En adoptivmors rejse til Bombay

Det er indtrykket af værdighed, skønhed og glæde, en adoptivmor vil give videre til sine to piger efter selv at have hentet den yngste på børnehjemmet Asha Sadan.

Af Patrizia Paggio

Vi havde ventet på den endelige afslutning af vores sag i snart to måneder og spændingen var blevet uudholdelig. En aften ringede Jessie Rosenmeier fra Terre des Hommes endelig og fortalte mig, at Radhas indiske pas nu var klar, og at jeg som planlagt kunne tage af sted til Bombay for at hente vores anden adoptivdatter på børnehjemmet Asha Sadan.

To dage senere kyssede jeg så Carl, min mand, og Khushbu, vores ældste datter, farvel for at køre ud til Kastrup, hvor jeg skulle mødes med Jessie, som jeg skulle flyve til Bombay sammen med. Under flyveturen sad jeg og prøvede at forestille mig, hvordan mit første møde med Radha ville være. Hvordan ville hun tage imod mig? Ville jeg kunne gøre mig forståelig? Vores ældste datter Khushbu havde min mand og jeg modtaget i Kastrup. Ville jeg kunne klare mødet med et nyt barn alene? Samtidig følte jeg også en stor ømhed over at skulle se mine to børns Indien for første gang.

Men der var ikke tid til sentimentalitet ved ankomsten til Bombays lufthavn, hvor vi skulle samle og stable de ni kufferter med medicin, tøj og tæpper, som Jessie havde med til børnene. Det var over midnat, da vi kom ud i den trykkende varme, som omklamrede én som en varm klud. Jeg var blevet advaret, og jeg overbeviste hurtigt mig selv om, at jeg sagtens kunne klare det. Vi skulle bo hos Jessica Lukmani, en indisk dame, som Jessie godt kender. Turen til Cuffe Parade, det pæne kvarter hvor hun bor, varede halvanden time i en gammel taxa. Det var en stor lettelse for mig at være sammen med Jessie, som vidste præcis, hvad man skulle gøre, hvor meget man skulle betale, og hvilken vej vi kørte. Jeg behøvede ikke at være bekymret og kunne koncentrere mig om, hvad jeg så. Og det jeg så var kilometervis af boliger - hvis man kan kalde dem sådan - lavet af affaldsposer og pap. Jeg havde hørt meget om fattigdom og tiggere, og havde nok været bange for at se alt dette. Men nu virkede det ikke spor farligt eller væmmeligt, bare forbløffende fattigt. Da vi kom ind i den bebyggede by, som også er ret stor, ophørte slummen ikke rigtigt, idet folk lå og sov på fortovene overalt, nogle under interimistiske telte af plasticposer, andre på avispapir. Om dagen står folk op: nogle trasker videre, andre bliver siddende på de samme kantsten.

Børnehjemmet

Dagen efter vågnede jeg op på mit dejlige lyse værelse på 24. sal i en høj moderne bygning. Fra mit vindue kunne jeg nyde en imponerende udsigt over Bombays høje huse, der lå lige ved det Arabiske hav. I de følgende dage skulle jeg blive meget taknemmelig over at bo i Mrs. Lukmanis flotte og rene lejlighed, hævet over byens larmende trafik. Selv fra den højde kunne jeg dog altid høre en lyd af indisk musik i det fjerne.

Jessie havde lovet mig, at vi ville tage til Asha Sadan med det samme: jeg ville langt om længe møde den lille pige i den hvide kjole, som jeg kendte fra billederne. Mrs. Lukmanis chauffør kørte os ud til børnehjemmet, som ligger i et ret fattigt kvarter ikke langt fra byens centrum.

Vi ringede på og blev bedt om at vente i entréen. Jessie holdt mig i hånden. Jeg var meget nervøs. Endelig fik vi lov til at komme ind. Vi blev hurtigt vist rundt på de forskellige stuer. Kvinder sad på gulvet med deres babyer, småbørn lå i deres tremmesenge. Jeg kiggede kun efter det ansigt, som jeg kendte fra billederne. Jeg tror, jeg var bange for ikke at genkende hende.

Ingen tvivl

Endelig kom vi ind på Radhas stue: hun lå og sov eftermiddagslur. Jeg var ikke spor i tvivl om, at den dejlige store pige i tremmesengen var hende. Det var dejligt at få lov til at kigge på hende og kærtegne hende, mens hun sov. Medhjælperne på stuen vækkede hende trods mine svage protester. Hun lod sig nemt overtale til at komme op i min favn, men så lidt reserveret ud. Jessica Lukmani sagde et eller andet til hende på hindi og fik hende til at smile. Det vil jeg altid være hende taknemmelig for. Jessie tog billeder. Medhjælperne blev ved med at sige til Radha, at hendes "mummy" var kommet. Så lykkedes det mig at gå lidt væk fra de andre. Vi satte os ned i et hjørne med en lille legetøjsbil og de billeder, jeg havde haft med til hende og snakkede sammen. Det var skønt. De få vendinger, jeg havde lært på marathi, kom mig til gode. Radha virkede rolig og glad. Jeg var lykkelig, og tænkte på, hvor dejligt det ville have været, hvis Carl og Khushbu havde kunne se os.

Jeg blev i Bombay i en uge og besøgte Radha på børnehjemmet hver dag. På den måde fik jeg mulighed for at lære hende og hendes dagligdag på Asha Sadan temmelig godt at kende. Jeg er sikker på, at dette har gjort det lettere for Radha at forlade børnehjemmet for at starte et nyt liv sammen med os. Men det var også lærerigt og glædeligt for mig at se, at Radha havde et roligt og rimelig trygt, skønt meget begrænset liv på Asha Sadan.

Rent og spartansk

Jeg kan ikke give en ordentlig beskrivelse af børnehjemmet, idet jeg kun opholdt mig de steder, hvor Radha var interesseret i at være, nemlig på hendes stue, på tagterrassen, hvor børnene legede, i gården og i den lille skole, hvor børnene kommer et par timer hver dag.

Hovedindtrykket er, at midlerne er små, men alt virker rent og meget systematisk. Efter danske forhold er Asha Sadan nok ret spartansk, men jeg besøgte en almindelig familie i Bombay, hvor børnene havde endnu mindre legetøj - faktisk slet ikke noget efter hvad jeg kunne se - og hvor alle sov på gulvet. Materielt set er livet simpelt hen meget mere enkelt i Indien.

Lyspunktet i Radhas og sandsynligvis også i de andre store børns dagligdag var skolen. Der fik de den individuelle opmærksomhed og udfordring, som de nok savner på deres stue, hvor medhjælperne mest tager sig af den fysiske pasning, men så vidt jeg kunne se ikke leger med børnene eller specielt stimulerer dem på anden måde. Det er selvfølgelig ikke det samme som at sige, at de er ligeglade med dem. Der var i hvert fald et par af de kvinder, som jeg syntes var meget kærlige over for børnene. Jeg kan ikke takke dem nok for den opmærksomhed, de har givet min datter. De har bidraget til at gøre hende til det dejlige, glade og selvstændige menneske, som hun er. Men læreren havde en speciel udstråling, og man kunne se, hvor vigtig hun var i de små væseners øjne. Hun fik Radha til at synge en lille sang for mig og til at tegne en blomst og en sol på tavlen, som jeg beundrede. Hvor var hun stolt: jeg fik helt tårer i øjnene!

Ikke arme nok

De fire timer, jeg tilbragte på Asha Sadan hver dag, var følelsesmæssigt nok til at fylde en hel dag. Dels var jeg meget koncentreret om Radhas reaktioner og opsat på at skabe en god kontakt til hende, dels måtte jeg håndtere det faktum, at alle de andre børn på hendes stue - der må have været omtrent tredive - gerne ville op og bæres.

I starten blev Radha vred, hvis hun følte, at jeg gav de andre for meget opmærksomhed. Børnene var meget insisterende. Jeg havde simpelt hen ikke arme nok til alle. Efterhånden som Radha følte sig mere selvsikker i forhold til mig, tillod hun dog også, at jeg legede lidt med de andre. Det var tydeligt, at hun følte, hun var dem overlegen, og at hun gerne ville vise mig frem. For at overkomme min følelse af utilstrækkelighed mindede jeg hele tiden mig selv om, at de andre også ville få en familie.

Jeg havde besluttet mig hjemmefra for, at jeg ville besøge Radha hver dag, men at jeg ikke ville tage hende med hjem, før vi skulle rejse. Jeg havde ikke lyst til at få opbygget en rutine med hende et fremmed sted. Heldigvis var personalet på børnehjemmet indforstået med det. De lod mig gøre præcis som jeg ville, og var gode til at tage sig af Radha, når jeg gik igen efter mine besøg.

Til gengæld tog jeg Radha ud på nogle små ture uden for børnehjemmet. Hun var totalt overvældet af alt, hvad hun så. Første gang vi var ude, ville hun slet ikke gå selv på trods af de flotte nye sandaler, som hun var så stolt over (det var jo hendes første par sko!). Men hun kiggede fascineret på alle de mennesker, børn og dyr, som gik rundt omkring os. Turen blev udvidet en lille smule hver dag, og førte altid til en lille bar, hvor jeg købte hende enten et stykke chokolade eller noget at drikke.

Det var på disse ture med Radha, at jeg begyndte at kunne se en anden side af livet i Bombay. Kvarteret omkring Asha Sadan er langt fra rigt. Jeg så mange sidde på gaden og vaske gamle metaldåser, slæbe med tunge laster eller tigge. Men der var også en masse spændende små butikker, flotte kvinder i deres farverige sarier og glade legende børn. Det mest fantastiske var måske de mange kulørte drager, der svævede over os.

I den uge jeg var i Bombay, ændrede mit første chokerede indtryk sig til en fascination af en by, hvor de smukkeste mennesker og flotteste bygninger synes at vokse ud af skidtet.

Skønhed og glæde

En eftermiddag var jeg inviteret ud hos Mrs. Lukmanis koks familie for at deltage i en stor fest, hvor man fejrede Lord Ganesh, elefantguden. Det er en stor begivenhed, som millioner af mennesker alene i Bombay deltager i. De mange Ganesh-statuer, som folk har bedt bøn til den forudgående uge, bliver ført ned til stranden for at blive kastet i vandet. Der var en meget glad og festlig stemning, og det slog mig, hvor nemt det var at more sig selv for folk, som til daglig lever i fattigdom.

Det er dette indtryk af værdighed, skønhed og glæde, som jeg gerne vil bevare og give videre til mine to piger. Jeg glæder mig til en gang at kunne gense Indien sammen med dem.

Flyveturen hjem var hård. Vi rejste om natten, og lille Radha blev syg. Alligevel var det en spændende oplevelse for os begge. De mange timer, vi tilbragte i flyvemaskinen, hvor hun lå i min favn det meste af tiden, bragte os tættere på hinanden.

Jeg er sikker på, at det betød meget for Radha at rejse det ukendte imøde sammen med sin mor. Og når vi nu kigger på vores Indien-billeder, er det dejligt at vide, at vi begge to var der.

I lufthavnen ventede Khushbu og Carl, som Radha og jeg havde snakket så meget om i den foregående uge, og som jeg i den grad havde savnet. Da jeg så min store pige kigge på sin trætte mor og lillesøster med forventningsfulde øjne blev jeg totalt overvældet. Det var fantastisk, at Carl og jeg kunne opleve sådan en lykke en gang til.

Januar 1997