Biologien, Kærligheden og Tiden...

Tre temaer er dukket op gentagne gange, når mine tanker gik på adoption og dét at være adopteret: Biologien, Kærligheden og Tiden. Hvordan, vil jeg beskrive i denne artikel. Artiklen er et forsøg på at videregive nogle erfaringer med, hvorledes disse tanker også er dukket op i forbindelse med mit moderskab. Jeg kaster mig ud i dette, fordi adopterede bliver voksne, og fordi jeg ser Adoption og Samfund som en forening, hvor et grundlæggende omdrejningspunkt er forholdet forældre, barn og samfund.

Af Maria Appel Nissen

Biologien

Mine forældre adopterede mig fra Korea i august l972. I en alder af 9 måneder blev jeg den tredje i en søskendeflok. Jeg fik en storebror adopteret fra Danmark og en storesøster adopteret fra Korea og indtrådte dermed i en familie, hvor relationerne mellem far, mor og barn på intet tidspunkt kunne beskrives via biologien.

Jeg har ofte tænkt på de tidlige adoptanter, herunder mine egne forældre, som stærke personer. I ønsket om at blive forældre og at få et barn, trodsede de samfundets beskrivelse af det 'naturlige' og 'autentiske' ved forholdet mellem forælder og barn: Det biologiske slægtskab.

Med adoptioner valgte de at støtte sig til overbevisningen om, at kærligheden mellem forældre og barn kunne leve selvstændigt og ubetinget af biologien. Om de har talt om adoptionen på denne måde, ved jeg ikke, men som familier har de uvilkårligt stået for noget andet end flertallet. Ved den blotte og frem for alt synlige adoption må de have medvirket til at udvide muligheden for mulige familier og har måske et eller andet sted bidraget til det, vi i dag kan iagttage i samfundet: en debat på mange fronter, der grundlæggende handler om fastsættelsen af kriterierne for 'det rigtige' forældre/barn forhold. Om det er biologien eller kærligheden, der skal gælde, er det spørgsmål, man stiller sig, når man diskuterer samfundets holdning til omsorgssvigt af børn, barnløshed og variationer i mulige parforhold.

På samme måde som samfundet diskuterer med sig selv, således har jeg også af og til været i tvivl. Var den omskrivning mine forældre foretog, da de adopterede mig, nu også troværdig, autentisk og mulig? Kunne mine forældre, og alle adoptivforældre, elske 'rigtigt'?

Under og efter min første graviditet i 1994/95 stillede jeg mig atter dette spørgsmål - primært i forhold til min mor. Eftersom hun ikke skulle nå at opleve dette (min mor døde i 1981), har jeg været tvunget til selvrefleksion.

Tvivlen gik i to retninger. Den ene handlede om, at den fysiske og psykiske oplevelse af at bære et barn var så stærk og følelsesmættet, at det var svært at forestille sig noget udenfor dette. Min mor, som aldrig havde oplevet dette: Havde hun oplevet den samme følelse af kærlighed og omsorg, som jeg så tydeligt fornemmede byggede sig op for hver dag dette lille nye liv voksede inden i mig? Den anden handlede om, at barnet endnu blot var en del af mig og ikke et andet menneske. Hvordan kunne jeg selv vide, at jeg ville kunne elske mit barn den dag, det ikke mere var mig'?

De to spørgsmål efterlod mig med et paradoks: Hvordan kunne jeg så tydeligt føle, at jeg elskede og samtidig tvivle på, at jeg kunne elske'?

Jeg oplevede dengang, og oplever stadig efter to graviditeter, at kærligheden er en følelse, der på den ene eller den anden måde starter hos én selv, ved at man rækker ud efter en anden - men som følelse først kan blive bekræftet, når den anden rækker ud efter dig, og du er til stede. Det gælder i alle sammenhænge.

Graviditeterne kom derefter til at stå som et privilegie, som jeg er dybt taknemmelig for at have oplevet. Lidt banalt sagt: En tidlig forelskelse, som er så heldigt begunstiget, at der ikke er nogle konkurrenter og besværlige forviklinger, men fysisk kontakt 24 timer i døgnet!

Samtidig blev graviditeterne noget ganske andet end kærligheden til mine børn. Den indtrådte i de øjeblikke Frederik og Ida kom til verden med 15 måneders mellemrum.

Kærligheden

Fødslerne var på én gang en udstødelse og en tilknytning. Oplevelsen af, at barnet fandt tryghed ved mit bryst og hvilede i vores hænder, var enestående. Det var starten på en tid, hvor noget føles svært men grundlæggende rigtigt, og hvor kærligheden, for hver dag der gik, blev bekræftet og vandt uendeligt meget tyngde. Kærligheden tager tid, og det var i tidens lys at nogle af de andre spørgsmål, jeg har stillet i forbindelse med mit moderskab. dukkede op.

Jeg var 14 dage, da min koreanske mor efterlod mig på gaden. Derefter var jeg dels på børnehjem og dels i plejefamilie. At opleve vores børn fra fødslen har givet mig mulighed for at (gen)opleve de 9 måneder.

Det har også overbevidst mig om, at adopterede altid lider et tab, men at dette tab kan have mange former. For mit vedkommende har jeg støttet mig til det forhold, at trods det tab, jeg måtte have oplevet, så har jeg været i stand til at elske vores børn. Jeg har valgt at tro på, at dette skyldes, at mine forældre har kunnet kompensere for det tab, de må have oplevet, ved ikke at kunne opleve alle perioder af deres børns liv - at de har kunnet sætte kærligheden i sving uafhængigt af tiden og om startstidpunktet hed fødslen. Dette er ikke en selvfølge men en forældreevne, som alle børn burde have lov at opleve.

Hermed er det også sagt, at det ikke er det biologiske ur's tider, der udgør forholdet mellem forældre og børn, men netop kærligheden.

Personligt siger det mig, at Adoption og Samfund ikke for enhver pris skal undgå at sætte kriterier for for-ældre, men at det skal være kriterier for netop kærlighed. På denne måde kan vi endnu engang være med til at forstyrre samfundet og sætte ord på et følsomt men væsentligt emne.

Tiden

Vores børn er nu knap 3 og 4 år, og deres liv sætter mange tanker i gang. Spørgsmål fra legekammerater og dem selv fortæller mig, at de er begyndt at kunne iagttage, at der er forskelle og ligheder i, hvordan vi ser ud. Det er den fordomsfrie undren, der bærer spørgsmålene. Denne tilgang har jeg altid mødt og lært at håndtere som adopteret. Hvad der kan blive svært og måske gøre ondt er den situation, hvor vores børn oplever at andre stiller spørgsmål ved det, de er, og dem, de elsker, ud fra en forestilling om, at kriteriet om biologi og naturlig lighed har større gyldighed end kriteriet om kærlighed og naturlig forskellighed. En situation, som jeg tænker, at mange adopterede og adoptivforældre kan genkende, og som jeg gennem samtaler med samme ved, at vi håndterer og oplever forskelligt.

Mine forældre var overbeviste om, hvad der gjaldt, og håndterede det ved aldrig at stille spørgsmål til det men samtidig også ved at undlade at give mulige svar. Min intention er ikke at mine børn skal identificere sig som '2. generations-adopterede', en titel jeg ganske enkelt finder stødende. (Problemet med at bruge begreber som 2. generations-adopterede og -indvandrere er, at børnene netop ikke er adopterede eller indvandrere. Vi bør ikke fastholde børn så kategorisk i en problematik, som ikke er deres egen, men primært se dem som børn, hvis forældre har en bestemt baggrund.)

Men jeg håber, at jeg kan bidrage til, at de, hvis det bliver aktuelt, har nogle brugbare svar, som de per erfaring oplever som rigtige: En tro på at samfundet, og det der gælder nu, kan ændres over tid, og at lighed ikke altid er det eneste udgangspunkt for kærlighed.