Adoptionsdialogens Dag 2018 – en eftermiddag med stærke, barske og personlige indlæg

Hvor stammer identiteten fra?

Det var en eftermiddag med stærke, barske og personlige indlæg, da Adoption & Samfund afholdte Adoptiondialogens Dag.
Af Anna Bridgwater

Temaet var ”Identitet”, da Adoption & Samfund den 17. maj 2018 afholdte Adoptiondialogens Dag på Nationalmuseet. Formanden for foreningen, Michael Paaske, bød velkommen og indledte med at stille nogle retoriske spørgsmål: Hvad er det, der afgør, hvem et menneske er, og hvor det enkelte menneske hører til?

Emnet er væsentligt i Adoption & Samfund, fordi den adopteredes identitet har flere facetter: Adopterede kan både være en del af flertallet i Danmark og samtidig tilhøre en synlig minoritet, som omverdenen har en holdning til. Adopterede er danskere og samtidig født med en anden oprindelse. Og adopterede tilhører deres adoptivfamilier og kan på samme tid opleve sig selv som en del af deres biologiske familie. At der kan være så flydende grænser for identitet kan volde problemer for den adopterede, for det kan være svært at vide, hvor man som individ hører til.

Vi skaber vores egen identitet
Første oplægsholder var psykolog May Britt Skjold, og hun forklarede, at hendes identitet både var der som professionel, som har beskæftiget sig med adoption siden 1995, og som adopteret.

May Britt Skjolds fokus var, hvordan den enkelte oplever sit eget liv, og hun gjorde opmærksom på, at adopterede kan føle sig reducerede, når der tales om dem som en gruppe – de kan opleve, at de bliver set som del af en sammenhængende gruppe, hvor deres identitet udelukkende er at være adopteret, som om de ikke rummer andet.

May Britt Skjold talte også om oprindelsen af ordet ”identitet” – der har samme grundstamme som ordet ”identisk”, og begge ord handler om, at noget er det samme som noget andet. May Britt Skjold nævnte også, at det er forholdsvis nyt, at mennesker selv skal danne deres egen identitet. Tidligere fik vi identitet via bopæl, familie og erhverv. Nu skal vi selv vælge, hvor vi bor, hvad vi vil lave, og om vi vil have familie eller ej.

Vi mennesker sammensætter vores identitet ud af forskellige smådele og brudstykker fortalte May Britt Skjold. Hun forklarede, at en identitet beskytter os mod tab af mening. Identitet giver os en oplevelse af at være en del af en flok (eller flere flokke), for der er andre, der er ligesom os, og en flok er nødvendig for både identitet og overlevelse. Derfor hænger overlevelsestrangen sammen med identiteten.

Alle gør ting, der skal opbygge og opretholde identiteten. Nogle mennesker – fx soldater efter en krig – kan få ”sjælechok”, eller sammenbrud af identitet, hvis de får en oplevelse af, at de ikke er det menneske, de troede, de var. Derfor er det så hårdt for mennesker, hvis identiteten vakler.

May Britt Skjold forklarede, at vi mennesker oplever vores identitet på tre måder:

Først oplever vi, at vi har en identitet. Det er den identitet, der ligger i at have en krop og en personlighed og være til i verden. For det andet har vi en oplevelse af, hvem vi er. Her er historisk kontinuitet vigtig. Er der sammenhæng, eller er vores historie fragmenteret? Her er der en risiko for splittelse, hvis den enkelte ikke kan fortælle en sammenhængende historie om sig selv. Endelig hænger identiteten sammen med oplevelsen af at være en del af en gruppe. Vi har alle sammen brug for, at vores omverden tager imod os, som dem, vi er. Men adopterede kan slås med overtilpasning, hvor de slår knuder på sig selv for at blive modtaget og anerkendt af gruppen. For som May Britt Skjold siger, så har flertallet magten i et samfund, og det er voldsomt at være oppe imod den magt, hvis ens egen identitet er forbundet med at være en del af et mindretal.

Flydende identitet
Næste taler var Karoline Sofie Lee, som er skuespiller og født i Sydkorea.

Karoline Sofie Lee stillede spørgsmålet: ”Kan man vide, hvem man er, når man ikke kender sin baggrund?”
Karoline Sofie Lee spiller med i filmen The Return af sydkoreanskfødte Malene Choi. Karoline Sofie Lee forklarede, at filmen er en hybrid med en flydende grænse mellem fiktion og virkelighed, ligesom der kan være en flydende virkelighed for mange adopterede. Filmen The Return blander en fiktiv historie om Thomas og Karoline, begge født i Sydkorea, som rejser til Seoul på jagt efter deres rødder.

Rejsen er den fiktive Thomas og den fiktive Karolines forsøg på at forstå deres egen baggrund, for som Karolien Sofie Lee sagde, så er der en menneskelig trang til at putte ting ned i kasser og kategorisere for at kunne forstå og konstruere en identitet. Og hun fortalte, at filmens krav til hende som skuespiller udfordrede hendes opfattelse af, hvem hun var, når hun fx skulle presse en socialrådgiver langt hårdere, end hun ville have gjort af egen drift.

Karoline Sofie Lee understregede, at vi skal kunne turde lytte til os selv, når vi konstruerer vores identitet. Hun mente, at mennesker skal stole på sig selv, for vi kan finde ind til os selv, når vi lytter til os selv. Og på den måde kan vi styrke os selv, når vi danner identitet.

Krænkelser blev en del af identiteten
Patricia Jiménez Nedergaard talte om at kunne fortælle sin egen livshistorie og om sin identitet som krænket adopteret barn, som levede med en evig angst for at fortælle sin historie af angst for, at hun ville blive givet væk igen. Det betød, at hun gennem hele barndommen blev udsat for grov mobning og vold, som ingen greb ind overfor.

Patricia Jiménez Nedergaard har haft svært ved at mærke, hvor hun hørte til og har aldrig oplevet, at hun havde et tilhørsforhold noget sted. Som voksen lagde hun den hårde barndom bag sig og hun tog identiteten som den velfungerende adopterede på sig, men så slet ikke de problematiske aspekter. En rejse tilbage til fødelandet Colombia viste hende, at hendes identitet var mere dansk, end hun troede. Fx at hun kan lide at være alene i højere grad, end de fleste colombianere, hun mødte. Alt i alt mener Patricia Jiménez Nedergaard, at rejsen tilbage til Colombia og det at kende sin egen historie var en forudsætning for, at hun kunne finde hjem til sig selv. I dag er hun blevet venligere ved sig selv og er holdt op med at kræve så meget af sig selv, og hun anerkender, at det er en sorg, at hun blev bortadopteret.

I dag oplever hun, at hendes identitet er først og fremmest at være menneske og kvinde, og dernæst at være adopteret, og at det er hendes eget ansvar at arbejde med sorgen over at være adopteret. Og gennem psykoterapi har hun opdaget, at hun må selv give sig den omsorg, hun ikke fik som barn.

Krise og splittelse
Fjerde taler var Cecilie Hedegaard på 24 år. Hun er født i Sydkorea og har oplevet en stor identitetskrise. Hun har følt, at splittelse har været hendes følgesvend hele livet.

Som 18-årig begyndte hun at overveje sin adoption, og hun hadede at blive mødt med andre invaderende spørgsmål og holdninger. Hun følte sig sat i en situation, hvor der manglede sammenhæng mellem hendes udseende og hendes sociale jeg.

Hun rejste tilbage til Sydkorea, men efter rejsen følte hun sig fortabt. Alle i hendes omgangskreds havde travlt med at fortælle hende, at hun skulle forholde sig til rejsen, men Cecelie vidste det ikke selv. Alt ved Sydkorea var fremmed for hende, men hun lignede ikke en dansker. Da hendes elskede mormor døde, følte Cecelie ikke, at hun havde en platform i livet.

Cecilie gik meget i byen, og efter sin anden rejse til Sydkorea, oplevede hun, at hele hendes identitet var krakeleret. Hun trådte vande i depression og endte med at tage en overdosis piller. Hun fortrød, og selvmordsforsøget endte med en udpumpning og en indlæggelse.

Gennem AA og terapi fik Cecelie det bedre, men hun fortæller, at det, der hjælper hende mest, er at tale om sine oplevelser og få orden på tankerne. Og hun fortalte, at mødet med sin biologiske familie til dels har fordrevet den ensomhed, hun oplevede under hele barndommen.

Behov for fællesskab og støtte
Unge fra ASU, Adoption & Samfund Ungdom, sluttede eftermiddagen af med at reklamere for det fællesskab, ASU tilbyder unge. Under sloganet ”Med forståelse for forskellighed” skaber ASU et rum, hvor alle adoptionsrelaterede emner er relevante, og hvor alle kan være med, så længe de er unge og adopterede.

I sin afrunding nævnte A&S’s formand, Michael Paaske, at de barske beretninger fra de adopterede slår fast, at der er brug for PAS – Post Adoption Services – til voksne adopterede. Oplæggene har vist, at det at vokse op som adopteret kan skabe udfordringer for den enkelte, når de skal samle byggeklodser til deres identitet.

This entry was posted in Adoptionsdialogens dag. Bookmark the permalink.

Comments are closed.