Adopteret og indvandret
...en fremmed fremmedhed

En artikel fra det svenske tidsskrift "Invandrare og minoriteter" nr. 1/97 af Lotta Landerholm, psykolog og psykoterapeut, der er i gang med en undersøgelse med titlen: "Hvorledes er det at blive mor, når man selv er adopteret?"

Oversat og bearbejdet af Gerda Skovmand-Madsen

Der er noget som forener adopterede og indvandrere. Alle er de opbruddets mennesker, der skal have lov at lægge fortiden bag sig.

Da hun var syv år, blev hun klar over, at hun var indvandrer.

På en rejse blev hun spurgt om, hvorledes hendes rigtige mor havde det. Hun forstod det ikke. Ikke udover at noget var forkert, og at det ramte midt ind i en diffus angst, hun havde i sig. Da hun kom hjem og spurgte, græd hendes mor, så hun måtte trøste hende. Og hendes far forsvandt, urolig og lydløst. Det, hun forstod, var, at dette var for farligt til, at man måtte tale om det. Så det gjorde hun ikke. Ikke før meget, meget senere.

Årene gik. Hun så ud som andre, men hun følte sig altid anderledes og speciel. En ener. Men hun var dygtig. For det meste. Det var en måde at finde et tilhørsforhold på. I en periode blev hun deprimeret og følte sig ensom. Men hun havde uddannelse og arbejde og havde ingen grund til at føle sådan.

Opbruddets mennesker.

Det eneste, der var anderledes, var, at hun var indvandrer i en familie og en slægt. Men det skulle hun jo være taknemmelig for!

Hun var adopteret og dermed en indvandrer. Et af disse opbruddets mennesker, som skal lægge det tidligere liv bag sig.

Denne eksistentielle situation gælder alle adopterede uanset hudfarve og oprindelsesland.

Hvorledes havde hun det, før hun blev skilt fra rødderne? Hvorledes skete opbruddet? Og hvorledes var de, der tog sig af hende? Og indkvarteringerne? Hvorledes var modtagelsen hos den nye familie, slægten og omgivelserne?

Følelsen af at være udenfor findes også hos adopterede med samme hudfarve som deres omgivelser. For en stor del hænger det sammen med, at adoption er en indvandringserfaring, der er sket tidligt i livet, d.v.s. på et tidspunkt, hvor man er sårbar og former grundlæggende erfaringer om, hvad det vil sige at være menneske.

Helt selvfølgeligt kommer graden af lighed mellem barnet og familien til at få betydning. Forskellig hudfarve for eksempel gør adoptionen tydelig såvel indenfor familien som hos omgivelserne, mens lighed medfører, at adoptionen lettere "glemmes" og forsømmes som en betydningsfuld erfaring.

Fra hvad..?

Enhver indvandring har sine årsager. Adoption ligeledes. Ofte er det meget triste årsager.

Ikke sjældent er det en mor, der er blevet uønsket gravid, som ikke har mulighed for at tage sig af det ventede barn. Hun er ofte stresset og ambivalent. Måske må hun skjule sin graviditet og opholde sig blandt ukendte. Det betyder, at samtidig med at hun bliver mere følsom p. gr. a. graviditeten, lever hun i en stadig mere utryg tilværelse. Det påvirker barnet.

Der er efterhånden ikke mange indenlandske adoptioner, men indtil begyndelsen af 60'erne var det det almindeligste. Uanset hvilket land moderen lever i, må vi antage, at hun er presset og ambivalent under graviditeten og den første tid med barnet, som hun enten ikke ønsker sig eller af andre grunde ikke kan tage sig af.

Og barnet bliver afleveret. Rødderne til den første genkendelsesgestalt klippes af. For mange af disse børn begynder en vandring ud og ind af hænder. Ofte må barnet kæmpe for føden, specielt sjælens, som er nødvendig for at overleve. På mange børnehjem havde man den overbevisning, at børnene blev skånet, når de voksne ikke knyttede sig til dem. I dag ved vi, at det ikke var til barnets bedste, men for at beskytte de voksne så de slap for at møde børnenes sorg ved overgivelsen. For børn er tilknytning til en voksen, kontinuitet i hverdagen og muligheden for at opleve følelser og give udtryk for dem det, som gør, at den indre forestilling om sammenhæng kan opbygges.

Sort eller hvid, brun, gul eller rød, uanset hvilken hudfarve barnet har, er de tidligste oplevelser grundlæggende for udvikling af evnen til at forme nære relationer. Er omstændighederne dårlige for denne nye lille indvandrer, så får hun det sværere i nye sammenhæng? I dag anser man det for godt, hvis adoptionen sker tidligt, så man undgår, at barnet i for stor udstrækning oplever ensomhed, rædsel og vantrivsel.

Til hvad... ?

Det nye lille familiemedlem er meget velkommen. Den mest almindelige anledning til at adoptere er, at man ikke har fået sit eget barn, når man ville. Ofte har forældrene været igennem omfattende fertilitetsundersøgelser og derefter forskellige undersøgelser af adoptionsmyndighederne.

Her findes imidlertid frøet til noget, der kan være svært. Det er selvtilliden i forhold til forældreskab og forældrerolle. To voksne menneskers kroppe har ikke båret den frugt, de så hedt har ønsket. Og det er en sorg. Siden kan de have følt, at der blev sat spørgsmålstegn ved dem som mennesker, da de skulle godkendes som adoptivforældre.

Man kan forestille sig, at når man har fået barnet, kan man ønske at glemme alt det, der har vakt bekymringer og koncentrere sig om, at man nu er en familie. Helst en familie som alle andre.

Men det er jo ikke sandt. For i denne familie har man ikke fælles biologiske rødder, og såvel barn som forældre har for nylig oplevet en sorg, som hænger sammen med deres møde. Og netop her ligger frøet til vanskeligheder.

Om sorg ved vi, at for at den skal kunne bearbejdes, skal tabet som ligger bag erkendes og finde sit udtryk. Et barn som adopteres har ofte mange separationer og svære oplevelser bag sig, men er formodentlig samtidig en "overlever". Det medfører, at det både kan være nemt og medgørligt, men også besværligt. For forældre, der har følt sig vurderet, kan det være en belastning. De kan forsøge at se bort fra alt det, der er anderledes. Jo mere barnet ligner dem, jo lettere er det at lægge låg på.

Har barnet en anden hudfarve, så er adoptionen åben, uanset hvor meget man tillader sig at snakke om den i familien. Men har barn og forældre samme farve, risikerer man at krybe udenom fremmedheden: Det, der er anderledes.

Hjertets fremmedhed.

Den i indledningen omtalte pige følte tidligt, at der var noget forkert ved hende, noget, som der ikke fandtes et sprog for. Som voksen kvinde har hun berettet, hvorledes hun har oplevet, at alle andre vidste noget, som hun kun anede. Hun var speciel. I høj grad elsket og ønsket. Men samtidig følte hun sig udenfor uønsket og uden sammenhæng. Af og til dukkede fantasier op om hvem, "den anden" kunne være, men de blev undertrykt. Rædslen for at såre forældrene var stor.

Som voksen fik hun mere at vide om sit liv. Efterhånden som hun fik mere at vide, fik hun adgang til mere nuancerede følelser hos sig selv, hun kunne sørge og blev i stand til at knytte sig til andre.

En anden pige, som blev adopteret 6 mdr. gl. (også indenlandsk), fik tidligt at vide, at hun var adopteret. Men alligevel har hun altid haft skyldfølelser, fordi hun ville have mere at vide. Hun har haft dårlig samvittighed over, at hun ikke følte sig hjemme i familien. Og da hun som voksen begyndte at søge sine biologiske rødder, følte hun, at hun forrådte sine forældre. Hun tror, det har været svært for adoptivmoderen, at hun var anderledes til trods for, at de har samme hudfarve. Da hun begyndte at søge efter sin biologiske mor, blev adoptivforældrene meget kede af det.

Da begge de to piger begyndte at omgås jævnaldrende, var deres fremmedhed ikke noget, der kunne ses udenpå. Det fandtes bare i hjertet som en trussel, som var mere eller mindre stærk ved mødet med andre mennesker.

For barnet med anden hudfarve har følelsen af at være udenfor en forklaring, der er til at tage og føle på. Selv om det naturligvis ikke er en garanti for, at forældrene er åbne for successivt at hjælpe barnet med at forstå og tage dets historie til sig og hjælpe det med de følelser, der følger med. En ung pige fra Asien kan berette om, hvorledes adoptionstemaet var et mineret område i familien. Forældrene syntes, hun overdrev sit behov for at være anderledes og selvstændig. Moderen blev ulykkelig over hendes forsøg på at finde sig selv. Hun havde selvbebrejdelser og følte, at hun var en dårlig mor og talte om selvmord.

Pubertetens hormonbrus.

Selv om de sværeste oplevelser for den adopterede ligger i den tidlige barndom, så virker det som om, det er i den begyndende pubertet, vanskelighederne begynder. Uanset hudfarve er det en tid, hvor hormonerne bruser og kroppen ændrer sig.

"Hvem er jeg" er teenagerens hovedspørgsmål. Hun tager afstand fra familien for at svinge sig ind i sit eget liv som voksen. Hvis det opleves som forbudt at vise vrede over at være anderledes, er der en risiko for, at følelserne vendes indad i form af depression eller giver sig udtryk i impulsgennembrud.

I denne krop, som begynder at svulme, behåres og fornemmes på den mest påtrængende måde, skal "jeg'et" bo. Uanset hudfarve kan man ikke nikke genkendende til for-ældrenes kroppe. Desuden er disse børn næsten altid frugten af forbudt sexualitet, og de lever hos par, hvis sexualitet ikke har båret frugt.

En adopteret pige får igen og igen aborter på sin vej fra pubertet til voksen. En anden er i stand til at skjule sin graviditet for såvel sig selv som omgivelserne intil fødslen. Begge er adopteret fra udlandet. Af de to svensk adopterede, som er nævnt her i artiklen, føder den ene to børn tidligt og har stort besvær med at tage dem til sig. Den anden har ikke førend sent, måske endda for sent, reflekteret over dette at få børn.

Der findes hos alle mennesker en tendens til at fornægte det hos sig selv og sin egen gruppe, som føles farligt. Sexualiteten, for eksempel. Så selvfølgelig og naturlig den end må være i menneskers liv, er den samtidig en kraft, man kan komme til at brydes med, og løsningen kan blive at fornægte det brydsomme eller skjule det - endog for sig selv. Sexualiteten bliver betragtet som en mørkets kraft, og muligvis er det årsagen til de fordomme som udtrykker, at der skulle være en sammenhæng mellem hudfarve og stærk sexualitet. For adopterede med mørkere hud er disse fordomme en yderligere vanskelighed at møde.

En ung kvinde, som er adopteret fra Indien, fortæller, hvorledes hun kan føle det ubehageligt at spadsere sammen med sin far, fordi de blikke hun møder fra forbipasserende siger: "Er det mon en importeret elskerinde?

Taknemmelighed og skyldfølelser.

Taknemmelighed hører til indvandringens væsen. Den, som er adopteret, er blevet udvalgt blandt mange børn i nød, børn, som måske er blevet tilbage under ulidelige om-stændigheder. Således er det for de små, som er kommet fra lande, hvor de forældreløse har meget svære vilkår. Det er ofte således, at de er reddet fra et liv, som ville betyde store afsavn, og hvor det har været usikkert, om de overhovedet ville overleve.

Selv blandt dem, som er adopterede indenlandsk, ville det have indebåret risiko at forblive hos den biologiske mor. Ofte er moderen socialt og psykologisk ude af stand til at tage sig af sit barn.

Der findes altså anledning til at føle taknemmelighed. Men i nærheden af den følelse ligger skyldfølelsen, som kan stikke sit hovede frem. En "normal" skyldfølelse gør, at man holder sig tilbage, inden man siger eller gør noget, som kan såre et andet menneske. Men når skyldfølelsen bliver så stor, at den er lammende, vover man ikke at udtrykke noget, man tror vil kunne gøre et andet menneske ked af det, selv om det er livsvigtigt for een selv. Det medfører, at egne følelser og tanker skjules og fornægtes.

Hvis den adopteredes taknemmelighedsfølelse er så dominerende, at hun ikke tillader at udtrykke sine tanker omkring følelsen af at være anderledes, tør hun ikke tage sig selv alvorlig. Hvis hun føler det som sin opgave at bevise for sine forældre, at de er vellykkede må hun skjule utilladte følelser og udtryk for dem. Disse følelser bliver da skjult for den adopterede selv.

Ens og endda forskellig....

Det er ganske naturligt, at den adopterede føler misundelse overfor evt. søskende, der er biologiske børn af forældrene eller andre i slægten. I perioder kan hun være vred på sine forældre, fordi de er anderledes, eller fordi hun er adopteret, fordi det føles så uretfærdigt.

Hvis alle vrede følelser og fantasier skal forsvinde, fordi man skal være taknemmelig som adopteret, er der en risiko for, at vreden viser sig i en uacceptabel adfærd. Det kan f. eks. være en af forklaringerne på, at et par adopterede piger skaffede sig den ene mand efter den anden, så deres levevis grænsede til det kriminelle.

At være mere eller mindre fremmed hører med til adoptionens væsen. Den, som har en anden hudfarve, bliver også plaget af racistiske fordomme, som kolliderer med følelsen af at være svensk. Desuden føler hun sig fremmed, hvis hun rejser til landet, hun kom fra, selv om hun dér ser ud som alle andre.

Den, der har samme hudfarve som adoptivforældrene, bliver ikke fordømt p.gr.a. sit udseende, men bærer sin fremmedhedsfølelse for sig selv som et indre stigma, som er svær for andre at forstå. Når det biologiske ophav opsøges, kommer der ofte en følelse af genkendelse, som siden følges af en ny problemstilling: "Hvor hører jeg til?" Der findes forskellige kulturkredse indenfor det samme samfund, som de to familier kan tilhøre. Den adopterede kender dem begge, men føler sig ikke hjemme nogen af stederne.

Evige spørgsmål.

Adoptionen og følelsen af at være anderledes ligger for en stor del i, hvorledes det håndteres. Men ulighederne findes ikke kun i hudfarven. De hænger sammen med de brudte biologiske rødder, den tidlige livshistorie, hvorledes modtagelsen og tilværelsen i det nye miljø er. På sin vis indebærer det vanskeligheder, men er ligesom anden indvandring en løsning på et problem. En "næstbedst" løsning for alle involverede parter, som kan blive ligeså god. Men drømmen om "den bedste" kan blive en fjende. Og egentlig er de spørgsmål, som den adopterede sætter på spidsen sådanne, som indgår i alles liv: Tab og sorg, at være uønsket og ønsket, at være magtesløs og at have magt og kontrol, at være fremmed og at høre til.

Oktober 97