Tænk ikke kun på forældrene, men også på børnene

(dette læserbrev medførte adskillige reaktioner, der er anført nedenfor i kronologisk rækkefølge)
Tænk ikke kun på forældrene, men også på børnene
(December 98)
Forfatteren er annonym men af redaktionen bekendt.

Ved at læse Adoption og Samfunds medlemsblad er der en ting, der straks springer én i øjnene: Det billede, der tegnes af adoption er alt for rosenrødt – til tider næsten pinligt – og den måde foreningen uden videre tager det for givet, at der bare skal godkendes så mange forældreansøgere som muligt viser, at den først og fremmest er til for forældrene, og ikke for børnene.
Når man, som jeg, hører til blandt de første børn af ikke-europæisk afstamning, der blev adopteret til Danmark midt i 60’erne – og altså har boet i landet i godt 30 år som mørk, bliver man lidt skuffet over nogle af de holdninger, der kommer frem i bladet, og det billede, der tegnes af de adopteredes hverdag.
Det jo ser sødt ud med alle fotografierne med de udenlandske børn i badekarret, under juletræet og i stor omfavnelse med vennerne i børnehaven. Men den positive opmærksomhed man får i daginstitutionen og de første år i skolen, fordi man er nuttet og mørk, modsvarer ikke den hverdag man vokser op til senere hen, hvor man skal klare sig på lige fod med hjemmefødte danskere – tværtimod.
Og især i takt med, at Danmark mere og mere er blevet søgt af flygtninge – både de rigtige og dem, der kalder sig det – og andre udlændinge, er det blevet sværere, at klare sig i den danske hverdag, når man ser udenlandsk ud.
I skolen og højere oppe i uddannelsessystemet finder man ud af, at man som farvet er nødt til altid at være lidt bedre end de andre for at kunne hævde sig på lige fod med andre og få den faglige respekt, både af lærere, kammerater og kolleger, man har krav på.
Dette gælder i skolen, på gymnasiet og på universitetet, hvor jeg selv har gået, og de adoptivdanskere jeg kender, som har andre uddannelser, har samme oplevelser.
Jeg har i en periode arbejdet som dansklærer for udlændinge på en skole i København, hvor jeg blev udsat for ret ubehagelig behandling fra nogle af mine kolleger, der uden skam højlydt udtrykte forundring over at jeg var dansk – både over for kolleger og over for elever, som jeg bagefter skulle undervise. Her taler vi om folk, der til daglig omgås udlændinge – hvordan kan folk så ikke være i mindre dannede miljøer?
Nogle af os klarer os godt, men ikke alle, og uden en meget god støtte hjemmefra, og nogle forældre, der er bevidste om hvor subtil undertrykkelsen og nedvurderingen fra lærere og kolleger er, vil der stadig være mange, der falder igennem med store nederlag.
Også socialt er der langt fra billederne i børnehaven til den danske hverdag, som er – og er blevet det mere og mere i de sidste år – hård, til tider rå.
Mange af os har været udsat for social afvisning og ondsindet seksuel chikane i vores hverdag og oplever efterhånden dagligt at blive dårligt behandlet i forretninger. De personer, jeg har hørt omtale asiatiske piger som “købefisse”, Maria Hørby som “vejrnegeren” og gjort grin med asiatiske fyre, fordi de har små peniser, har været pædagoguddannede og RUC-studerende! Det er den hverdag, vi lever i, og der er langt herfra til de små søde historier om forældrene, der med kærlighed løser deres lille farvede barns problemer med at føle sig tryg hos dem.
At kunne se den danske hverdag i øjnene kræver meget af forældrene, og derfor synes jeg ikke, det er så vigtigt, at der skal godkendes så mange forældre som muligt.
Det pres, der i højere og højere grad lægges på danskere, der ser udenlandske ud gør, at man – for børnenes skyld – bør vælge forældrene omhyggeligt – hellere afvise for mange ansøgere end for få.
Artiklen “Fælles linier, tak” i septembernummeret tager det for givet, at Århus afviser for mange forældreansøgere. Hvorfor? – det kunne jo godt være, at resten af landet godkender for mange.
Man kan ikke bare godkende ansøgere i flæng med den overbevisning, at børnene alt andet lige vil få en bedre tilværelse her i Danmark, end i de ulande, de kommer fra.
Børn er ikke kæledyr, og kan man ikke finde ordentlige forældre, så er det, efter min mening, bedre at afvise et barn, end at give det til dårlige forældre.
Jeg får en dårlig smag i munden, når jeg læser historier i bladet, hvor nye forældre beskriver deres barns første tid i Danmark.
Når afhentningen af et barn beskrives som en fødsel, og når jeg læser ting i stil med: “Bare vi kan tilfredsstille vores barns behov, det er det vigtigste for os”, har jeg næsten lyst til at stryge “barns”. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at de børn skal leve op til nogle store krav.
At have mange følelser at give et andet menneske er ikke en kvalifikation for at kunne adoptere – tværtimod. For tænk at skulle være genstand for sådan en knugende kærlighed!
Derfor kan det undre mig lidt, at Adoption og Samfund gerne arbejder for, at enlige, der oppe i trediverne ikke har fundet sig en partner, men som gerne vil have et barn, kan komme til at adoptere, mens man ikke vil støtte mig og min kæreste i det samme, bare fordi vi tilfældigvis har samme køn.
Ja, blandt alle de søde små børn og mig og alle vore fæller er der også bøsser og lesbiske, og forhåbentlig vil det også være det vigtigste for alle gode forældre at støtte os i at tilfredsstille de behov. (Det kan, i parentes bemærket, godt være nødvendigt, for inden for det homoseksuelle miljø er fremmedfjendtligheden betydeligt større end i resten af samfundet.)
Flere af os, der er vokset op som homoseksuelle har oplevet, at adoptivforældrenes kærlighed ikke er så hellig, som man ellers kan få indtrykket af, ved at læse bladet.
Det kan f.eks. også gøre mig ondt at se, at foreningen ikke vil hjælpe mig, som er et ordentligt, veluddannet menneske, til at adoptere, men offentligt støtter lovovertrædere, som var tilfældet i sommer med et forældrepar, der havde smuglet et barn ind i landet, som de så prøvede at få lov til at beholde.
Jeg kunne blive ved og synes allerede, at jeg har overskredet pinlighedsgrænsen flere gange. Men jeg mener, det er vigtigt at diskutere, hvad det er for en hverdag alle de små, fotogene, farvede børn vokser op til – intet ville gøre mig mere glad end at høre fra én, at han eller hun problemfrit er vokset op og har gjort fin karriere.
I stedet for at bruge tabellerne til at rakke ned på Århus Amts afvisningsprocent skulle man hellere spørge, om alle godkendte forældre også er gode nok.
Tænk ikke kun på forældrene, men også på børnene.
________________________________________
Barnets tarv
af Rie Dahl.
Inspireret af det meget tankevækkende læserbrev fra Forfatteren i medlemsbladet fra december, vil jeg hermed støtte hans betænkeligheder ved, at det skal gøres nemmere at blive godkendt som adoptivforældre.
Det er altid en krævende opgave at blive forældre. Men at påtage sig at blive adoptivforældre kræver ekstra ressourcer, idet det “yndige barn” jo lettest accepteres af familie og venner, og ikke mindst fra samfundets side, hvis barnet er uden fysiske og psykiske problemer og i øvrigt opfører sig ualmindelig pænt.
For 8 år siden adopterede vi et søskendepar, 2 drenge på 31Ú2 og 51Ú2 år fra Sydamerika. Når vi søgte om adoption, var det ud fra den egoistiske betragtning, at vi gerne ville berige vores ellers gode tilværelse med de glæder, der er forbundet med at være en “rigtig” familie. For os var det uden betydning, om vi selv havde produceret børnene, og vi er da også meget lykkelige for at have fået de to drenge, som bringer os langt større glæder, end vi på nogen måde på forhånd havde forestillet os. Godkendelsen, som adoptivforældre, fik vi efter en udvidet undersøgelse. På trods af de krav, der blev stillet til os, kan vi dog af og til komme i tvivl, om vi nu også er gode nok?
Familie og venner var positive og levede med i de 2 års forberedelsestid, og alle støttede os 100%. De mange fordomme omkring adoptivbørn blev først synlige, efter vi var kommet hjem med vores børn. Fra familiemedlemmer, venner og kolleger måtte vi lægge ører til bemærkninger som: “Hvor er det flot, at I har gjort det.”, “Det er vel nok godt, I har kunnet få dem, når I ikke kunne få jeres egne.”, “Man kan jo aldrig helt få det samme forhold til dem som bedsteforældre, når man ikke har kendt dem fra små.” osv. Da det ikke er så ofte, vi mærker disse synspunkter, er de til at leve med, og vi tolker dem nu mest som udtryk for manglende viden.
Værre blev det, da børnene skulle i børnehave. Pædagogerne havde ingen viden om de psykologiske og sproglige problemer, der er hos store adoptivbørn. Da der var mange andre børn i institutionerne med store problemer, valgte de at prioritere disse højere, og det var helt op til os selv at få skaffet vore børn den ekstra hjælp, de havde behov for. Efter 1-2 års kamp med de sociale myndigheder lykkedes det at få en meget dygtig talepædagog til den yngste dreng med det resultat, at han i løbet af de første par år udviklede sig til at blive et meget velfungerende barn både sprogligt og socialt. Han har nu en helt normal skolegang.
Men den ældste, som er både meget velbegavet og charmerende, er det aldrig lykkedes os at få hjælp til omkring sprogudviklingen trods ihærdige forsøg gennem de sidste 7 år. Han er gentagne gange blevet testet af forskellige talepædagoger og har fået udført en meget omfattende psykologisk test, der godt nok bekræftede hans sproglige problemer, men som samtidig viste, at han var over middel begavet på alle andre områder, hvorfor man konkluderede, at det ikke var relevant med en speciel indsats. Der er stadig store huller i hans evne til at formulere sig. Selvom han ikke er ordblind, har han gennem hele skolegangen haft store problemer med dansk, og de sidste 2 år også med engelsk. Problemerne er forsøgt afhjulpet gennem ekstraundervisning ud fra samme principper, som man anvender til børn, som er født i Danmark.
Han startede i skole efter at have været hos os i 1Ú2 år, da han på mange områder var moden og meget motiveret for at lære. Vi valgte en katolsk privatskole, da vi mente, det var godt med faste rammer, og at det kristne grundlag måtte være ideelt i forhold til et barn med hans baggrund. Det viste sig desværre, at skolen slet ikke havde hverken vilje eller de fornødne ressourcer til at håndtere hans problemer, der de første år kom til udtryk i manglende situationsfornemmelse og en lettere urolig adfærd. Dernæst opstod de faglige vanskeligheder, som blev mere og mere tydelige. Vi måtte da i slutningen af 2. klasse træffe den tunge beslutning at flytte ham til en anden skole, hvilket jo bestemt ikke var særlig befordrende for den i forvejen vaklende selvtillid, da det betød at han endnu engang skulle opleve et svigt fra nogle mennesker, han havde forsøgt at knytte sig til.
Efter 4 år er han nu faldet godt til på en Lilleskole, hvor han er blevet mødt med stor tolerance og medmenneskelighed samt en god faglig støtte. De sproglige problemer har man dog ikke formået at hjælpe ham med.
Den dag i dag kan jeg ikke se, hvad vi kunne have gjort for at hjælpe ham bedre. Måske må vi erkende, at hjælp til sproglig stimulation til et barn som ham, slet ikke findes. At skulle forholde sig til en sådan problematik kræ-ver, at man som forældre har en rimelig uddannelsesmæssig baggrund, et psykisk overskud samt et godt netværk, idet der ikke er andre end forældrene, der kan varetage en så speciel problemstilling.
Racismen er et andet stort problem, som man skal være rustet til at kunne klare. Især har den ældste dreng, der er sorthåret og mørk i huden, jævnligt været udsat for racistiske bemærkninger. Da han var mindre, kom han og fortalte os, når han var blevet kaldt “tyrker” eller “neger”. Det gør han ikke mere. Det er blevet en del af hans hverdag, som bare hører med.
Når man vælger at adoptere, skal man huske at tænke på, at uanset hvor meget man giver sit barn af kærlighed, er det et spørgsmål om den kan opvejes af det faktum, at man bringer et barn til et land, hvor det hele sit liv skal konfronteres med mennesker, der opfatter det som et mindreværdigt menneske. For mig at se, er det nødvendigt for selvværdsfølelsen, at man sørger for, at barnet overvejende udsættes for mennesker med et ikke racistisk menneskesyn. Trods en megen bevidst stræben efter dette fra vores side, har vi haft den oplevelse, at vores egen brunøjede indvandrer som 9-årig ved middagsbordet udtalte, at “alle fremmede skal sendes ud af landet!” Det var ikke et diskussionsoplæg, men en meget bestemt mening fra drengens side. Han har dog nu som 11-årig fået ændret sin opfattelse.
Når jeg skriver dette indlæg, er det i håb om at kunne medvirke til, at der ikke bliver slækket på kravene til kommende adoptivforældre, da det jo, som Forfatterenskriver, først og fremmest må være børnenes tarv, der skal varetages, og ikke blot være et spørgsmål om, at nogle “stakkels” barnløse mennesker kan få opfyldt deres drøm om at blive forældre.
________________________________________
Det er børnene, vi tænker på
af Lars Klüver og Ellen Frydendal
Forfatteren NNskrev i sidste nummer af Adoption og Samfund en mangesidet kritik af international adoption, af adoptivforældre og af Adoption og Samfund. Vi synes, den kalder på en kommentar.
Det er et vigtigt indlæg om racisme, NN har givet, fordi det er en engageret beretning om den modgang, man kan møde i det danske samfund, når man skiller sig ud fra mængden. Det er en del af realiteterne bag international adoption og det bør ikke glemmes. Tværtimod er det vigtigt, at foreningen bidrager til debatten om racisme. Men vi har svært ved at se, at løsningen på dette problem skulle være at skærpe kravene til adoptanterne – hvilke krav er det, man skal stille, som skulle kunne garantere, at adoptanterne senere i livet vil kunne håndtere deres barns problemer med racisme?
Den energi, der driver international adoption, er adoptanternes behov. Det er helt afgørende, at de har motivationen – ellers ville international adoption ikke eksistere. Så selvom adoption er til for børnenes skyld, kører det altså på adoptanternes energi. Derfor vil Adoption og Samfunds blad altid rumme artikler om børn, billeder af børn, anekdoter om børn og hvad ved jeg. Vi kan forstå, at det kan virke kvalmende på een, der som NN ikke kun opfatter sin adoption som lykkelig. Og vi kan forestille os familier, hvor adoptanternes kærlighed næsten kvæler barnet. Men vi kan ikke drage den konklusion, at adoption er problematisk af den grund. Det er vores klippefaste overbevisning, at der er mange flere børn i denne verden, der lider stærkt under mangel på omsorg, end der er børn, der lider stærkt under for meget kærlighed.
Vi har desuden behov for at give nogle facts om foreningens politik – ikke så meget for at “irettesætte” NN, men mere for at modvirke udbredelse af nogle misforståelser.
Det er nemlig ikke rigtigt, at foreningen går ind for, at så mange adoptanter som muligt skal godkendes. Vi mener, at godkendelsesproceduren skal være mindre subjektiv og i højere grad bygge på målbare, velbeskrevne kriterier. Og vi går ind for, at der satses på at oplære adoptanterne i de forhold, der er særlige ved adoption (blandt andet racisme og blindhed overfor barnets behov) i stedet for at tro, at man kan udskille gode fra dårlige forældre – hvilket er et umuligt projekt. Det vil medføre, at flere godkendes, men de vil også være bedre forberedt, end de er nu.
Det er heller ikke rigtigt, at foreningen offentligt har givet sin støtte til en illegal adoption. NN mener, at vi i sommer støttede familien Timmermann i at kunne beholde deres 5-årige pige på trods af, at de havde handlet ulovligt ved at smugle hende hertil. Det er en misforståelse. Vi støttede at pigen kunne få lov til at blive hos sine “forældre”, dvs den og far og mor, som hun havde knyttet sig til, siden hun som 11/2 årig kom til landet. Hånden på hjertet: Var det ikke i barnets tarv, at hun kunne få lov til at blive hos sin familie?
Vi støttede ikke en adoption, og sagen er nu også endt, som vi ønskede det: Pigen er i pleje hos sin familie med deraf følgende kontrol etc af familien. Vi sagde også fra over for den måde at forsøge at adoptere på. Vi frarådede stærkt andre at gøre det – både for deres egen skyld og for adoptionssagen generelt.
Endelig vil vi gerne kommentere, at foreningen ikke støtter op om godkendelse af homoseksuelle par til anonym adoption. Vi tøver med at gøre det. Det kræver en lidt længere forklaring:
Hovedbestyrelsen er sammensat af en række personer, hver med deres meninger og holdninger. Den enkeltes ståsted i forhold til om man personligt mener, at homoseksuelle kan give adoptivbørn en lige så god opvækst som andre forældre, er aldrig blevet diskuteret i bestyrelsen, men det skulle ikke undre os, om der er forskellige holdninger til det, ligesom der sikkert også er i resten af medlemsskaren i A & S og i resten af samfundet. I hovedbestyrelsen har vi grebet sagen an fra en pragmatisk synsvinkel: Danmark er et af de mest frisindede lande i verden. I de fleste afgiverlande er homoseksuelle en udstødt gruppe, der absolut ikke er forståelse for eller accept af. Dette er en kulturforskel, som vi må acceptere. Samtidigt lægger afgiverlandene stor vægt på, at børn til bortadoption kommer til lande, hvor de kan få “et godt liv”. Blandt andet vurderes modtagerlandets kultur: Hvis kløften er for stor, vil Danmark få svært ved at få adoptivbørn hertil. Hvis f.eks. vores kultur accepterer homoseksualitet i en sådan grad, at det er lovligt at adoptere som homoseksuel, så kan vi risikere, der bliver lukket generelt for adoption fra en række afgiverlande. Denne situation vil ramme alle ansøgere, og den vil vi nødigt udsætte os selv for.
Det er måske svært at forstå som homoseksuel, men vi er nød til at se på adoptionsarbejdet som helhed, og det betyder at vi må tage hensyn til hovedparten af den gruppe, som ønsker at adoptere.
________________________________________
Støtte og kærlighed’
af Michael Bjørnbak Martensen,
Læserbrevet af Forfatteren i sidste nummer var interessant på den måde, at det tog et emne op vedr. adoptionsbørns vilkår i Danmark. Og når man iagttager, at bladets medlemsskare i højere og højere grad repræsenteres af forældre, der har fået børn – og som derfor har en naturlig interesse i at gøre tingene så godt som muligt, er emnet yderst relevant.
Ligeså kunne der være en idé i at lave et ungdomsabonnement med et tilhørende ungdomsblad, hvor unge kunne diskutere de ting, som de går og rumler med.
NN«s indlæg kan læses på mange måder – både som personlige sår på sjælen og velmente anvisninger. Og det forvirrer ved læsningen. Men et godt råd til Forfatterener, at komme med forslag til forbedringer. For det er der givet stor interesse for.
Jeg kan fortælle NN, at jeg finder det stødende, når du omtaler adoptionsmotivet som et ønske om at have et “kæledyr”. Jeg mener bestemt ikke, at det er en generel tilstand blandt ansøgerne. Og jeg forstår ganske enkelt ikke, at du tager afstand fra forældrene store kærlighed til barnet. Det er en meget almindelig opfattelse i børneopdragelsen, at børn netop bliver godt rustet imod mange af hverdagens oplevelser ved at have en total og ubegrænset støtte og kærlighed fra forældrenes side.
________________________________________
Hvem har krav på en problemfri opvækst?
af Elisabeth Fabricius
Kære NN
I dit indlæg (Tænk ikke kun på forældrene, A&S nr.6) læser jeg først og fremmest en holdning, som jeg er fuldstændig enig i: kærlighed skaber ikke en god opvækst alene. Det er også nødvendigt med indføling, rummelighed og realitetssans, hvis ikke barnet skal opleve en brat overgang fra en rosenrød, vatteret osteklokke til “den virkelige verden”. Og den vrede og frustration, som du lader skinne igennem i dit indlæg, rammer en øm nerve, som sikkert alle forældre (biologiske såvel som adoptanter) har: “Når jeg ikke kan beskytte mit barn mod verdens ondskab, kan jeg så opdrage det til at tackle den?”
Men så efterlyser du et adoptivbarn med en problemfri opvækst – hvorfor skulle det være et ideal? Livskvalitet afhænger jo netop ikke af, om vi kan undgå de svære problemer, men om vi fra barnsben af bliver rustet til at håndtere dem.
Det er rigtigt, at der er en verden til forskel på vennerne i børnehaven og kollegerne på arbejdspladsen – der er 20-30 år, af et menneskes liv såvel som af et samfund, der til stadighed ændrer sig. Mennesker med en snæver horisont møder vi desværre alle vegne i voksenlivet, åbenbart også blandt adoptivforældre, som du mere end antyder.
Men jeg er ikke enig i din konklusion, som lader til at være, at problemet løses ved at færre ægtepar godkendes. For her overser du to vigtige ting: for det første svagheden i en i bund og grund dybt subjektiv bedømmelse, hvis uensartethed ofte nok har været beskrevet her i bladet – farceagtige sagsforløb, fordomsfulde sagsbehandlere, særprægede begrundelser for afslag osv., for det andet menneskets evne til at vokse med en given opgave. Ønsket om adoption bør først og fremmest mødes med oplysningsmaterialer og kurser, der giver parret forudsætninger for selv at vurdere og forbedre deres egnethed til den store livsopgave det er at adoptere.
Til slut i dit indlæg får du lige bragt homoseksuelles ønske om adoption på banen. Helt ærligt – du har selv lidt under en dobbelt stigmatisering – hvorfor tror du det vil være anderledes for et farvet barn med homoseksuelle forældre?
________________________________________
Vågn op og se realiteterne i øjnene (september 1999)
Forfatteren er annonym men af redaktionen bekendt.
Mit indlæg i Adoption og Samfunds decembernummer sidste år har afstedkommet nogle reaktioner, som det har været interessant at læse. Jeg finder dog nogle af kommentarerne ikke så lidt foruroligende på adoptivbørnenes vegne. Det virker de-sværre som om, at man ikke har for-stået pointen med mit indlæg, som jeg gerne her vil forklare nærmere, men jeg kunne tænke mig først at kommentere nogle af de mere se-riøse reaktioner på mit brev.
Foreningsformand Lars Klüver og næstforkvinde Ellen Frydendal skriver i deres indlæg, at “adoption er til for børnenes skyld”. At ledende medlemmer af en adoptionsforening kan finde på at skrive noget sådant, finder jeg ret betænkeligt. Lad os slå fast, at adoption er til for at hjælpe danske par med at blive det, de ikke kan blive ad naturlig vej, nemlig forældre. Var fertiliteten i den danske befolkning oppe på 100%, ville ingen tænke på alle de fattige forældreløse børn rundt om i verden. Spørg adoptivforældrene om, hvor mange der først har forsøgt sig med kunstig befrugtning, og om de ville have adopteret et udenlandsk barn, hvis denne behandling havde båret resultat.
Jeg synes, at det er betænkeligt, når adoptivforældre har den forestilling, at de først og fremmest adopterer for børnenes skyld – man kan derved bilde sig ind, at man gør en god gerning, mens man jo strengt taget handler af egoistiske grunde. Som adopteret finder jeg yderligere en sådan bemærkning stødende, når den bringes som kommentar til mit indlæg. For ligger der ikke lidt i den, at vi adopterede skal være taknemmelige for, at nogen har taget os til sig, og at vi derfor ikke kan tillade os at kritisere adoptionspolitikken? Der er ingen, der har krav på taknemmelighed – hverken adoptanterne fordi de tager børnene til sig, eller børnene, fordi de giver de barnløse par mulighed for at blive forældre.
Vi er nødt til at forlade det romantiske billede af udlandsadoption, som adoptanter og pressen elsker at fremstille. Adoption er en sorteringsmaskine, hvor tusindvis af børn bliver sorteret fra til uvisse skæbner, fordi de ikke lever op til adoptanternes krav om sunde velskabte børn, og hvor forældreansøgere fravælges, fordi de ikke menes at være i stand til at gennemføre opdragelsen af et barn. Det er ikke ensbetydende med, at der ikke kan komme lykkelige resultater ud af det, og jeg synes, at Klüver og Frydendals hentydning til at min egen adoption ikke skulle være forløbet godt, er meget upassende – jeg har det bedste forhold til mine forældre, som i øvrigt bakker op om mine holdninger.
Mht. foreningens holdning til homoseksuelles ret til adoption, så virker det på mig, som adopteret, helt forrykt at man kan finde personer egnede til at blive adopterede til Danmark, og senere nægte dem selv at adoptere fordi de er homoseksuelle – det minder næsten om totalitære staters befolkningspolitik. Lad mig lige bemærke, at man sagtens kan elske en person af sit eget køn uden at føle sig stigmatiseret, hvad Elisabeth Fabricius ellers mener med det.
Angående afgiverlandenes holdninger til danske forhold, er det godt gjort, at det skal have betydning for foreningens politik. Det er jo ikke Adoption og Samfund, der laver adoptionslovgivningen – den kan kun rådgive. Er det ikke meningen, at den skal rådgive på vegne af alle og støtte alle, der ønsker at adoptere? Klüver og Frydendal skriver jo så smukt, “at der er mange (…) børn i denne verden, der lider under mangel på omsorg”. Hvad er det der er så forfærdeligt ved at være et homoseksuelt forældrepar, at det er bedre at lade disse børn leve i fortsat mangel og i sidste ende dø, end at lade dem vokse op hos ordentlige mennesker med økonomisk og følelsesmæssigt overskud. Vi må heller ikke glemme, at mange afgiverlande (som f.eks. Indien, Korea og Kina) er dybt racistiske kulturer, og en af grundene til, at de pågældende landes myndigheder accepterer, at børnene bliver adopteret til Danmark er, at de kommer til at vokse op i hvide, vestlige familier. Måske ville Adoption og Samfund også støtte en lov, der siger, at man ikke kan adoptere, hvis en af forældrene er af f.eks. afrikansk afstamning. Hvor er vi henne?!
Selvfølgelig mener jeg ikke, at mennesker har krav på at vokse op uden problemer! Den frustration jeg udtrykker i mit indlæg er snarere, at det lidt for søde billede man får af adoption i medlemsbladet, efter min mening ikke kan forberede adoptanter på den rå danske hverdag. F.eks. synes jeg det er ubetænksomt at adoptere piger fra Thailand, med de sidste 10-15 års tilstrømning af købekoner og illegale thailudere til Danmark. Det er nemlig det billede en sådan pige vil blive konfronteret med i det danske samfund – lige meget hvor dansk hun føler og opfører sig – og jeg vil meget nødigt være den thailandskfødte pige, der skal tage s-toget hjem en sen aften, og komme til at sidde ved siden af en flok håndværkere på vej hjem fra en polterabend!
Faktisk mener jeg, at det i nogle tilfælde ville være bedst at stoppe adoption fra visse lande, fordi 70’er drømmen om det fleretniske Danmark er blevet overhalet indenom af flygtninge- og indvandrerstrømme. Og jeg må tage mig til hovedet, når Anette Mar vil bruge sine børn til at realisere sin egen floromvundne drøm om international tolerance, og gøre dem til eksponenter for en kultur, de ikke har nogen bindinger til ud over at de er født der. For mit eget vedkommende har jeg ikke lyst til at blive betragtet som repræsentant for nogen anden kultur end den, jeg er vokset op i. At ville opdrage sine børn til andet end det, betragter jeg som højst betænkeligt.
Formålet med mit indlæg var, at gøre opmærksom på hvad, man kan møde til daglig, når man ikke ser almindelig dansk ud, og få folk til at vågne op af den naive jubeldrøm med de glade farvede børn, som man ser i medlemsbladet. Jeg vil stærkt opfordre alle adoptanter til at tænke sig godt om, inden de tager et udenlandsk barn her til landet. Forestillingen om den danske tolerance er en forløjet illusion. Danmark er ikke “den bedste af alle verdener” – selv kan jeg nævne en række lande, jeg langt hellere ville have været adopteret til, og hvor mange af de udenlandske børn givetvis ville få et mere værdigt liv. Er adoption så kun for børnenes skyld?
Når jeg skriver om racismen i Danmark, så tænker jeg ikke på dem, der kan råbe “sorte svin” efter en på gaden eller kollegaen i frokoststuen, der bevidst ikke vil tale til en eller for den sags skyld politibetjenten, der behandler en åbenlyst nedladende som en potentiel tyv – disse ting forekommer (og forekommer tiere og tiere), men er ikke det værste. Det jeg tænker på er den store, store del af den danske befolkning, der – trods politisk korrekte holdninger og rigtige meninger ser på os som andenrangsdanskere. Mit eksempel fra Studieskolen i København viser, at selv personer, der lever af at integrere udlændinge i det danske samfund har det svært ved at få en kollega, der ser udenlandsk ud. Jeg tror at alle udenlandsk adopterede kender til at have lærere, studiekammerater eller kolleger, der ganske subtilt lader komme til udtryk, at de regner én for mindre god, fordi man ser udenlandsk ud. Det er sjovt nok tit folk, der regner sig for politisk korrekte.
Samtidig ville jeg også gøre opmærksom på, at før man kritiserer de godkendende myndigheder i Århus for deres afvisningsprocent og begynder at juble over retten til eneadoption, så er der faktisk et meget stort arbejde, der skal gøres, som jeg simpelt hen ikke mener kan tages alvorligt nok. Og alle de adoptinsinteresserede instanser har et ansvar for at dæmme op for den grove behandling, man i højere og højere grad bliver udsat for i Danmark. Vil man tage udenlandske børn her til landet, har man også en forpligtelse til at sørge for, at de bliver behandlet ordentligt senere hen i livet.

Comments are closed.