende magasin. En løsning for, hvordan den fremtidige formidling kommer til at se ud, ser desværre ikke ud til at være lige på trapperne, men vi er i løbende dialog med både vores politiske kontakter og Ankestyrelsen, og vi vil holde jer opdateret om nyt på de sociale medier og evt. i ekstra nyhedsbrev/e.

Det, som vi ved lige nu, er at Ankestyrelsen har færdigbehandlet og godkendt alle matchede sager. Næste skridt er udrejsen. Det vi ikke ved på nuværende tidspunkt er, hvad der kommer til at ske med alle dem på venteliste. Vi arbejder hårdt på at få politikere til at sætte det på dagsordenen, så der kan findes en løsning. Desværre der det ikke ud til, at ministeren har travlt med at komme med en afgørelse, så derfor afventer vi stadig.

Et andet område er PAS, hvor man er ved at løbe tør for penge. Vi har i et tidligere nyhedsbrev opfordret jer til at komme med input til Videnscenter samt kontakte politikere. Input modtages stadig gerne pr. mail til:  videnscenter@adoption.dk. Vi fortsætter det politiske pres og håber, der kan findes ekstra penge til at dække behovet i år.

Aktindsigt

Et af fokusområderne i den kommende tid er at presse på for en løsning for aktindsigt. I dag står vi desværre i den forfærdelige situation, at DIA ikke kan løfte opgaven, og der er derfor i en længere periode ikke gjort andet end, at man registrerer henvendelserne og ønsket om aktindsigt. 

Der er ca. 23.000 internationalt adopterede i Denmark, og de har konventionssikrede rettigheder til at få viden om deres baggrund og få genskabt en eventuelt brudt identitet. Det er en forpligtelse, vi skal have politikerne og ikke mindst ministeren til at tage alvorligt.

Der har været en del snak om, hvor arkivet ligger bedst. Er det fortsat hos DIA eller burde vi ikke få samlet det hele i Rigsarkivet, som er vant til at håndtere denne type dokumenter? Fremtiden er svær at forudse. Hvor kommer ansvaret til at ligge, og hvordan vælger man at sammensætte det nærmere regelsæt?

Et er sikkert og det er, at vi skal finde en varig og ikke mindst sikker løsning. Det er ekstremt vigtige dokumenter, og de skal håndteres derefter.

Magasinet

Næste nummer af magasinet er lige på trapperne. Og [I] kan godt allerede glæde [jer], for det er lige så fantastisk som altid.

I dette nummer af magasinet sætter vi fokus på, at adoption også sætter spor i de efterfølgende generationer.

Adoptionen påvirker deres identitet og selvopfattelse – og i tilfælde af transracial adoption, påvirker det ofte også andre menneskers umiddelbare opfattelse af de adopteredes efterkommere.

Vi har sat fokus på emnet i dette nummer af magasinet med fem forskellige historier og vinkler, og vi dykker yderligere ned i det på vores kommende landsmøde i november måned.

Årets Landsmøde og Generalforsamling – sæt X i kalenderen

Adoption & Samfunds Landsmøde og Generalforsamling afholdes i weekenden den 9. & 10.november 2024 på Hotel Scandic Odense, hvor det overordnede tema er:

”Adoption igennem generationer”

Vi skal bla. høre om, hvordan det føles for den adopterede at blive gravid og blive forældre. Endvidere skal vi høre om, hvordan det påvirker børn og unge at have en forælder med en adoptionsbaggrund.

Hold øje med Adoption.dk hvor vi i løbet af september måned lægger det færdige programmet op. Desuden sender vi jer senere en invitation pr. mail.

God sommer til alle️

Med venlig hilsen

Sanne Vindahl Nyvang
1. næstforperson
Adoption & Samfund


Lene Borg

Comments are closed.