Af Preben Juhlin, historiker
Racediskrimination var et emne på Adoption og Samfunds landsmøde 20. - 21. marts 2004. Baggrunden er en række ubehagelige racistiske oplevelser, som voksne adopterede har oplevet. Hvad foregår der egentlig under et sådant overfald, hvadenten dette er fysisk eller verbalt? Svaret er ikke enkelt, men blandt faktorerne finder vi en mental arv fra de sidste tre århundreder: racetænkning og racisme.
I det følgende præsenteres en kort gennemgang af racetænkningens historiske udvikling og som følge deraf racismens fødsel.
Race som biologisk fænomen
Forestillingen om, at én menneskegruppe er bedre end en anden, er meget gammel. Et eksempel er grækernes opdeling af mennesker i verden i ’civiliserede’ og ’barbarer’, hvor de civiliserede ikke overraskende var grækerne selv, mens ikke-grækere henlå i uoplyst mørke under primitive styreformer og våbenbrug. Også de tre store religioner – Jødedom, Kristendom og Islam – mener, at de respektive udøvere er nærmere sandheden end alle andre og dermed mere perfekte som mennesker. Fælles for både grækere og religiøse grupper er, at gruppen ikke er en sluttet kreds, men at den kan udvides med alle, der vedkender sig til de græske dyder eller konverterer til den pågældende religion. Helt anderledes hvis man er kategoriseret som en race: Én gang sort altid sort – én gang hvid altid hvid!
Historisk set udsprang inddelingen af mennesker i racer af tre strømninger, der alle påvirkede hinanden.
1. De store opdagelsesrejser i 1400-tallet, specielt Columbus’ opdagelse af Amerika i 1492, bragte kendskab til fremmede folkeslag med et særegent udseende og fremmede – i europæernes øjne primitive – skikke.
2. Fremkomsten af den videnskabelige måde at betragte universets indretning gennem målinger og observationer kulminerende med Newtons Principia Mathematica fra 1687.
3. Krisen for den kristne religion, som blandt andet var en følge af de to andre strømninger: Hvordan kunne Gud have anbragt mennesker på jorden udenfor missionærernes rækkevidde, og hvis Gud skabte jorden først, hvorfor var Solen så i centrum?
Religion og videnskab skulle også støde sammen, da videnskaben forsøgte at forklare, hvorfor menneskeheden så ud, som den gjorde.
Til at begynde med var Skabelsesberetningen autoriteten, som også videnskabsmændene havde som målestok. Den fortalte, at menneskeheden nedstammede fra Adam og Eva, og derudover kunne jordens alder udregnes til ca. 6000 år ud fra antallet af slægtled opremset i Bibelen.
Linné og Blumenbachs teorier
I 1735 offentliggjorde den verdensberømte svenske videnskabsmand, Carl Gustav von Linné, den første klassifikation af menneskeheden, der blandede fysiske og moralske karaktertræk. Der var fire forskellige menneskeracer og to grænsetilfælde til dyreriget (vilde og monstre):
1. Amerikanere (indianere): rød, hidsig, sort hår, stædig, glad. Styret af traditioner.
2. Europæere: hvid, fyrig, venlig, meget intelligent, lang blondt hår. Styret af religiøse traditioner.
3. Asiatere: gul, melankolsk, streng, sort hår. Styret af meninger.
4. Afrikanere: sort, flegmatisk, slap, indsmurt i fedt, sort, krøllet hår. Styret af autoriteter.
Som det ses af denne inddeling, hvor fysiske og mentale karaktertræk blander sig med hinanden, findes allerede i beskrivelsen et hierarki med hvid på øverste trin og sort på det nederste. Hudfarven var det styrende princip for Linnés opdeling, hvilket imidlertid snart skulle ændre sig.
I 1776 blev Linnés inddeling udbygget med et måleprincip, der gjorde racetænkningen videnskabelig. Tyskeren, Johann Friederic Blumenbach, baserede en inddeling af menneskeheden i fem racer på kranie- og ansigtsform samt hud-, hår- og øjenfarve. Teorien var baseret på, at hovedet havde haft samme form, siden racerne blev dannet, og at det dermed var et særligt karaktertræk for hver race. Herved var hele det næste århundredes videnskabelige metode fastlagt, og det samme var racerne. De fem racer var:
1. Kaukasiere (hvide).
2. Mongoler (asiater fra Kina og Indokina).
3. Malayer (asiater fra Indien, Thailand m.v.).
4. Amerikanere (indianere).
5. Ethiopiere (fra Afrika)
Et særsyn ved Blumenbachs afhandling var manglen på tildeling af psykiske karaktertræk á la Linnés, men inden længe fortsatte videnskabsmænd med at sætte sammenhæng mellem europæerens fremskredne civilisationsstadie og de fysiske karaktertræk, idet civilisationsstadiet ansås som et bevis for, at den hvide race var mere intelligent end de andre. Så hierarkiet med den hvide øverst (tættest på Gud) og den sorte nederst (tættest på aberne) fortsatte selv efter videnskabeliggørelsen af studiet af menneskeheden.
Spørgsmålstegn ved race som
biologisk fænomen
Racetænkningen med fokus på de ydre fysiske karaktertræk fortsatte frem til starten af 1900-tallet. Tænkningen smeltede på selvmodsigende vis sammen med Darwins evolutionslære. Hovedhjørnestenen i evolutionslæren var, at alle arter – herunder menneskeheden – havde forandret sig med små skridt for at tilpasse sig omgivelsernes krav. Med andre ord: Der fandtes ikke stabile karaktertræk som eksempelvis hovedets form. Sammensmeltningen af racehierarkiet med Darwinismen dannede grobund for den berygtede Socialdarwinisme, der påstod, at samfund udviklede sig efter mottoet Survival of the fittest.
Men i slutningen af 1800-tallet satte flere undersøgelser spørgsmålstegn ved fundamentet for hierarkiet: var hovedets form stabilt indenfor de enkelte racer? En amerikansk undersøgelse, foretaget af antropologen Franz Boas, påviste, at immigranter tilhørende samme race ændrede hovedform fra én type til en anden på bare to generationer. Hermed bortfaldt hele fundamentet for racevidenskaben, og de ydre fysiske racemæssige karaktertræk forsvandt som basis for inddelingen af menneskeheden i racer.
I løbet af 1950’erne troede videnskabsmænd, at menneskeheden kunne inddeles efter blodtype, men dette forsøg faldt heller ikke tilfredsstillende ud i form af et brugbart resultat. De seneste undersøgelser af menneskets gener har givet overraskende resultater. Ved undersøgelser af DNA-sekvenser i en celles mitochondrier, nåede man frem til, at sorte og hvide kunne have samme sekvenser. Det betyder, at en adoptivfar(mor) kan have samme DNA-sekvens som adoptivbarnet fra Etiopien og på den vis ligne barnet mere end sin ægtefælle.
Konklusionen er altså, at der til dags dato ikke er fundet fysiske karaktertræk – hverken ydre eller indre – der kan inddele menneskeheden i racer, men i et helt århundrede troede man, at fysiske og mentale karaktertræk hang sammen. Dette har haft katastrofale konsekvenser for hele befolkningsgrupper.
Racisme og racevidenskab
Hvorvidt racevidenskab skal ses som en del af eller som forløber for racismen er væsentlig diskussion, som der langt fra er enighed om blandt nutidens historikere. Raceteorier om laverestående menneskeracer er jo racisme i vore dages forstand af ordet. Men dette klare billede bliver utydeligt, når flere af datidens videnskabsmænd gav udtryk for forfærdelse over naturens indretning dvs. forfærdelse over, at hvid var sort overlegen. Der er imidlertid stor enighed blandt historikerne om, at ved slutningen af 1800-tallet leverede racevidenskaben ikke længere entydige beviser for, at det racmæssige hierarki kunne opretholdes. Udover ovennævnte problemer med hovedformens stabilitet, var det også blevet en kendsgerning, at visse afrikanske stammer besad samme hovedform som hvide, og at neanderthaleres hulrum til hjernen var større end hvides (og dermed var de uddøde klogere end de nulevende ifølge datidens logik!) Endelig var den skarpe opdeling af hudfarve også blevet miskrediteret, så der var mange gode grunde til at genoverveje racevidenskabens læresætninger.
Imidlertid var de europæiske magter og USA i gang med at kolonisere resten af verden. Krigene mod indianerne i USA, kolonikrigene i Afrika i slutningen af 1800-tallet samt Hitler-Tysklands jødeforfølgelser var alle krige, hvor forestilligen om andre ’racer’ spillede en afgørende rolle for krigsførelsen. Politisk set var USA’s Jim Crow-love fra 1896, der adskilte sorte og hvide, samt Apartheid i Sydafrika, andre eksempler på politik, hvis udformning skyldtes en opfattelse, hvor sort var hvid underlegen. Racetænkningen var i høj grad leveringsdygtige i skyts til politikere, embedsmænd og soldater, der søgte videnskabelig legimitet for deres overbevisninger og handlinger. Så betød det knap så meget, at de selvsamme teorier var til debat i den videnskabelige andedam. Så med sikkerhed kan man altså sige, at racismen som politisk instrument var født senest i slutningen af 1800-tallet.
Race som socialt fænomen
– racismen i dagens Danmark
Men hvis “race” ikke er et biologisk fænomen, hvad er det så? Et bud er et socialt fænomen om end et særligt et. Eksempelvis var USA’s Jim Crow love rettet mod mennesker med sort hudfarve, som hermed er blevet til en gruppe, - både i omverdens og egne øjne. Dermed opførte de sig som andre grupper: De bosatte sig i særlige områder og dannede politiske grupperinger for at kæmpe for deres rettigheder til at være ligeværdige medlemmer af det amerikanske samfund.
Også i Danmark har vi haft vores koloniale fortid med slaver i Dansk Vestindien og i Trankebar i Indien samt ikke mindst i Grønland. Men på det hjemlige plan har vi siden 1864 kun haft ganske få minoriteter. Alligevel har disse minoriteter skabt en del røre i det danske samfund og været udsat for forskellige lovgivningsmæssige tiltag. Efter indvandringen af de første jøder i 1600-tallet indførtes særlove om, at indvandrende jøder skulle have 1000 rigsdaler på sig og ikke måtte have kontakt til kristne. Derudover ville mandlig nærkontakt med kristne kvinder medføre strenge straffe, mens den omvendte konstellation var set mildere på med danske øjne. I Danmark har statskontrollerede pogromer ikke fundet sted. Tværtimod har statsmagten grebet ind, når pøbelen har forfulgt de jødiske borgere, som for eksempel under jødefejden i 1819. I løbet af 1800-tallet var der spredte udbrud af jødehad, men ikke i nær samme omfang som andre steder i Europa. Seneste udbrud af antisemitiske ytringer var i 1930’ernes politiske miljø.
I nutidens Danmark mødes indvandrere/flygtninge med etniske danskere i et krydsfelt, der er ladet med ovenstående, eksplosive historie. I denne udgave er spørgsmålet ikke, om de to grupper tilhører samme race eller er to ligeværdige. Spørgsmålet går på, om “de” kan tilpasse sig “vores” kultur. Men selv om spørgsmålene er forskellige, er svaret på mange måder ens: Kulturer opfattes som uforenelige, da fremmedes kulturelle træk er uforenelige med danskeres. Og hvordan kan vi kende disse fremmede kulturbærere? Jo, de har en anden hudfarve end vores. Og i dette krydsfelt findes også gruppen af adopterede, der formodes at have kulturelle træk med sig til Danmark, som i bund og grund er uforenelige med dansk kultur. Og ifølge denne logik er det fuldstændig lige meget, hvor meget Grundtvig de adopterede får tillært sig. De bliver aldrig danskere. Eller gør de? n