Mor/far hvorfor er jeg anderledes

Jeg hedder Sara Shivana. Jeg er adopteret fra Bombay i Indien. Jeg blev født i 1983 og kom til Danmark da jeg var 6 måneder. Jeg boede på tre børnehjem, inden jeg blev adopteret. Jeg er nu 17 år og ved, hvordan omverdenen reagerer over for et adoptivbarn.

Af Sara Shivana

Barndom

For at præsentere mig mere nøjagtigt. Jeg hedder Sara Shivana. Jeg er født i 1983. Inden jeg blev adopteret, var jeg på tre forskellige børnehjem. Mine forældre hentede mig den 16. oktober 1983. Jeg var blot 6 måneder, da jeg kom til Danmark. Jeg blev indlagt på hospitalet, fordi jeg havde nogle sygdomme med fra Indien. Der lå jeg i ca. 3 måneder, efter jeg var kommet til Danmark.

Jeg har gået i vuggestue, børnehave og skole ligesom alle andre børn.

Jeg var meget lille, da jeg kom til Danmark, men det har ikke ændret noget fysisk eller psykisk. Jeg er fuldstændig som alle andre på min alder, men bare med en anden livshistorie.

Jeg begyndte i skole som alle andre, da jeg var 6 år. Da jeg gik i 2. klasse fandt mine lærere og forældre ud af, at jeg havde svært ved at lære nye ting. Jeg fik noget ekstra hjælp, og det hjalp. Det tog bare lidt længere tid for mig at forstå det. Men det er noget, jeg er vokset fra.

En af mine ulemper ved skolen var, at jeg var meget genert og havde brug for trygge rammer. Jeg kunne ikke lide, at det gik for hurtigt. Det skulle foregå i mit tempo. Jeg har heller ikke været den højt råbende, men den stille pige der sad og puslede med tingene. Jeg ville selv finde løsningen, men det er jo forskelligt fra person til person.

Drillerier

I min klasse har der aldrig været nogen drillerier, det var nok, fordi vi var to, der var adopteret. Foruden mig var der en dreng fra Korea. Selvfølgelig var mine klassekammerater nysgerrige, så de spurgte om forskellige ting. Jeg havde ikke noget imod, at de spurgte. Jeg har altid været meget åben, hvis der er nogen, der spørger til min adoption. Venner og veninder har jeg altid haft mange af ligesom alle andre.

Ungdom

Jeg har ikke haft nogle problemer i min pubertet. Jeg har været et normalt pubertetsbarn med normale teenager problemer. Jeg føler heller ikke, at der er nogen mennesker, der ser anderledes på mig, fordi jeg er adopteret. Da jeg var 15 år, var jeg ude for at søge et job. Jeg tænkte på, at fordi jeg var mørk i huden, om det var nogen forhindring. Men nej, det er nu mit tredje år, jeg arbejder det samme sted, og der er ingen problemer. Jeg er utrolig glad for at være der.

Med hensyn til kærligheden har der ikke været nogen problemer. Jeg har haft kærester, og de har ikke set anderledes på mig.

Jeg syntes, at det er utroligt, hvor mange adoptivbørn der er bare der, hvor jeg bor. Jeg syntes, at det er rart, at man kan snakke med nogen om det, fordi de forstår, hvad man snakker om.

Opmærksomhed

Opmærksomhed, forkælet, får altid sin vilje. Det er der mange, der forbinder med adoptivbørn og børn, der ikke har nogen søskende. Jeg vil sige, at det er da rigtigt. Jeg forstår også forældrene, hvis de kun har et barn. Så er der jo kun én man kan give al sin kærlighed og opmærksomhed til. Jeg har været meget forkælet. Men jo ældre man bliver, jo mere vil man stå på egne ben og klare sig selv.

Men jeg ved da fra mine veninder, da jeg var mindre, de sagde altid": Øv, det må vi ikke, du får altid lov til så meget". På nogle områder var der meget stor forskel.

Men jeg vil ikke sige, at man er heldig, hvis man får meget opmærksomhed eller er meget forkælet. Jeg vil da gerne indrømme, at det er dejligt at blive forkælet, men ikke for meget. Jeg vil gerne have et knus i stedet for en gave.

Jeg forstod ikke

Jeg kan tydelig huske, da jeg kom løbende hjem fra legepladsen. Jeg var meget ked af det, fordi der var en dreng, der sagde:" Ad, du er beskidt, du er anderledes, du er ikke som os andre". Jeg kan huske, at jeg løb hjem til min far. Jeg sad på hans skød. Far:" hvorfor driller de mig, hvorfor er jeg ikke ligesom de andre?". Jeg var ikke mere end 8-9 år. Der er mange der tror, at man finder ud af, at man er adopteret i puberteten. Men som mange ved, forstår børn meget mere, end man tror.

Jeg fik forklaret, at jeg ikke kom fra Danmark, men jeg forstod det ikke helt, da jeg var 8-9 år.

Jeg kan også huske, at jeg stod i en elevator med min far. Der var en lille dreng, der sagde: "Hun er en neger". Moderen til barnet tyssede på barnet. Jeg sagde ikke noget. Bagefter spurgte min far, om jeg var ked af det. Men jeg sagde nej, men jeg var ked af det, men det var noget jeg glemte hurtigt.

Jeg har egentlig ikke rigtig haft nogen trang til at vide noget om adoption, men da jeg gik i 7 klasse, skrev jeg om adoption. Det var der, jeg forstod det hele. Altså virkelig forstod det. Adoption er et ord med mange spørgsmål bag efter sig. Hvorfor blev jeg adopteret? Hvor er mine forældre? Hvad hvis jeg ikke var blevet adopteret? Jeg kan blive ved, og jeg ved ikke, hvor jeg skal starte med at få svarene fra.

Lykkelig - mangler noget

Jeg vil sige, at jeg er er lykkelig over, at jeg er kommet til Danmark. Jeg har et godt liv. Jeg synes, at det at være et adoptivbarn er bare et ekstra plus. Det giver mig et helt andet syn på livet, på en måde værdsætter jeg mit liv mere. Der er mange af mine venner og veninder, der tager meget for givet. Men jeg værdsætter små ting højere, end de gør. Men jeg tænker ikke på, at jeg er adopteret hver dag. Men der kan da godt være nogen gange, hvor jeg kommer til at tænke på det. Jeg ser mig selv ligesom alle andre.

Når man er adopteret, mangler man mange svar på en masse spørgsmål. Jeg kan starte med, hvem har jeg mine øjne fra? Hvem ligner jeg? Har jeg nogen søskende? Der er mange, der siger:" Jeg forstår dig", men det gør de ikke. Jeg har en trang til at vide, hvor jeg kommer fra. Jeg siger ikke, at jeg ikke er tilfreds, men jeg mangler bare at få det at vide. Jeg mangler at få det at vide, for så kan jeg blive hel. Jeg går ikke at tænker på det hver dag, men nogle gange føler jeg et behov for at vide det. Måske får jeg svar på mine spørgsmål, måske gør jeg ikke.

Gode råd

- Lad vær med at forkæle dit barn for meget. Det er nok med et knus, i stedet for gaver.

- Hvis dit barn har trang til at snakke om det at være adopteret, så vær åben.

- Hvis dit barn vil vide noget om sine biologiske forældre så vær med til at støtte dem.

Jeg har alt

Jeg vil slutte af med at sige, at jeg er lykkelig. Jeg har været heldig med at få nogle gode forældre. Jeg har alt, hvad jeg ønsker mig. Jeg kan ikke forestille mig, hvis jeg ikke var blevet adopteret. Der er nogen, der har det meget værre, og jeg kan ikke forestille mig, hvis jeg stadigvæk var nede i Indien. Jeg er bare så lykkelig over min skæbne. Selvfølgelig er der problemer, når man er adopteret, men det er det værd.   n