"Mor, elsker du Sigurd lige som du elsker mig ?"

Dette spørgsmål kommer fra vores knapt 5-årige søn, Asbjørn, på et hotelværelse i Addis Ababa, 3 - 4 dage efter vi har modtaget vores 4 1/2 måned gamle søn, Sigurd.

Af Ulla Madsen

Spøgsmålet satte gang i mange tanker hos mig og har givet mig lyst til skrive min historie om, hvordan kærligheden til mine to dejlige drenge udviklede sig på to meget forskellige måder. Da det er en historien om udvikling af moderkærligheden, skriver jeg mest i »jegform".

Vores første adoption

Vi modtag Asbjørn knapt 2 år gl. - i Kastrup Lufthavn d. 1. juli 1998. Jeg var selvfølgelig meget spændt på at skulle have ham. Hvordan så han ud i virkeligheden? Hvordan ville han modtage mig?, Kunne jeg kommunikere med ham? Ville han græde eller skrige i vilden sky?

Jeg havde på forhånd ikke rigtig turdet knytte mig til Asbjørn - eller de billeder vi med jævne mellemrum havde fået af ham. Vi havde nemlig tidligere haft en anden lille dreng i forslag, som døde inden han kom til Danmark, og det var et voldsomt slag for mig, idet jeg havde knyttet mig meget til lille Jonas, i de 6 uger han var vores søn.

5 uger senere får vi Asbjørn i forslag, og det var jo vældig dejligt at det gik så hurtigt, men jeg kunne godt mærke, at jeg ikke fra starten tog ham så meget "ind til mig", men efterhånden voksede der en spænding og en forventning i mig, som bølgede noget frem og tilbage, da modtagelsen af ham blev udsat 3 gange. Men endelig oprandt dagen, som så også bød på frustrationer, idet AC ikke havde givet lufthavnsmyndighederne besked om, at vi - som de eneste - skulle modtage barn den dag. Heldigvis havde vi alle papirerne med, så efter en opringning til AC, fik vi endelig lov til at komme i transithallen. Og så var der gud hjælpe mig strejke blandt kabinepersonalet, hvilket betød at flyene ikke kom til det oplyste tidspunkt og terminal, og vi kunne ikke få nogen besked på hvor og hvornår flyet kom .......men de skulle nok komme!!! Jeg rendte skrankepersonalet på dørene hvert kvarter - og til sidst efter ca. 1 1/2 times forsinkelse rullede flyet ind ved gate C 30.

Kærlighed ved første smil...

Endelig ...som de sidste... kommer Misrak med Asbjørn på armen. Han ser opmærksomt på mig med sine store brune øjne, men er ellers udtryksløs i ansigtet. "Hej" siger jeg og smiler til ham, jeg aer hans hånd som hviler på Misraks arm. Han er interesseret i at se på mig, er nysgerrig, men holder godt fat i Misraks skulder. Han bliver siddende hos Misrak lidt, mens jeg småsnakker med ham og hele tiden studerer han mig med øjnene. Jeg rækker min hånd hen mod hans hånd, lader den hvile lidt på- Misaraks arm,. Pludselig rækker han ud efter min hånd, aer mig og mærker på mig - jeg må ha' en underlig farve. Han er brun, det er Misrak også... og jeg, jae.. jeg er ret bleg ved siden af. Han bliver ved med at røre min hånd, ser på mig, ser på Misrak, som smiler opmuntrende til ham og siger på amharisk: "ja, det er din mor", han ser igen på mig med sine store brune øjne. Misrak rækker Asbjørn over mod mig, som om jeg skal tage ham: "He wouldn't bother you", siger hun. Han lader sig passivt værger sig ikke - flytte over i mine arme. Han klynker lidt, drejer sig og ser på Misrak, som smiler opmuntrende til ham og stadig holder hun hans hånd. Vi sætter os, så han kan blive ved med at holde hendes hånd. Lidt efter giver han slip på Misraks hånd og rækker ud efter mit ur, som han undersøger. Han ser på mig, jeg smiler til ham, han rækker ud og berører min kind - og sender mig antydningen af et smil.

På det tidspunkt er det bare kærlighed fra min side, jeg fristes næsten til at sige: "kærlighed ved første smil". Han ER bare min dreng og jeg elsker ham med det samme.

Da Asbjørn slipper Misraks hånd trækker hun sig lidt væk, men stadig så Asbjørn kan se hende. Jeg sidder der med Asbjørn på skødet, det er en stor og overvældende oplevelse. Store og overvældende følelser popper: glæde, fryd, usikkerhed, angst, afmagt, men mest af alt lykke - og kærlighed til drengen. Dette har vi ventet på i 2 1/2 år - og så endelig sker det, det er bare SÅ virkeligt .....Det virkelige sidder på mit skød - en dejlig dreng. Han er levende og interesseret, samtidig er han selvfølgelig meget beklemt ved situationen. Forstår han mon overhovedet noget af det der foregår omkring ham?

Efter en tid forlader Misrak os, hun giver Asbjørn et hurtigt kys på kinden og så går hun. Asbjørn ser efter hende, ser på mig og begynder at græde lige så stille. Dette er det øjeblik jeg har frygtet mest ...... men det havde jeg ikke behøvet, for Asbjørn vil godt trøstes, efter et par minutter stilner gråden af, der kommer et par dybe suk, som går lige til hjertet - og så putter han sig ind til mig. Jeg er bare blevet MOR med alt hvad dette indebærer' Jeg elsker den dreng - og har gjort det lige fra starten.

Et spædbarn i forslag

Knapt 3 år senere skal Asbjørn have en lillebror. I marts 2001 får vi en 1 1/2 måned gl. dreng i forslag, hvilket forskrækker og overvælder os en del. Idet jeg er over 40 år, havde vi ikke forventet at få et spædbarn i forslag og heller ikke noget ønske om at få det. Vi havde jo erfaring med at få et lidt ældre barn, og det er bare gået godt. Og så ønskede vi ikke at aldersforskellen mellem vore børn skulle være alt for stor. De skulle have fornøjelse af hinanden med det samme. Desuden gjorde det jo heller ikke noget at aldersforskellen mellem os og vore børn ikke var over 40 år, så vi havde over for AC givet udtryk for, at vi ønskede os et lidt ældre barn - og forventede at få det!!!! Vi var godkendte til et barn mellem 0-3 år, så da vi over for AC gav udtryk for vores ønske, blev vi spurgt om det betød, at vi ville forbigåes - altså sættes i venteposition hvis det nu var et spædbarn, der kom, når det blev vores tur. Lidt henholdende svarede vi "neeeej", det ville vi ikke. Og så står vi altså pludselig der med papirerne og billederne på en 1 1/2 måned gl. baby. Nå, men det er et barn, som ligger inden for vores godkendelse, så det kan der ikke laves om på, det må vi forholde os til. Det går det noget op og ned med, alle synes jo bare vi er SÅ heldige og må være SÅ lykkelige for at få så lille et barn, men sådan føler vi det ikke, og det er lidt svært at håndtere. Alle mener at vide: "Når først I har fået ham i armene, så ...."

Jeg føler intet

Knapt 3 måneder senere er vi på vej til Addis Ababa efter Sigurd. Dagen efter ankomsten bliver vi hentet af Misrak og kørt til børnehjemmet. Jeg er spændt og forventningsfuld, men samtidig er jeg urolig og usikker på, hvordan jeg vil/skal tackle det første møde med lille Sigurd. Min første reaktion da jeg får Sigurd i armene er: "Ole, det her er ikke Sigurd... det er ikke vores dreng." Jeg kan slet ikke genkende ham fra billederne og jeg føler absolut intet for ham. Det kunne have været en hvilken som helst baby. Det er det ikke, det ER Sigurd. Det er bare så uvirkeligt, at denne lille klump - denne lille dreng - skulle være mit barn. Bevares.., han er da både kær og yndig og sød. Senere på hotellet ser jeg på billederne igen og det er rigtig nok vores dreng. Heldigvis havde jeg lige inden afrejsen læst Jane Kochs artikel i "Adoption og Samfund" nr. 2/2001 om "Når moderkærligheden lader vente på sig" og heldigvis er Asbjørn så optaget af sin lillebror, at der ikke er tid til at gå dybere ind i følelserne og tankerne. De 11 dage vi bor på hotellet, sidder jeg alligevel med en følelse af tomhed og en skræmmende tanke om, at jeg nok aldrig kommer til at elske Sigurd på samme måde, som jeg elsker Asbjørn. Jeg kan mærke, at jeg har en omsorgsfølelse for det lille ubehjælpsomme væsen som er kommet i min varetægt, men en kærlighedsfølelse har jeg ikke. På den baggrund bliver svaret på Asbjørns spørgsmål om jeg elsker Sigurd ligesom jeg elsker ham: "Nej Asbjørn, det gør jeg ikke, for jeg kender ikke Sigurd endnu." Og det svar er Asbjørn tilfreds med.

Kender du Sigurd?

Efterspillet falder et par måneder senere ....."Mor, kender du Sigurd ?", hvortil jeg lidt undrende svarer: "Ja, det gør jeg da." Prompte kommer det fra Asbjørn: "Det er godt for så elsker du også ham." - og det gør jeg. Ikke en stormende kærlighed, som jeg oplevede det, da jeg blev mor til Asbjørn, men jeg må erkende at en stille og rolig kærlighed til min yngste søn, er vokset frem i de første par måneder efter vores hjemkomst. Jeg elsker Sigurd, jeg elsker begge mine drenge - på hver sin måde. Det er ikke muligt at elske to personer - to børn - på samme måde, men at elske dem lige meget, har jeg nu erfaret er muligt.

Men det var en bekymring, jeg havde meget, da vi stod på venteliste: "Kan jeg elske begge mine børn lige meget", jeg var meget usikker på det, for kærligheden til Asbjørn fyldte mig fuldstændig. Den tanke fik næring, da et par, som selv har adopteret først et lidt ældre barn og dernæst et spædbarn, kom med følgende udtalelse: "Bare vent til hvis I får et spædbarn i forslag næste gang, så vil I opleve en meget større tilknytning til spædbarnet."

Efter vi fik Sigurd i forslag, kværnede denne bemærkning i hovedet og har give anledning til mange tudeture hos mig, for jeg kunne bare ikke bære tanken om, at fordi det var et spædbarn vi skulle have anden gang, så vil jeg komme til at elske det barn mere, end jeg elsker Asbjørn. Det er heller ikke sket.

Når jeg prøver at forstå, hvorfor kærligheden til Sigurd var længere om at udvikle sig, er jeg klar over, at det er et sammenfald af mange omstændigheder. Dels mine tanker om ovenstående bemærkning, dels at jeg slet ikke ønskede mig et spædbarn og dels min usikkerhed på, om jeg kunne elske to børn lige meget. Desuden var jeg meget bange for i starten, at Asbjørn skulle føle sig tilsidesat - mindre elsket, for Sigurd tog / tager meget af min tid, det gør spædbørn jo. Dog har Asbjørns bemærkning om "at der er godt at jeg OGSÅ elsker Sigurd" fortalt mig, at Asbjørn ikke er i tvivl om min kærlighed til ham.

Og jeg har nu nået en accept af og forståelse for at kærlighed bare udvikler sig forskelligt.

Jeg er Jane Koch meget taknemmelig for hendes artikel, idet jeg læste den igen efter hjemkomsten med Sigurd, og fandt trøst i at kærligheden til Sigurd nok skulle komme, men det var Asbjørns spørgsmål: "Mor... kender du Sigurd?", der gjorde mig bevidst om, at NU er Sigurd lige så meget min dreng som Asbjørn er.

Som en afslutning vil jeg fortælle, at selvom der er 4 1/2 års forskel mellem vore to drenge, har de bare SÅ meget fornøjelse af hinanden. Og så er det utrolig dejligt af få lov til at følge den kæmpe udvikling der sker med et lille barn.