Daginstitutionernes virvar

Nutidens daginstitutioner er et virvar af halvtids- og heltidsansatte, støttepædagoger, studerende, afløsere og en jævn strøm af personaleudskiftning. På adoption & Samfunds temaaften i Hovedstaden, blev dette et af debattens varme emner.

Af Christine Baumgarten

Det adopterede barn har noget med i bagagen - det har oplevet at blive svigtet og forladt. Efter et halvt eller helt år i en ny kultur og hos sin nye familie, skal barnet nu ud og prøve kræfter med de danske daginstitutioner. Dette var emnet, da A&S Hovedstadens lokalforening den 16. april, for anden gang holdt en temaaften, med titlen "Adoptivbørns udvikling i vuggestue og børnehave". Det blev en inspirerende aften, med fire oplægsholdere og en efterfølgende debat, med de ca. 130 fremmødte adoptanter og pædagoger.

Start på institutionslivet

Maria Messerschmidt, pædagog og adoptivmor, som var en af aftenens oplægsholdere, indprentede for tilhørerne hvor vigtig starten på institutionslivet er for adoptiv-barnet, såvel som for alle andre børn. Derfor er det også vigtigt at huske på at adoptivbarnet skiller sig ud fra andre børn, da det har prøvet at blive svigtet og forladt.

Maria Messerschmidt gav et par eksempler på den til tider problematiske indkøringsfase. Dels for det nemme og åbne barn, som er overdrevent åben over for alle. Og dels for det mere komplicerede og indadvendte barn, som er svær at få kontakt med. I begge tilfælde er der tale om børn der tilpasser sig, men undgår at knytte sig til andre, for at beskytte sig selv mod endnu et svigt.

Den usikre familie

Når et sent adopteret barn starter i børnehaven, har det måske prøvet at være i en børneflok på børnehjemmet, men en dansk daginstitution er noget helt andet! Samtidig skal forældrene for første gang stifte bekendtskab med en daginstitution, og har i modsætning til de øvrige forældre, ikke erfaring fra vuggestuen. Det betyder at både barn og forældre kan være meget usikre, hvorfor Johnna Christensen Badu mener, at det er vigtigt at få fokus på adoptivbørn. Johnna C. Badu er børnehavepædagog og har selv adopteret et barn på 5 år. Hun pegede bl.a. på det modsatrettede i barnets behov for selvstændighed og behovet for tilknytning. Endelig er det også vigtigt hurtigt at komme igang med den basis stimulation, som adoptivbarnet mangler.

Suba 5 år

Hvordan det kan være at adoptere et "stort" barn, fortalte aftenens tredie oplægsholder, Jeanette Præstegaard, om. Sammen med sin mand, adopterede hun en pige på 5 år.

De valgte at få Suba til Danmark med kurer, og det var meget trygt for hende, at have en kendt person ved sin side på rejsen, som talte hendes eget sprog.

Det var en stor omvæltning at stå i lufthavnen og med et slag blive mor til en stor pige på 5 år, uden et fælles sprog. Sammen med deres datter fik de dog hurtigt et fælles sprog/tegnsprog, der gjorde det muligt at kommunikere om de mest basale ting.

Suba var stor og trængte hurtigt til samvær med andre børn. Efter et par måneder fik de, med kommunens hjælp, en børnehaveplads, hvor mor og datter kunne komme sammen. De første 6 uger var de i børnehaven 1 time om dagen. Efter et halvt års barsel var de nået op på fuld tid, og Suba var klar til at stå på egne ben. Jeanette Præstegaard udtrykker stor tilfredshed med denne fremgangsmåde, som hun gerne vil anbefale andre. Men det var også svært. Hun fik ingen støtte fra børnehaven, der var ingen samtaler med pædagoger og ingen indkøringsfase. Hun fortæller hvor usikker hun selv var som mor, da det er meget overvældende at stå med et stort barn med motoriske og sproglige problemer. Hun bad ikke pædagogerne om hjælp, da hun ikke vidste hvad hun skulle spørge dem om...

Forældresamarbejde

Den sidste oplægsholder var Hanne Prip, som er pædagogisk konsulent i Københavns Kommune/Indre by. Hun lagde ud med at konstatere at der ikke findes nogen særskilte mål eller hensyn omkring adoptivbørn i institutionerne. Men der er generelle målsætninger, som absolut også er relevante for adoptivbørn. Barnets behov og udvikling skal være i centrum. Der er også målsætninger om at fokusere på værdier som f.eks. selvtillid, leg, fantasi og medbestemmelse.

Hanne Prip understreger hvor vigtigt forældresamarbejdet er, ikke mindst set i lyset af, at det er i daginstitutionen barnet for alvor, kort tid efter ankomst til Danmark, skal stifte bekendtskab med en ny kultur. Hun kunne iøvrigt fortælle, at der idag er ét eller flere adoptivbørn, i knapt halvdelen af Kbh. Indre Bys børnehaver.

Glimt fra debatten: Åbenhed og dialog

Hvor åben skal man være omkring adoptionen, og hvad kan man forlange af det pædagoiske personale? Nogle forældre kunne berette om hvordan de informerede grundigt om barnets adoptionsforhold, fx. ved at lave bog med tekst og billeder til personalet. En kunne berette om et fantastisk godt samarbejde mellem den pædagogiske konsulent, familie og personale, hvor man holdt møde en gang om måneden for at følge adoptivbarnets udvikling. Andre fortalte hvordan de var bange for at sige for meget, da de oplevede det blev negativt modtaget.

Johnna C. Badu understregede at åbenhed er vigtigt, og at man skal kræve det som forældre. Også Hanne Prip understregede at åbenhed, dialog om kommunikation er utroligt vigtigt, og helt afgørende for barnets forløb i instututionen. Hun havde iøvrigt det råd til forældrene, at de skulle læse målsætningerne i institutionens årsplan/virksomhedsplan - og kræve de blev overholdt.

Pædagog/forældre samarbejde

Fra tilhørerne var der både eksempler på godt samarbejde og mangel på samme. En far spurgte til hvad man egentlig kan stille af krav når barnet starter i institutionen?

Hertil svarede Maria Messerschmidt at man skal kræve en indkørings samtale på min. en halv time, inden barnet starter. Og Johnna C. Bardu tilføjede, at hvis der ikke har været en indkøring, så kræv en opfølgningssamtale. Hun foreslog også at man brugte andre end barnets pædagoger, tal fx. med andre forældre, forældrebestyrelsen og det øvrige personale. Endelig gjorde en mor opmærksom på at det er forældrene der skal fortælle pædagogerne hvad de skal sige, når de andre børn fokuserer på adoptionen.

Behov for støttepædagog

Der blev også kort talt om muligheden for at få støttepædagog til et barn med problemer. Her kunne et par fra Holbæk berette om deres søns behov for en støttepædagog. Han var startet i august sidste år, og de havde i november på pædagogernes opfordring, sagt ja tak til en støttepædagog. I marts havde en psykolog undersøgt drengen og igen konstateret behovet. Desværre sad de nu godt 8 måneder efter, stadigvæk uden støttepædagog til at hjælpe deres barn.

Hanne Prip medgiver forældrene, at de er udsat for en urimelig lang ventetid, og peger på at der i serviceloven står: at børn der har behov skal hjælpes. Hun kunne oplyse at der i Kbh.Indre By, er 2 støttepædagoger til at dække 39 institutioner. Hun vurderer ventetiden til at være max. 2 mdr.

Institutionernes virvar

Barnet kommer i daginstitutionen til at have kontakt med mange forskellige voksne. Der blev givet eksempler fra salen på et barn der på 1 1/2 år havde haft 17 forskellige voksne på samme stue, og et andet barn der i sin børnehavetid havde haft over 40 forskellige voksne på samme stue. Mange gav udtryk for frustrationer over dette virvar af personale, og der blev bl.a. givet det råd, at man skulle gå efter "gamle" institutioner med stabilt personale.

Endelig kunne en institutionsleder fra salen tilføje til diskusionen, at en normal velfungerende institution, får udskiftet ca. halvdelen af personalet over et år.