Se programmet for Adoptionskonferencen på Christiansborg onsdag den 19.9.2012 kl. 17.00-19.00

Landsforeningen Adoption & Samfund har med hjælp fra Özlem Cekic (SF), der er formand for Socialudvalget, – fået mulighed for at afholde en konference i Landstingssalen på Christiansborg

onsdag den 19. september 2012 fra kl. 17.00 – 19.00.

Konferencens tema vil være ”Adoption – en politisk hånd til et godt liv”

Vi har inviteret alle partiers ordførere på enten socialområdet eller familieområdet.

På konferencen vil politikerne debattere følgende emner:

Danmark har brug for et videns- og formidlingscenter på adoptionsområdet.
Børnesager, hvor der bliver handlet forkert pga. manglende viden om adoption, viser at Danmark mangler et Videns- og formidlingscenter om emnet. Ligeledes oplever adoptivfamilier grundlæggende misforståelser i børnenes møde med institutioner og skole, som kunne være undgået med en større adoptionsfaglig indsigt hos de fagpersoner – pædagoger, lærere m.v. de møder i hverdagen.

PAS-rådgivning på Finansloven senest i 2014
I henhold til internationale konventioner er Danmark forpligtet til at yde rådgivning til adopterede og deres familier.

Det særlige børnetilskud skal også omfatte børn af eneadoptanter
Børn af eneadoptanter udsættes for diskrimination ved at de ikke får det samme børnetilskud som andre børn med kun én forsørger.

26-års reglen bør afskaffes
26 års reglen betyder, at man ikke behøver at opfylde tilknytningskravet i forbindelse med ægteskabsindgåelse og familiesammenføring, når man har været dansk statsborger eller haft lovligt ophold i Danmark i 26 år. For adopterede er der en undtagelse, hvis man er adopteret, inden man fyldte 4 år, men hvis man var ældre end 4 år ved ankomsten til Danmark, gælder 26-årsreglen også for adopterede. Dvs. at f.eks. en 5-årig, der adopteres til Danmark, først kan gifte sig frit med en udlænding som 31-årig. Det urimelige ligger i, at den adopterede over-hovedet skal vurderes efter tilknytningskravet, da det strider imod adoptionsideen “at tage til sig som sin egen”.

Efter konferencen er foreningen Adoption & Samfund vært ved et mindre traktement.

Tilmeldingsfristen til konferencen er nu overskredet.

Har du spørgsmål til arrangementet, kan du kontakte mødekoordinator Lene Borg på mail: Lene.Borg@adoption.dk

Vi glæder os til at se dig på Christiansborg!


Lene Borg

Comments are closed.