Børnetestamente
Et Børnetestamente oprettes for at sikre, at de sociale myndigheder tager hensyn til forældrenes ønske, hvis begge dør.
I lov om forældremyndighed og samvær står der:
§ 15.
Indehavere af forældremyndigheden kan tilkendegive, hvem der efter deres død bør have tillagt forældremyndigheden.
Tilkendegivelsen følges, medmindre hensynet til, hvad der er bedst for barnet, taler derimod. Den efterlevendes fortrinsstilling efter § 14 gælder dog uanset en modsat tilkendegivelse.
§ 14 Stk. 2. Har en af forældrene forældremyndigheden alene, og dør denne, eller bevirker et dødsfald i øvrigt, at ingen har
forældremyndigheden, bestemmes under hensyn til, hvad der er bedst for barnet, hvem der skal have forældremyndigheden.
Anmoder den efterlevende af forældrene om forældremyndigheden, imødekommes anmodningen, medmindre hensynet til,
hvad der er bedst for barnet, taler imod det.
Et børnetestamente oprettes af forældrene. Det afgørende er dels at sikre,
at myndighederne får tilkendegivelsen, hvis adoptanterne dør, dels at sikre,
at tilkendegivelsen er udformet på en sådan måde, at der ikke er tvivl om
den. Det kan f.eks. gøres efter reglerne om vidnetestamente eller efter
reglerne om notartestamenter.
Et notar-testamente medfører, at myndighederne altid vil finde frem til
testamentet, hvis adoptanterne dør. Endvidere kan myndighederne ikke rejse
tvivl om testamentets gyldighed.
Eksempel på tekst til et børnetestamente
I teksten er flere gange henvist til cpr. nummer. Det er ikke strengt
nødvendigt at medtage, men det gør det langt nemmere for myndighederne at
sikre identifikationen af personerne.
Teksten kan hentes som en fil til tekstbehandling.
Undertegnede <navn og adresse på børnenes forældre>
Boende <adresse>
Der i fællesskab har forældremyndigheden over følgende børn:
<børnenes navn og cpr. nummer>
Fremsætter hermed følgende tilkendegivelse i medfør af Lov om
forældremyndighed og samvær §14 og 15.
- Hvis vi begge dør, inden vore børn fylder 18 år, er det vort udtrykkelige
ønske, at forældremyndigheden over børnene bliver tillagt <navn1, cpr.
nr.> og <navn2, cpr. nr.>, boende <adresse>.
- Vi ønsker forældremyndigheden tillagt dette ægtepar i forening, fordi vi
anser dem for bedst egnede til at sørge for børnenes pleje og opdragelse.
(hertil kan evt. tilføjes en mere personlig begrundelse. F.eks: og fordi
det er en familie med overskud og med en opfattelse af børn og deres behov, der
er meget lig vores egen. Vi oplever, at vore børn er trygge og glade og at de
trives sammen med denne familie.)
- (3 og 4 kan helt undlades. I en sådan situation kunne man
overveje det hele igen) Hvis de personer, vi har indsat i §1 skulle dø før os - eller den
længstlevende af os - er det vort udtrykkelige ønske, at forældremyndigheden
over børnene i stedet bliver tillagt <navn3, cpr. nr> og <navn4, cpr.
nr.>, boende <adresse>.
- (analogt med 2)
- Vi er bekendt med, at denne tilkendegivelse skal følges af statsforvaltningen,
medmindre hensynet til, hvad der er bedst for vores børn taler derimod.
- Denne tilkendegivelse opbevarer vi sammen med vore private papirer, da vi er
bekendt med, at det er et vigtigt dokument i tilfælde af, at vi begge dør.
- Enten Vi udleverer ikke en kopi til <navn1> og <navn2> eller
Vi udleverer en kopi til <navn1> og <navn2> og samtidigt anmoder
vi om, at de i tilfælde af vor død straks sender kopien i et anbefalet brev
til statsforvaltningen på det sted, hvor vi boede.
- Vi kan frit tilbagekalde denne tilkendegivelse, også kaldet et
børnetestamente, ligesom vi til enhver tid kan fremsætte en ny
tilkendegivelse, hvis vi ønsker det.
- Den længstlevende kan ligeledes frit tilbagekalde denne tilkendegivelse og
eventuelt oprette en ny, hvis længstlevende ønsker det
- Ved en eventuel tilbagekaldelse river vi dette, originalt underskrevne
dokument i stykker, og vi anmoder de, der har modtaget en kopi, jfr. ovenfor, om at
gøre det samme.
- Hvis der eksisterer flere forskellige udgaver - såvel i originaler som i
kopier - af en tilkendegivelse, som vi begge eller den længstlevende af os har
fremsat i medfør af lov om forældremyndighed § 15, vil det altid være den nyeste,
jfr. datoen forneden, statsforvaltningen skal benytte i forbindelse med afgørelsen af,
hvem der skal have forældremyndigheden over vore børn.
Sted, dato og underskrift