Vores "store" bulgarske børn

Er Bulgarien et godt land at adoptere fra? Det synes vi; og så er det i øvrigt i øjeblikket et land helt uden venteliste til barn i forslag. Og så kan vi nu glæde os over at ét-barns politikken er ophævet!

af fire mødre fra Bulgarienforeningen

Der findes børn på bulgarske børnehjem helt klar til matchning - de venter kun på kærlige forældre. Indtil november i fjor havde Bulgarien en meget restriktiv regel om ét-barns politik. Nu er den heldigvis ophævet, og de første danske familier har allerede fået barn nr. 2 i forslag.

Børnene der kommer til Danmark er velbeskrevede, og der er løbende opstramninger overfor børnehjemmene. Det betyder, at man fra dansk side stiller større krav til kvaliteten på hvert børnehjem.

I efteråret 2002 stiftede vi Bulgarienforeningen, som er en forening for danske familier med adoptivbørn fra Bulgarien. Vi vil naturligvis gerne udbrede kendskabet til Bulgarien for kommende adoptanter, hvorfor vi vil opfordre til at I læser mere på vores hjemmeside: bulgarien.adoption.dk, eller bestil vores folder. Men vi har også andet på hjertet. Vi får ofte at vide, at det er store børn der kommer derfra, men sådan oplever vi det ikke altid.

Hvad forstår du ved store børn?

Børnene fra Bulgarien er typisk omkring 1,5 - 3 år, når de kommer til Danmark. Fra Bulgarien kommer der kun ca. 25 børn om året, men ser du generelt på børn hjemtaget til Danmark, er andelen af børn over 2 år stærkt dalende. Hvorfor skal alle de skønne børn i afgiverlandene diskvalificeres, blot fordi de er nået ud over baby-stadiet? Det synes vi er en skam. Derfor vil vi fra Bulgarienforeningen her give jer nogle beretninger om oplevelsen af at modtage et større barn.

1. beretning - Fra spædbarn til 2-årig på 3 uger

Det øjeblik vi møder vores datter første gang. En meget grædende pige bliver sat i min favn. Hun er utrøstelig og ikke indstillet på at få forældre i en alder af 23 måneder. Men efter masser af ømme ord, faste arme og vedholdende kærtegn, samt lidt søvn i en taxa, kigger hun på os uden at græde - vi er forældre! Tilbage på hotellet i Sofia finder vi ud af, at Lilly ikke kan gå, hun kan ikke tygge mad og ikke drikke fra kop. Vi finder ud af, at hun sandsynligvis ikke har noget sprog. Hun vil ikke give udtryk for ubehag eller velvære, udover angst for vand. Kort og godt finder vi ud af, at vi har fået et spædbarn på 23 måneder og under 10 kg.

Vi starter nu fra begyndelsen. Kærlighed og tryghed og atter kærlighed og tryghed. En næsten rituel hverdag. Fuldstændig kropskontakt alle døgnets vågne timer. Efter blot 5 dage hjemme i Danmark kommer miraklerne - ét hver dag, tror jeg: smil, interesse for legetøj, kravle, græde når hun er sulten, højlydt grin, gribe efter mad, drille far - og efter 3 uger kan hun gå. Men egentlig er det allerstørste mirakel de stjerner i øjnene, vi har badet os i nu i 4 år!

Efter et halvt år gør Lilly sin entré i en institution. Hun har vist sig at være en meget intelligent og meget glad og kærlig pige. Hun kan med kløgt håndtere indviklede sociale sammenhænge i børnehaven, og med sit perlehumør vinder hun sig legekammerater med lethed.

2. beretning - Hold om mig far

At blive klar til at modtage et menneske som man ikke kender, at åbne sig totalt, og elske betingelsesløst på livstid, og hver dag udstråle glæde, bekymring og overbevisning, gøres kun med sig selv og sin partner som hovedredskab. Det her skal lykkes, hvis vi vil have glade børn! At få vores børn blev at genkende barnet i os selv. Men meget bedre: de besidder egenskaber som vi i familien ikke er i besiddelse af. De er åbne bøger som vi sluger, sætter præg på og som har så meget at lære os forældre.

Vi indrettede vores hjem med hjertet. Dobbeltsenge fra væg til væg, hvor vi sov sammen alle sammen i årevis. Hold om mig far. Hold fast far, bliver stadig brugt. Vores ældste var tre og et halvt år da vi fik hinanden. Han var panikslagen hver aften ved sengetid. Skulle have alt tøjet på, hue på hue, skoene og gummistøvlerne. Aftenritualet begyndte, alle bøger fra reolen ned i sofaen, flyttede rundt på alting! Ikke ind i soveværelset, ikke ligge på sofaen, ikke bæres, han ville bare ikke sove. Det var hårdt. Fra en psykolog fik vi et godt råd. Hele familien skulle tage nattøj på, børste tænder, slukke og lukke, og gå i seng i den samme seng. Hver aften til han var tryg og turde overgive sig til søvnen, og var overbevist om at intet, heller ikke far og mor forsvandt. Han blev overbevist om at det er dejligt at putte, dejligt at gå i seng, dejligt at sove. Og det hjalp prompte. Da han så tre år senere fik sine to søskende hertil, de var da 5 og 2,5 år gamle, fik han lov at beholde smørhullet, og hans søskende henholdsvis far og mors højre og venstre side. Behøver jeg at sige at vores børn aldrig er kede af at gå i seng? Jeg er overbevist om at små adoptivbørn har de samme behov for varme og tryghed. De fortæller det bare med gråd eller andre forstyrrelser fra uro til apati.

Vi læste at ingen mennesker kan springe et eneste udviklingstrin over, derfor måtte vi hjælpe vores børn med at udfylde hullerne. Ikke med rejser og Tivoli-ture, men med igen at finde babyen i dem selv og fylde på. Holdelege, kildelege, tumlelege, boldlege i det hele taget far, mor og børn lege.

Sovesituationen er blot ét eksempel på ting vi gjorde lidt anderledes. Omverdenen har synes at vi var nogle mærkelige nogen, med mærkelige måder at gøre tingene på, men sådan er det ikke mere. Vores børn har lært at spille på hele klaveret på rimelig kort tid, og jeg kan ikke forestille mig at have handlet anderledes som mor, selvom de havde været mindre da vi fik hinanden.

3. beretning - Man starter fra nul

Da vi modtog billeder/video af vores søn, var han med det samme vores baby. På billederne var han 10 måneder. Da døren gik op på børnehjemmet var han en baby. Man starter fra nul, den dag man får sit barn uanset hvor gamle de er...

Jeg har aldrig tænkt på Laurits som stor da vi fik ham, selvom han var 20 måneder. Vi skulle jo først lære hinanden at kende, og alt var nyt for begge parter. Man havde al den kærlighed og omsorg at give ud af og Laurits var storforbruger af den. Vi behandlede ham som lille baby med alt hvad der hører til sut, sutteflaske, puslebord osv. Det gode ved det var jo at han nød det, så det kom helt naturligt.

4. beretning - to små mirakler

Da vi hentede vores søn var han 1,5 år. Lille, bleg og helt vidunderlig. Han havde meget at indhente både motorisk og fysisk. Væksten var gået i stå som ca. 1-årig og så havde han i øvrigt aldrig været uden for en dør. Men det havde vi regnet med, naturligvis må et barn der har været på børnehjem hele den første del af sit liv være lidt bagud i sin udvikling. Det der overraskede os var så hurtigt han indhentede en masse ting. En fantastisk oplevelse at se hvordan sprog, vækst, motorik og intellekt blomstrer, så snart kærlige omgivelser giver de rette vækstbetingelser.

For os har det været uproblematisk og vi har altid haft en glad og velfungerende dreng. Men uproblematisk er ikke det samme som nemt. Det er en stor og spændende opgave at få et barn på halvandet år. Det at skabe en stærk tilknytning mellem barnet og os har for mig været altafgørende.

Alt er gået fantastisk godt og i sommer, da vores søn var 4 år, fik han en lillesøster på 1,5 år fra Indien. Lynhurtigt er de groet sammen som søskende og holder meget af hinanden. De er vores to små mirakler!