Samlevende får mulighed for at adoptere
Samlevende får mulighed for at adoptere
Folketinget vedtog den 19. december 2014 en lov, der giver samlevende samme adgang til at adoptere som ægtefæller.
Adoptionsloven er blevet ændret, så det bliver muligt for samlevende at adoptere sammen. Det afgørende er nu, at parret er i et stabilt forhold – ikke om de er gift.
”Jeg er glad for, at Folketinget har sagt ja til ændringerne i adoptionsloven i dag. For mig er det vigtigste nemlig, at vi tager hensyn til, hvad der er bedst for barnet – at barnet kan få to forældre. Ikke om forældrene har papir på hinanden eller ej. Det ligger helt i tråd med de andre ændringer, vi har fået igennem på familieretsområdet de seneste år,” siger socialminister Manu Sareen.
Loven definerer samlevende som et par, der lever i et stabilt parforhold af ægteskabslignende karakter – uanset køn.
Ændringen gælder alle typer af adoptioner. Det er til gavn for bl.a. unge, der ønsker at blive adopteret af en stedforælder. Hvor de før har fået afslag på stedbarnsadoption, fordi ”forældrene” ikke er gift, kan de fremover få en underskrift på, at de er familie.
”Vi skal gøre, hvad vi kan, for at lovgivningen følger med virkeligheden. Derfor er det også afgørende, at vi får tilpasset de her regler til de familiemønstre, vi har i dag. Og det giver os bedre mulighed for at træffe afgørelser ud fra, hvad der reelt er bedst for det enkelte barn,” siger Manu Sareen.
Ændringen træder i kraft den 1. januar 2015.
Med hensyn til international adoption henviser vi til omtalen af lovændringen på DanAdopts hjemmeside.