Pressemeddelelse – Ingen penge til adoption på Finansloven

Adoption & Samfund har i dag udsendt følgende pressemeddelelse:

Ingen penge til adoption på Finansloven

Regeringen har ikke levnet plads til en forhøjelse af adoptionstilskuddet i sit ”Forslag til Finanslov for 2018”. Selvom en forhøjelse med 30.000 kr. til ca. 80 årlige adoptioner vil udgøre en beskeden udgift på 2,4 millioner kr. har regeringen ikke fundet plads hertil.

”Det finder vi meget bekymrende,” udtaler Michael Paaske, formand for Adoption & Samfund. ”Hvis vi skal fortsætte med at adoptere børn født i udlandet til Danmark, så skal vi sikre, at der gives økonomisk hjælp til at kunne klare den store omkostning på op til 300.000 kr., som er gebyret for at adoptere et barn.”

Mai Mercado, Børne- og Socialminister, udtalte tidligere på året: ”Adoption skal ikke være forbeholdt en lille eksklusiv elite.” På den baggrund virker det mærkværdigt, at man hellere vil nedsætte registreringsafgiften på luksusbiler med halve millioner kroner, mens man for ca. 5 luksusbilers afgiftsnedsættelse vil kunne forhøje adoptionstilskuddet med 30.000 kr. per adoption.

Vi håber, at Folketinget kan hjælpe med at prioritere adoptioner frem for afgiftslettelser på luksusbiler.

Med venlig hilsen

Michael Paaske
Landsformand
Adoption & Samfund
Tlf. 29 48 53 06
E-mail: michael.paaske@adoption.dk

This entry was posted in Politik, Pressemeddelelse. Bookmark the permalink.

Comments are closed.